Den2Radio - Uge 22 - 2016

Udsendelse d. 28.maj - 3.juni. 2016

Her er den2radio klar med en ny uge med et mangefarvet aspekt af hvad der foregår i, Norden og i Europa. Den2radio’s formand Georg Metz har som altid fingeren på pulsen og overskriften er ’Den store gradbøjning. Ytringsfriheden før og nu og ikke’. Og han har kastet sig over sidste uges debat om ’neger’ og ’nigger’ og ’hvad mener du’ og ’ring eller send sms og lad os få din mening’ og nu vi er i gang, så fortæl lige også om du synes vi skal have flere eller færre krigsfly.  
 
I serien ’Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie’ er vi nået til Gråsten og Sønderborg. Serien indeholder 10 udsendelser om 10 forskellige erindringssteder i Sønderjylland, hvor geografien, kulturen og mentalitetshistorien taler deres tydelige sprog. Vi besøger denne gang bl.a. Kong Frederik og dronning Ingrids sommerslot Gråsten og Sønderborg slot, som var det fængsel som Christian d.2.tilbragte 15 år af sit liv som fange, og myten går jo på det berømte bord, som fortæller hvordan han har gået og gået omkring det med fingeren, der gravede dybere og dybere furer ned i bordet. Sandheden er vist nok, at han havde det udmærket og fik mad og drikke nok og også en vis bevægelighed. Denne udsendelse er den 6. i rækken.
 
Serien ’Internationale danske klassiske solister’ portrætterer sangere, musikere og dirigenter der har eller haft en karriere i udlandet og unge, der vil prøve en karriere i udlandet og se om det kan bære og de, der har en ansættelse i et udenlandsk ensemble.  I denne uge er det fløjtenisten Janne Thomsen vi fokuserer på. Hun bor i München, men kommer fra kulturbyen Holstebro og hun er en af de få, der har en karriere på tværfløjten. Janne Thomsen vandt som 18-årig den danske del af Eurovisionskonkurrencen og fik straks vind i sejlene. Først blev hun en af tre unge musikere, der blev optaget på Royal Academy of Music, og dernæst en ud af to, der blev optaget i Pariserkonservatoriets solistklasse. Hun grundlagde i 2005 ’Klassiske dage’ – en årlig festival i hjembyen Holstebro for at højne det klassiske kulturliv i Danmark.
 
EuropaProfilen fortæller om de græske myndigheder, der forleden begyndte at evakuere de omkring 10.000 flygtninge og migranter, der i måneder har boet under kummerlige vilkår i den midlertidige Idomeni-lejr, landets største flygtningelejr, tæt på den græsk-makedoniske grænse. Vi møder også Andreas Kamm, der er generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, og han får stillet spørgsmålet ’Hvad vil det sige at være flygtning?’
 
De udødelige er serien bygget over ’Aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne’ og handler denne gang om forskning i sund aldring. To unge forskere fortæller om deres nyeste forskning med ordene mitokondrier og fatique -aldringsforskning på Københavns Universitet for bedre sundhed og mindre skrøbelighed.
 
At læse med ørene, - en dejlig beskæftigelse for mange, der ofte kombinerer det at lytte til en bog, samtidig med, de laver andre ting, kører bil eller strikker, for eksempel. Hvis ikke de blot sidder og slapper af, mens de får den udvalgte bog serveret, direkte til ørene.Men hvilke overvejelser ligger der bag, inden en bog bliver vurderet til at have kvalitet og værdi til, også at kunne udkomme som lydbog?
 
Hvorfor er kvindelitteratur marginaliseret i litteraturhistorien? Og hvordan ser den kvindelige dannelsesroman ud i dag? Litteraturforsker Lise Busk-Jensen er kommet vidt omkring i sin disputats om Romantikkens forfatterinder, hvor hun afdækker kvindelitteraturens fremvækst i 1800tallet. I denne 5. og sidste udsendelse kommer Lise Busk-Jensen ind på dannelsesromanen i dag og på Dansk Kvindesamfund, der så sin begyndelse i 1871.
 
The Byrds var fornyer og innovatorer af forskellige genrer inden for rockmusikken: Folkrock, spacerock, psykedelisk rock og countryrock, som er den genre vi skal høre om i denne uge. The Byrds der havde sin storhedstid i 1960’erne, da de lagde ud med at sætte strøm til Bob Dylans akustiske guitar. Meget apropos Bob Dylans 75 års fødselsdag i sidste uge.