Den2Radio - uge 22 - 2024

Udsendelse d.25 - 31. maj. 2024

InterMetzo 
Georg Metz’ kommentar handler bl.a. om at Morten Messerschmidt i Pinsen bebudede, at DF er parat til at bryde den nationale klimaaftale. DF vil ikke være blandt klimafanatikerne, hvis dette betyder at danskerne skal betale mere for kødmad og diesel. Sært nok går Messerschmidt tilbage til en fuser ihukommende tidligere partiformand Pia Kjærsgaards vandgang, da hun udnævnte de bekymrede og fagkundskaben til klimatosser. Dengang gik det op for mange, at betegnelsen tosser snarere svarede til dem der stemte på DF, og som derfor holdt op med det.

Kampplads. Energireform kan betyde en grønnere fremtid, men--- 
Radio Mælkebøtten har sendt den2radio en podcast om de politiske kampe EU's 3 organer udfører, hvor der er meget på spil.  Men nu er det omsider lykkedes at få en vigtig reform på plads. Eller er det nu også det? Det nye valg kan risikere at rive det hele ned, som det gamle parlament har opbygget med møje. Efter en lang og besværlig omgang er der forhandlet en reform af EU elektricitetsmarked på plads. Men en regulering af energimarkederne kan også godt lyde som en opskrift på overpriser. Læg dertil fx muligheder for at danne tusindvis af flere grønne arbejdspladser og en større uafhængighed af slyngelstater. For at hjælpe os igennem den jungle, har vi talt med Morten Helveg Petersen fra Europa-Parlamentet.

Du har en revolutionær forpligtelse 
Golden Day i  2016 handlede om 1970'erne. Men der var ikke meget om 70èrnes venstrefløj, der var dybt engageret i Vietnam-bevægelsen, så det har vi rådet bod på i podcasten 'Du har en revolutionær forpligtelse'  - et udsagn aktivisten Lis Rasmussen blev mødt med, da hun blev overbevist om, at det havde hun jo nok. I podcasten fortæller hun om engagement, mødet med Vietnamkomiteerne, politivold, demonstrationer og kvinders plads. Podcasten er et historisk tidsbillede oplevet på første parket med musik til lejligheden.

15 kvindelige komponister fra 10 lande gennem 400 år. Agathe Backer Grøndahl
Serien '15 kvindelige komponister fra 10 lande gennem 400 år' har denne gang et portræt af den norske Agathe Backer Grøndahl. Hun havde en stor karriere som pianist og komponerede mange sange og klaverstykker og så blev hun sammen med sin mand en meget vigtig person i arbejdet for musiklivet i Norge. Norge havde først hørt til Danmark i mere end 400 år og derefter i union med Sverige til det endelig blev et selvstændigt land i 1905. Så et egentligt klassisk musikliv var der meget lidt af. Intet operahus og kun ganske få orkestre, så nordmændene måtte udenlands hvis de ville uddanne sig eller hvis de ville høre store orkestre og dirigenter. Der havde Agathe Backer Grøndahl en passion - en meget vigtig opgave for at gøre et publikum bekendt med klassisk musik - samtidig med sin egen karriere og et liv med mand og børn.

En bogsamling fra renaissancen
Der er ikke mange danske bogsamlinger fra renæssancen, og derfor er det særligt interessant med Birgitte Gøye og Herluf Trolles bogsamling, der findes på Herlufsholm Skole. Museumsinspektør Susanne Outzen fortæller i podcasten om samlingen, og det den kan lære os om ejerne og om bøgerne. Herluf Trolle var en betroet medarbejder for kongen, og hans hustru Birgitte Gøye var heller ikke en hvemsomhelst, men var en dame med bestemte meninger og vilje til at sætte sig ud over normerne.

Pharaos Klassikere. Menneskenes børn.
I denne og de følgende uger vil vi bringe små, såkaldte Krøniker, som Henrik Pontoppidan skrev i slutningen af 1800-taller og udgav samlet i 1890. De indtager en særstilling i Pontoppidans forfatterskab, fordi de – som noget af det eneste, han skrev – ikke er skrevet i realismens stil, men er mere frit fabulerende. Den satiriske djævle splint i øjet er derimod helt den samme som i det øvrige forfatterskab. Den kendteste af krønikerne, og i det hele taget det kendteste stykke kortprosa fra Pontoppidans hånd, er Ørneflugt om den uheldige ørn Klaus, der er vokset op i en andegård. Men også de øvrige krøniker glimter af humoristisk hån mod menneskenes dumheder og konventionernes åndløse tvang. Denne fortælling i rækken hedder ”Menneskenes Børn” og handler om, hvad Vorherre og Sankt Peder oplevede engang de besøgte Jorden et sted, som minder meget om Danmark.

Alberts lære. Grebet 1
I første kapitel af radioserien "Alberts lære" fortæller den2radio's Jesper Tang om  Nobelpristageren Albert Camus’ ungdoms essay 'Bryllup i Tipaza', debutromanen 'Den fremmede' og om drømmen om en Middelhavskultur, der ligesom den purunge forfatter siger ja til livet. Vi hører bl.a. Camus selv læse de første linjer af debutromanen 'Den Fremmede'.

Gabriela Mistral. Gale kvinder.
Den første Nobelpris i litteratur efter 2. Verdenskrig blev overraskende tildelt en latinamerikaner, den chilenske digter Gabriela Mistral. Hun var den femte kvinde, der modtog prisen, som det svenske Akademi' bl.a. motiverede med ordene: 'Hendes lyrik, som inspireret i mægtige følelser, har gjort hendes navn til et symbol for hele den latinamerikanske verdens ideale bestræbelser'. Hendes måske stærkeste digtsamling "Locas mujeres" er udkommet på dansk under titlen "Gale kvinder" takket være oversætteren Malene Boeck Thorborgs ihærdige arbejde. den2radio's Jens Lohmann har inviteret Malene Thorborg i studiet for at fortælle om den i Danmark næsten ukendte chilenske digter, der er et nationalt ikon i sit fædreland og kendt og anerkendt overalt i Latinamerika. Det er skuespilleren Kirsten Olesen, der læser op af digtene.

Jazzens historie. Den europæiske avantgarde.
Vores serie om Jazzens Historie slutter i denne uge med den europæiske jazz-avantgarde. Christian Braad Thomsen spiller og fortæller i anledning af sin bog ”Drømmejazz”, der udkom i 2009 på forlaget Tiderne Skifter. I kan blandt meget andet høre om Alexander von Schlippenbach, en af pionererne på den europæiske avantgarde scene. Vi har lagt alle afsnittene om Jazzens historie, som en serie på vores hjemmeside.

Foto: den2radio