Den2Radio - Uge 20 - 2016
Udsendelse d.14. - 20.maj. 2016
Georg Metz kommer som altid først med sit Intermetzo – der har overskriften ’Gensyn med kreativiteten. En statsminister krydsede forleden sit spor’. Det handler selvfølgelig om Anders Fogh Rasmussen der forleden i Berlingske afleverede et omhyggeligt iscenesat forsvar for de mange år, han med fast hånd styrede det danske rige. Fogh Rasmussen fralægger sig ansvaret for den økonomiske misforvaltning, det var Dansk Folkepartis skyld. Overbelåningerne – nå ja, det var folks eget ansvar. Lærebøgerne skal skrives om, historikerne kan man slet ikke stole på, og eksperter – det er vi selv. Der er meget mere, når Georg Metz tager bladet fra munden.
Med ’Liv i landdistrikterne’ er vi taget ud for at møde to politikere, en arkitekt og en naturmand for at få deres bud på, hvorfor og hvad der skal ændres i planloven. Planloven er den lov, der skal forene samfundsmæssige interesser i arealanvendelser og medvirke til at værne om natur og miljø på en bæredygtig måde. Vi sætter fokus på nogle af argumenterne for at ændre loven og spørger, om det er nødvendigt at ændre loven for udviklingens skyld? Eller om det netop vil være en trussel mod udviklingen?
I den2radio's serie med 'Internationale danske klassiske solister' kan I i denne uge møde dirigenten Michael Schønwandt, den førende danske dirigent. Han stod sammen med operachef Kasper Holten i spidsen for Den kgl Opera i de 10 første år af 2000 tallet og var med i den store udflytning til Operaen på Holmen og de første år dér, hvor næsten alt kunne lade sig gøre. Michael Schønwandt er nu chefdirigent for Opera og Orchester National de Montpellier i Frankrig. Han har også været chefdirigent for flere tyske og franske orkestre, og han har meget at fortælle.
Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie er titlen på den2radio’s serie, hvor vi besøger interessante og historiske steder i Sønderjylland. I de 3 forrige udsendelser som I kan finde på fanebladet ’Serier’ har vi besøgt Ribe, Rømø og Møgeltønder, og i denne uge er det Tønder der har fået besøg. I skal høre om epitafier i Kristkirken og om fortjenstfulde borgere, om kniplinger i lange baner og Wegeners stole. Sønderjylland er fuld af spændende erindringssteder både geografisk og kulturelt.
Den stadig meget aktuelle serie ’De udødelige’, genudsendt fra 2012, handler denne gang om Ældreråd, Ældrepolitik og Nærdemokrati. I 1997 blev en særlig institution lovfæstet, nemlig et Ældreråd i hver kommune. Det skete ud fra et ønske om at højne ældres status og udvide borgerinddragelsen. For blot 30 år siden var samfundet indrettet sådan, at ældre blev frataget deres pension, når de kom på plejehjem og i øvrigt i mange sammenhænge deltog på nåde eller blev behandlet som ikke-eksisterende. I dag kan mere end 1,3 mill borgere 60+ stille op eller vælge repræsentanter til Ældrerådene. Udsendelsen slutter med et udblik til Afrika til Gambia, hvor ældre stadig nyder stor respekt.
The Byrds var en amerikansk popgruppe, der slog igennem i 1960’erne – skaberne af begrebet folkrock. The Byrds begyndte i 1965 at sætte strøm til Bob Dylans akustiske sange, og indenfor et halvt år fik de to numre på den amerikanske hitliste. I denne uge sender vi den 2.udsendelse om The Byrds og der er hele 7.
I disse uger genudsender den2radio de 5 foredrag som litteraturforskeren Lise Busk-Jensen afholdt i forlængelse af sin disputats om Romantikkens forfatterinder. Lise Busk-Jensen kommer vidt omkring i sin afdækning af kvindelitteraturens fremvækst i 1800-tallet, og kvinderne oplevede efterhånden et voksende modsætningsforhold til omverdenen. Det tredje foredrag handler om guvernanten, der var kvindelitteraturens hovedeksempel på den selverhvervende kvinde i 1850’erne, men hun befandt sig stadig i en familie og i en familiær situation, blot var det ikke hendes egen familie, og hun havde ikke sin egen bolig – det rakte guvernantens løn ikke til.
Den 27. Maj 2016 inviterer Blixenprisen for andet år i træk til fejring af den dansksprogede litteratur. I år bliver festen afholdt i en af landets absolutte højborge for litteratur, kultur og viden: Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Vi hylder og samler den danske bogbranche fra forfattere over redaktører til boghandlere. Litteratur er en uundværlig del af mange menneskers liv – til nydelse, inspiration, underholdning og indsigt. Men litteratur er også debatskabende og er med til at flytte samfundet i nye retninger.
I ugerne før uddelingen af prisen producerer Forfatterforeningen nogle programmer om forberedelserne til festen og i denne uge gør blomsterdekoratør Bjarne Als fra Bering House of Flowers os klogere på Karen Blixens særlige forhold til blomster, og de tanker han har gjort sig i forbindelse med at dekorere blomster til den store prisfest. Derudover er vi med, når illustrator Tea Bendix får plakaten for Blixenprisen 2016 hjem fra trykkeriet. Tea Bendix har tegnet og designet plakaten og fortæller om sin proces med at portrættere Karen Blixen.
