Den2Radio - Uge 24 - 2021
Udsendelse d.12. - 18.juni. 2021
Her er den2radio og med hilsener og tak til vores lyttere for dejlige mails og sms’er og også for økonomisk bidrag. den2radio har 13 år på bagen nu udelukkende støttet af fonde, så ekstra fra lytterne er meget velkomment.
InterMetzo
Georg Metz tager fat på historien om DRPigekoret. 10 år med Michael Bojesen som chefdirigent men noget er tilsyneladende gået i svang i dette rosenflor af nodeferme piger fra 13-22 år i en atmosfære af lummer ledelse og gratis arbejdskraft. Spørgsmålet dukker op om sådan et kor skal fortsætte og skal det det, kommer man ingen vegne uden en kunstnerisk reformation. Hvorfor pigekor? Hvorfor ikke bare kor? Et blandet kor af unge hvor hormonerne også kan få en lidt sundere retning på nodelinjerne end oven fra og ned.
Det europæiske Hus
Den næste pandemi kommer måske fra vores megastore svinebesætninger, siger forfatter og journalist Kjeld Hansen, der er aktuel med en ny bog “velkommen til fremtidens landbrug”. Ingen EU lande når op til Danmark hvad angår mængden af svin. Der findes 215 svin
for hver 100 danskere, hvad der giver en svineproduktion på 32 millioner svin om året. Holland er nr 2 med 70 svin pr. 100 indbyggere. Mød Kjeld Hansen i Det europæiske Hus.
Håndværk. 3D print og digitalisering
I serien om Håndværk handler det om ’3D-print og digitalisering’ og to engagerede deltagere fra erhvervsliv og forskning på det felt fortæller om fremtidens virksomheder, nye teknologier, arbejdsprocesser og kravene til arbejdskraften, og det er vicedirektør Erick Thürmer og forsknings- og udviklingschef Ingeborg Rosenvinge i Thürmer Tools.
Den2Sport
19. juni beslutter Danmarks Idrætsforbund (DIF), hvem der skal være den 13. mand på formandsposten. Vi skriver mand – for ingen kvinde har nogen sinde besat Danmarks mægtigste idrætspost i paraplyorganisationen for 62 specialforbund, 8.790 lokalforeninger og 1.918.811. medlemmer. Den2Sport tager pulsen på den 125-årige gamle idrætskæmpe via en snak med den ene formandskandidat, Thomas Bach, om DIF og fremtiden, idræt og politik, diversitet, udlodningsmidler og meget, meget mere.
Det værste til sidst
Forfatteren Anne Hjælmsø læser i disse uger noveller fra sin samling ’Det værste til sidst’ til den2radio. Det er historier opstået på baggrund af personlige erfaringer fra forfatterens familie og om omgangskreds. Denne uges novelle er ’Distancer’.
Nuancer af grønt
I musikhistorien er der en lang tradition for at komponere musik, der beskriver naturens mange former og fænomener. Lyt med når cand.mag. i musikvidenskab og biologi Metteline Fokdal Christensen fører os ind værker af Beethoven, Mahler og John Luther Adams og undersøger hvilken slags natur der kommer til syne. Er det lysegrønne marker og åbne enge, eller truende naturfænomener?
Anslag - juni 2021 – 2
Jacques Berg er mildest talt betaget af Amazon-koncernens drone-leveringer, der helt sikkert vil gøre os livet endnu lettere. Det samme påstås om det, han ser som kaffebrygningens fremadskridende forfald – et symbol. Til slut formulerer han sit personlige forslag til løsning af migrationsproblematikken.
Pharaos klassikere: Himmerlandshistorier af Johs. V. Jensen: Andreas Olufsen
Denne uges Himmerlandshistorie i Pharaos Klassikere hedder ”Andreas Olufsen”, og det er en decideret levnedsbeskrivelse, hvor vi følger Andreas Olufsen, en dygtig, ambitiøs, energisk og sparsommelig type fra hans barndom som vogterdreng til han ender – ikke bare som sognerådsformand, men som rigsdagsmand. Han er nået hele vejen op ad samfundsstigen, men ikke uden omkostninger – for andre.
H.C.Andersen. Storkene
H.C.Andersen udgav mange af sine eventyr i ’Eventyr fortalte for Børn’ også ’Storkene’. Storken var hans yndlingsfugl og den optræder hyppigt i eventyrene, og H.C.Andersen kendte også sangen ’Storken sidder på bondens tag’ skrevet af Ingemann som han beundrede meget, melodien er af Weyse. Det er Jørgen Reenberg der læser.
Søndagsfortælling – egodød
På en mark ude bagved Thisted spiller trancemusikken fra en ejendom på bunden af en dal mellem bakker - området bliver til en højttaler i sig selv. Rugen svajer tungt til alle sider. Vi skal langt ud: Det psykedeliske og det centralstimulerende. Og Danmarks største private opstilling af lasere. Det er jo Jacob Skyggebjergs ugentlige søndagsfortælling.
Foto: Anne Eggen
