Den2Radio - Uge 23 - 2025

Udsendelse d. 31. - 6.juni. 2025

InterMetzo
Georg Metz har endnu en nedslående beretning i sit Intermetzo: Mette Frederiksens ”forsøstring” med Italiens fascistleder, premierminister Georgia Meloni i Rom for nylig. Lederne retfærdiggør overgreb mod personer og institutioner, som de ikke bryder sig om, hvilket bekræfter deres selvfremstilling som folkets røst. Rom var den pompøse kulisse for et retstab. Ikke alene småligt indtil det smagløse, men kynisk, primitivt og på sigt, som ikke behøver være langt, grundskud mod den dybere retssikkerhed. 

Fødevareproduktionens natur og arkitektur: Sæt pris på gris! 
Selvom vi aktuelt oplever at fødevarepriserne stiger, så er et kg gris på grundlag af masseproduktion blevet stadigt billigere og billigere. På det globale marked er Kina førende i masseproduceret gris og bygger nu produktionsanlæg med grisestalde i 10-25 etager til 1-2 millioner søer og adskillige millioner grise.  I Tyskland sætter man også pris på gris, men den offentlige debat har i den sidste tid affødt arkitekt-konkurrencer for stalde og klimavenlig griseproduktion i mindre skala. I Danmark produceres omkr. 30 mill. grise om året.  De fleste spiser vi ikke, men eksporterer til opdræt eller til spisning i andre europæiske lande eller i Asien. Omkring 98% gris i Danmark er konventionel, men en lille del er økologisk specialgris.   Grisen har været her siden stenalderen, men hvilken gris vil vi have – nu og fremover?

Nordisk samarbejde 6
Nordisk samarbejde er en programserie her på den2radio og i denne uge kommer den sidste udsendelse. Vi hører om de politiske visioner, som forskellige politikere fra Norden har om det nordiske samarbejde. Og om udfordringerne om det nordiske samarbejde, hvor de demografiske og skattemæssige fylder meget sammen med indvandringen. 

Jazz Grooves 14: Mit møde med Roland Kirk
Roland Kirk var multiinstrumentalist og levede fra 1935 til 1977. Kirk var blind fra barnsben og det på trods, lykkedes det ham at bygge diverse rørblæsere om, så han kunne spille på tre blæsere på een gang.
Han var en suveræn improvisator fyldt med blues. Hans tværfløjtespil var unikt, da han ofte sang samtidig med at han spillede. Derudover havde han et stort socialt engagement.
Har indspillet en lang række lp’er i eget navn og med ledende musikere som Jack McDuff, Charles Mingus, Elvin Jones, Jackie Byard, Sonny Boy Williamson, …

Fordelen ved en ulempe: Om vrede 
”Slip vreden” er en vending som psykoterapeut Lisbeth Nuka Pedersen støder på i sit arbejde, men hun er ikke enig i at vreden er noget der skal slippes. Lisbeth Nuka Pedersen taler med Vigga Wagtberg om de erkendelser, hun har måttet gøre sig om sit liv efter hun startede på uddannelsen til psykoterapeut.

William Heinesen
William Heinesen blev født i 1900 og døde i 1991, og han regnes blandt en af Færøernes ypperste forfattere. Heinesen blev tildelt Nobels litteraturpris, men afslog, da han ikke skrev på færøsk - kun på dansk. Alfabut har inviteret skuespilleren og sangeren Annika Hoydal til at fortælle om den færøske digter, som hun har kendt fra sin barndom. Annika Hoydal fremfører udvalgte digte og tekster, blandt andet fra "De fortabte spillemand".  

Sophia samtaler - pejling af dannelse 13: Dannelse skal ikke læres, men vækkes
Poul Nesgaard har åbnet sit hjem for Sophias :ens Skou Olsen med henblik på en samtale om dannelse. Poul Nesgaard fortæller om sin trygge barndoms ro og frihed, om sin medvirken i de produktioner, som gjorde DRs B&U-afdeling til den TV-pioner, der dybest set havde som mål at motivere børn og unge til ikke at se TV, og om sin tid som rektor for Den danske Filmskole, hvor ledelsens opgave kunne beskrives som en bestræbelse på at forvandle nødvendige konflikter til noget, der lukker op for nye muligheder. Poul Nesgaard leverer et væld af overvejelser, der nok tager afsæt i kreativt børne-TV-arbejde og i ledelse af en kreativ institution, men her er noget basalt at hente for enhver, der arbejder med børn og unge og med ledelse af menneskeorienterede institutioner. Udsendelsen er den 13. i rækken af Sophia-samtaler, der pejler dannelse.

Verden af i gaar 15
I dette afsnit skildrer Zweig bl.a. sit ophold i Schweiz hen mod krigens slutning, hvor hans antikrigs-skuespil ”Jeremias” skal opføres i Zürich. I Schweiz møder han mange kunstnere i landflygtighed, bl.a. den store belgiske grafiker Frans Masereel og den irske forfatter James Joyce.

Klassisk på nettet: Danse i musikken 1
Klassisk på nettet tager hul på de mange mange danse, der findes i musikken: Hofdanse, spanske danse, dødedanse, valse, danse i opera, balletmusik osv. Det betyder musik af bl.a. Knudåge Riisager, Bizet, Sibelius og Chopin.

Foto: den2radio