Den2Radio - Uge 21 - 2017

Udsendelse d. 20. - 26.maj. 2017

InterMetzo
Georg Metz sammenligner flere af de tidligere amerikanske præsidenter i anledning af, at J.F.Kennedy i år ville være fyldt 100 år, og konklusionen er her 4 måneder efter at Donald Trump blev indsat at USA har anskaffet sig en præsident, der overgår alle ringe præsidenter – endogså manden før Obama i indiskutabel rystende uegnethed.
EuropaProfilen 7
EuropaProfilen fortæller om Ungarn på den europæiske dagsorden. Ungarn har  ofte en topplacering på Europaparlamentets dagsorden, lige nu med  et beslutningsforslag om situationen i Ungarn., hvor landets premierminister Viktor Orbán på det seneste har trukket overskrifter med kontroversielle tiltag som den nye universitetslov, der ifølge kritikere sigter mod at få lukket det ungarsk-amerikanske Central European University i Budapest, opstramningen af asyllovgivningen, de nye tiltag mod civilsamfundsorganisationer og regeringens opinionsundersøgelse under overskriften "Lad os stoppe Bruxelles!". Hør forfatteren, filminstruktøren og oversætteren Peter Eszterhas, der om nogen kender til Ungarn og Ungarns aktuelle rolle i EU. Der er også en kommentar af Ove Weiss omm Brexit  og Danmarks interesser. Storbritannien er Danmarks fjerdestørste eksportmarked efter Tyskland, USA og Sverige. 
Den fælleseuropæiske landbrugsstøtte
Den fælleseuropæiske landbrugsstøtte, vores landbrugsmedarbejder Rasmus Blædel Larsen mener at det har en poetisk klang, men hvorfor har vi den, hvordan er den skruet sammen - og er der grund til at reformere den måde vi støtter landrbrugserhvervet i Europa på. Dette sidste spørgsmål lagde landbrugskommissæren ud til den europæiske offentlighed. I en unik form for borgerinddragelse, muliggjort af internettet, kunne alle der havde en holdning til emnet deltage i evalueringen af den fælleseuropæiske landbrugsstøtte og byde ind med holdninger til fremtidens støtte-principper. Det har 320.000 EU-borgere gjort og mens vi venter på resultaterne giver den2radio et lille indblik i hvad det er der diskuteres. 
AT BO 
I serien At Bo - bolig, byggeri og bæredygtighed er vi nået til et såkaldt udsat boligområde.
Kan et udsat boligområde blive et socialt bæredygtigt, trygt og stimulerende område? Og hvad definere et udsat område? Og hvem skal gøre noget ved det? Der er masse af spørgsmål, men knap så mange svar - endnu. Du møder 3 af de mennesker, der arbejder og lægger planer for hvordan Værebro Park i Gladsaxe kommune ved  København, skal løfte boligområdet ind på et andet spor.  Værebro Park er blot et af tre udsatte områder under projektet ’By i Balance’, der forsøger at ændre et boligområde med fysiske og sociale tiltag for at skabe et sted at bo med flere muligheder.
Ice Mile  
Vinterbadere hopper i vandet og svømmer måske et lille stykke, og kommer så op igen. Andre vælger at lave nogle kortere baner svømning i vintervandet, og så er der dem, der gør det helt ekstreme, og laver langdistancesvømning. I udsendelsen fortæller Sinne Lundgaard om at svømme over 1,5 km i 4 grader koldt vand. 
Roms fontæner 
En rejse til Rom i maj måned lyder som en rigtig god idé, men man kan også lytte til lyden af Rom på den2radio, for komponisten Ottorino Respighi har komponeret flere værker om steder i Rom som her i ’Roms fontæner’ hvor han beskriver 4 forskellige fontæner på 4 forskellige tider af døgnet. Respighi var en af de få italienske komponister der skrev musik til koncertsalen mere end til operahusene – det var ellers operaer Italien i den grad var berømt for. 
En bod samling fra renæssancen 
Hvis man vil se danske bogsamlinger fra renæssancen, så får man det svært, for svenskerne har taget det meste, og bøgerne endte ikke i sikkerhed. Det er derfor heldigt, at Herlufholms Kostskole har en samling fra skolens stiftere Herluf Trolle og Birgitte Gøye, som museumsinspektør på Næstved Museum, Susanne Outzen, fortæller om. 
Pontoppidan Vildgæssene trækker 
Når vildgæssene trækker forbi får tamgæssene længsler og drømmer om frihed. Sådan går det også den satte Adolf, der er ansat i et ministerium, da hans læge-ven Feliks pludselig forelsker sig i en ung pige i en marskandiserforretning, lader sig skille og forlader hustru og børn for at drage til Amerika med sin nye kæreste. Men Adolf er og bliver en tamgås, der efter et ganske lille-bitte oprør falder til føje i sit ægteskab og det lille hus på Frederiksberg. Når vildgæssene trækker forbi er den næstsidste af fortællingerne i Henrik Pontoppidans samling ”Krøniker”, som vi bringer her i foråret.
Den røde sofa 
Knud Sørensen er bl.a. blevet kaldt ’dansk litteraturs landmåler’ og han har et livslangt forfatterskab bag sig. Her i udsendelsen er han blevet anbragt i ’Den røde sofa’ på Hovedbiblioteket i København. Og det er Erik Skyum-Nielsen der har anbragt ham – han er litteraturhistoriker og litteraturkritiker på Information og de to herrer får en meget fin samtale om Knud Sørensens forfatterskab.
Islamiske dynastier og kunst 20 
Serien Islamiske dynastier er nået til det næstsidste kapitel baseret på den islamiske samling på Davids Samling i København. Det handler denne gang om Indien i perioden 1707 til 1850 som lektor Søren Lassen fra Københavns Universitet fortæller om.
Himmelfarts Oratorium 
Og i anledning af Kristi Himmelfartsdag d.25.maj sender den2radio Bachs Himmelfarts Oratorium. Det er komponeret i 1730’erne i Leipzig til opførelse i Thomaskirken, hvor Bach havde været ansat siden 1723. I 1730’erne komponerede Bach de 6 kantater der udgør Juleoratoriet, samt de mindre kendte Påske Oratorium og Himmelfarts Oratorium, så her er en god anledning til at høre det i en indspilning med Collegium Vocale som Philippe Herreweghe dirigerer.