Den2Radio - Uge 21 - 2025

Udsendelse d.17. - 23. maj. 2025

Intermetzo  
Snart er det atter 5.juni, mens verden brænder, og rigsfællesskabet trods kongebesøg og forsikringer om urokkelighed giver sig under dødvægten af amerikanske grovheder. Et stadig mere uberegneligt regime truer ud over alle grænser og helmer næppe, før McDonalds sælger junk i Nuuk. Grundloven som den er og helst forbliver, klamrer danskerne sig jo til, skønt sol er oppe og revision af paragrafferne under alle omstændigheder ville være på sin plads.

Fødevareproduktionens natur og arkitektur. Højt eller lavt?
’Højt eller lavt?’ kalder vi den næste podcast i serien Fødevareproduktionens natur og arkitektur. Skal stalde og produktionshaller absolut ligge i lange flade bygninger ude på landet? Eller kan man forestille sig dyr og planter gro og leve i højhuse? Er der en bæredygtig udvikling i landbrugsbyggeri i takt med stigende krav til bæredygtighed og CO2 udslip på andre områder i samfundet? Vi får nogle svar af en civilingeniør i arkitektur og en stifter af et produktionshøjhus.

Nordisk samarbejde: Norden under 2. verdenskrig 
I programserien ’Nordisk samarbejde’ kan du høre hvordan kanoner fra det 19. århundrede sænkede et moderne krigsskib under Tysklands invasion af Norge. Du hører også om Sveriges betydning for de tyske forsyninger og om Nordens største redningsaktion af jøder, samarbejdspolitikkens rolle i de danske jøders overlevelse, infrastrukturens bevarelse og politiets autoritet, og du kan høre om Finlands aftale med Nazityskland i krigen mod Sovjetunionen. Det er det fjerde program og her med titlen ’Norden under 2.verdenskrig’.

Jazz Grooves 12. Mit møde med Jaco Pastorius
Jaco Pastorius er bassist, orkesterleder og komponist
Han levede fra 1951 til 1987 og nåede at revolutionere el-basspillet med sin båndløse bas og sin brug af flageoletter og sin store virtuositet. Han spillede med Weather Report fra 1976 til 1981 og dannede sin egen gruppe – WORD of MOUTH, som turnerede i USA, Japan og Europa. Podcasten indeholder ud over en masse spændende musik – solo, duo, trio og med større orkestre – også et interview med Pastorius’ trommeslager de sidste år af Jaco’ liv.

Zhong – en Kina rejse
I 2016 udkom forfatteren Thøger Jensens seneste roman. Den hedder Zhong, et kinesisk ord, og den handler også om en gruppe danske turisters rejse til Kina. Thøger Jensens romaner skal nødig komme op på over 100 sider i omfang, men denne her er altså blevet på 130 sider, og forfatteren fortæller bl.a. om, hvorfor hans bøger er så tynde og hvorfor det alligevel tager ham så lang tid at skrive dem.

En hård barndom
Hvordan var det at vokse op i et hjem med 27 børn? Ikke sjovt ifølge Gunnar Madsen på 92, som i den næste halve time fortæller til den2radios Søren E. Jensen, hvordan børnene selv måtte sørge for maden og om vold og svigt fra såvel forældre, myndigheder og lokalsamfund.

Sophia-samtaler – pejling af dannelse. Er der et nyt studenteroprør på vej?
I Sophia-samtalerne ønsker vi – udtalt eller uudtalt – at pejle den dannelse, som ikke kan gøres til pensum, men som kan anes, når noget i samspillet mellem mennesker lykkes. Det er dette noget, vi leder efter. I den ellevte podcast har Sophias Steen Nepper Larsen inviteret to CBS-studerende, Elizabeth Bruun Nielsen og Leonora Lee Krarup Balling, for at tale med dem om modstand mod lukning af uddannelser på CBS og om det studenteroprør, som ser ud til at være i støbeskeen.

Verden af i gaar 13
Vi fortsætter vores føljeton af Stefan Zweigs berømte erindringsbog "Verden af i går", om tiden fra før århundredeskiftet og frem til nazisternes magtovertagelse.
I kapitlet ”De første Timer af Krigen 1914” får vi en skildring af Zweigs personlige indtryk fra verdenskrigens begyndelse, som han oplevede på nærmeste hold, da han forlod Belgien med det sidste tog mod Tyskland, og observerede de første militærtog i modsat retning. For en udtalt europæer som Stefan Zweig blev den morderiske europæiske storkrig et voldsomt chok. Desillusioneret trak han sig ind i sig selv og begyndte i al stilhed at arbejde for åndeligt broderskab.

Klassisk på nettet: Stafet
Temaet i Klassisk på nettet er denne gang 'stafet', sådan at et stykke musik eller en komponist fører os fra et land til et andet. Vi skal høre Mozart spillet af fløjtenisten Jean-Pierre Rampal, Gabriel Fauré, Leonard Bernstein som akkompagnatør for mezzosopranen Christa Ludwig i Gustav Mahler, der er Gershwin og Bartok og mere endnu.

Foto: (Forårsstemning i Stege) Pia Hirshals