Den2Radio - Uge 26 - 2016
Udsendelse d. 25.juni - 1.juli. 2016
InterMetzo
Georg Metz har som altid ordet som den første og har altid noget at sige, i denne uge er overskriften ”Hadprædikanters adgang med tilbagevirkende kraft”. Når man afviser hadprædikanter ved grænsen, får man bagudskuende unægtelig et problem med nogle stykker. Hvad ni hvis Paulus kom forbi? Eller Martin Luther, der ville brænde jøder, hekse og vantro? Jesus ville heller ikke få det let. Måske heller ikke den gammeltestamentelige Vorherre, som ikke holdt sig tilbage med voldsomme udtalelser. Men der måske nemmere, når det er andres guder …
Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie
I denne uge slutter serien ’Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie’ og det bliver i Rødding, hvor verdens første folkehøjskole blev grundlagt. Hør om Grundtvig og højskoletanken, om skiftende forstandere og om en mindesten for forfatteren Jakob Knudsen. Alle udsendelser ligger på fanebladet ’Serier’ og kan altid findes og genhøres, og det er jo rart at vide, hvis man ikke har fået hørt de tidligere udsendelser.
Bakterier er grundlag for jordens liv.
En ny serie ser dagens lys på den2radio og det er programmer om liv, og det første har titlen ’Bakterier er grundlag for jordens liv’. Peder Worning er forsker i bakterier og ansat på Hvidovre hospital og fortæller, at bakteriehysteriet er kammet over. Der er utrolig mange gavnlige ting, bakterier gør for os og som gør dem helt uundværlige i vores dagligdag. Peder Worming har for små to år siden udgivet en bog, som han kalder ’Der er flere bakterier i et gram lort, end der er mennesker i hele verden’.
De udødelige
Serien ’De udødelige’ handler denne gang om aktivt hverdagsliv, hvor arbejde og hobby nærmest smelter sammen til et, og hvor fysisk aktivitet spiller en stor rolle. Vi har bl.a. mødt en instruktør i Mensendieck, der har haft 60 års jubilæum og som i sin høje alder underviser 8-10 hold hver dag og en tidligere bankmand, der opdagede hvordan man kan afstresse og aflaste sin hjerne ved at få sine problemer ned på papir i stedet for at belaste hjernen og det kalder han mindnapping.
Romantikkens klaverkomponist
Chopin er nok alle tiders mest romantiske klaverkomponist. Historierne om den sarte, drømmende, romantiske komponist er mange. Her i denne lille udsendelse om Chopin hører vi om hans år i Paris i de store private saloner, som næsten var de eneste steder, man kunne få lov til at høre ham spille, offentlige koncerter gav han kun få af. Vi skal også høre om det fatale ophold på Mallorca sammen med hans elskerinde George Sand i en lang og kold vinter med evigt regnvejr og blæst, hvor han blev mere og mere syg, og ingen ville hjælpe et menneske med svindsot.
EuropaProfilen
EuropaProfilen fokuserer på det europæiske samarbejde og håndteringen af de flygtninge- og migrantstrømme, der er på vej ind i Europa eller allerede er kommet. Og så er Europamesterskaberne i fodbold i fuld gang med dertil hørende nationalfølelser og nationalmelodier.
Kulturmagasinet Polykrom
Nalle Kirkvåg er taget til Roskilde for at snakke med Christina Bilde, talskvinde for Roskilde Festival. Udsendelsen fokuserer på andet og mere end blot musik, fest og nøgenløb; men på hele det lighedstema festivalen introducerer i år. Og du kan høre om, hvordan Roskilde Festival både nedbringer madspild som takler den sexisme, der desværre også er en del af festivalkulturen. Alt sammen krydret med nogle indslag fra årets musikprogram.
Før festivalen
Før festivalen er titlen på en udsendelse om jazzfestivalen i København, der er lige på trapperne. En international kendt festival, der samler jazzelskere fra nær og fjern. Men hvordan får man samlet over 1300 koncerter fordelt på 120 spillesteder og derefter afviklet på 10 dage? det er det den2radio gerne vil høre om og fortælle videre.
Den røde sofa
I Forfatterforeningens den røde sofa sidder denne gang forfatter og illustrator Hanne Kvist. Hun skriver litteratur, som både børn og voksne får noget ud af at læse. Hanne Kvist taler med litteraturanmelder Kamilla Löfström om forholdet mellem ord og billeder og i særdeleshed forholdet mellem ord og billeder i hendes nyeste roman Dyr med hår - og uden. Bliv klogere på Hanne Kvists arbejdsproces med at skabe billeder og ord, der spiller sammen. Hør om, hvordan karakterer bliver til i Hanne Kvists univers og hør også Hanne Kvists gode råd til litteraturanmeldere, der pludselig skal anmelde billedbøger.
Lyden af litteratur
Litteratur er ikke bare tekst men også lyd og sanselighed. Disse aspekter af den ellers skriftbaserede udtryksform træder dog ofte i baggrunden, når vi taler om den. Det er dog måske ved at ændre sig, i takt med at lydbøger og andre lydlige litteraturformer i det seneste årti er blevet meget mere udbredte. Mobile streaming eller downloadtjenester som Storytel, Mofibo eller Audible forandrer litteraturmarkedet, mens bibliotekerne også i stigende grad udlåner litteraturen i lydlige formater. Men hvad betyder det så for vores forståelse for litteratur? Får man lige så meget ud af at lytte til en lydbog, mens man kører bil, som når man sidder i lænestolen med en almindelig bog foran øjnene? Er lydbogslæsere dovne læsere, eller er lydbogen simpelthen fremtidens litterære medie? I løbet af udsendelsen ’Lyden af litteratur’ undersøger fem studerende fra litteraturhistorie på Aarhus Universitet lydbogen og dens plads i det moderne kulturliv.
