Den2Radio - uge 2 - 2016

Udsendelse d. 9.-15.januar. 2016

Vinteren og januar er over os og den2radio har en hel radioflade klar med mange nye udsendelser her efter juleperioden. Der er flere og flere der støtter os økonomisk, og det er vi meget glade for.  den2radio lever udelukkende af fondsmidler, så vi har meget brug for, at vores lyttere støtter os, mange tak for det. I kan se støtteknappen på den2radio’s hjemmeside.
Den2radio lægger ud med Georg Metz og hans ugentlige Intermetzo, den ugentlige knytnæve har denne gang overskriften ’Offentlighedens melodunte, når ord og begreber bliver falske som vand’. Det handler om statsministerens nytårstale og hans brug af ordet ’ordentlighed’. Det ord bruger Georg Metz også om Socialdemokratiet før i tiden, dengang da partiet satte mennesker over stejle principper og selviske interesser,  dengang de gik i spidsen når det drejede sig om nød og elendighed og også andres hårde skæbne end lige dem med statsborgerskab og partibog.  Hvad sker der i Socialdemokratiet i dag? Er der virkelig slet ikke nogen socialdemokratiske politikere, der opponerer imod Lars Løkke Rasmussens ’ordentlighed’?
Fra Forfald til Stolthed” kalder serien Liv I Landdistrikterne udsendelsen om landsbyen Vestervig i Sydthy. Fra forfaldne huse opkøbt af bla. spekulanten Låsby Svendsen, døde butikker og nedslidning - til en landsby, der med egen indsats og stor velvilje har klaret at rive huse ned, byplanlægge landsbyen, få liv i foreningerne og stoppe fraflytningen. Det er noget at være stolt over og det er Vestervig.  To borgere fortæller om den mere end 10 – år lange proces.
Her allerførst i det nye år lancerer den2radio en ny serie med titlen ’Internationale danske klassiske solister’. Der er planlagt 20 udsendelser med 20 kunstnere, der har eller har haft en karriere i udlandet eller måske er på vej til at få det. De fortæller om udgangspunktet og om hårdt arbejde, glæder, triumfer og skuffelser, og musikken i udsendelserne er naturligvis med dem og den musik de arbejder med. Den første solist i serien er dirigenten Giordano Bellincampi. Han er født i Rom og kom som 11-årig til Danmark med sin familie. Han har allerede haft en stor karriere i Danmark og nu, hvor han er fyldt 50, er der for alvor kommet gang i en stor international karriere med engagementer på foreløbig tre kontinenter.
FDB Møbler blevet startet I 1940’erne og mange har haft møbler fra FDB stående. Møblerne er tegnet af kendte designere som fx Børge Mogensen, men det gik tilbage med salget og FDB Møbler lukkede. For et par år siden startede FDB Møbler igen, og i udsendelsen fortæller en designhistoriker, en forretningsmand og en designer om det særlige ved møblerne, og hvorfor de også er brugbare i vor tid.
En af efterårets helt store succesbøger er Carsten Jensens ”Den første sten” om krigen. I løbet af kort tid blev den solgt i tusindvis af eksemplarer. Kort før jul fortalte forfatteren ved et morgenarrangement på Gyldendal om bogen til et kaffedrikkende publikum deriblandt den2radio’s Jens Winther, og efter arrangementet interviewede han Carsten Jensen om bogen. Det er en roman ikke kun om krigen i Afghanistan, men om krig i det hele taget – om moderne højteknologisk krigsførelse i særdeleshed. Hvad sker der, når droner, computerspil og digitale muligheder for selvdokumentation gør det muligt at distancere sig fra den direkte konfrontation i felten både fysisk og psykisk? Hvad sker der med grænserne mellem simulation og virkelighed, når krig bliver til spil, og spillet viser sig at være blodig alvor og kamp på liv og død?
Hvad sker der i hjernen, når vi lytter til og udøver musik? Hvordan påvirkes mennesket af musik, både fysiologisk, følelsesmæssigt og sprogligt? med udgangspunkt i sin forskning og i sin karriere som jazzmusiker fortæller Peter Vuust om, hvordan hjernen bearbejder musik og om forskellen på musikeres og ikke-musikeres hjerner. Han startede med at hade jazz, siden lærte han den bedre at kende og kom til at holde af den, for i dag at have meget stor respekt for den musik, som han samtidig godt kan se, kan være problematisk for udøverne og for publikum. Det fortæller Peter Vuust om i udsendelsen ’Den svære jazz og de delte vande’.
I de næste mange uger genudsender den2radio en serie fra 2012 bygget over EU’s overskrift for det år ’ Aktiv aldring og solidaritet mellem generationer’ – en serie vi kaldte ’De udødelige’. Den 3. udsendelse i serien belyser mange ældres ernæringsproblemer. Enkelte er overvægtige, men flertallet spiser ikke nok og er i realiteten underernærede. Er det vigtigt for sundheds-og livskvalitet at være involveret i madlavning, når man er 80+? Er det bedst at den daglige mad laves i et køkken tæt på din bolig eller kan den lige så godt produceres i store centralkøkkener og leveres som madservice? Er måltidet altid et vigtigt socialt omdrejningspunkt eller er det lige så godt at spise alene? Kan de forskellige generationer ikke mødes og spise sammen på plejehjemmet? For at få svar på de spørgsmål har den2radio besøgt plejehjemmet Betania og talt med beboere og personale.
Endnu er serie genudsender vi i disse uger – Historien om Frederiksberg. Denne 2.udsendelse handler om forvaltningen, politikken og de kommunale forpligtelser og stadsarkivar Henning Bro er med rundt som guide.

Foto: Anne Eggen

MEDARBEJDERE

Karsten Pharao, Kirsten Rønn