Den2Radio - Uge 28 - 2024

Udsendelse d.6. - 12. juli. 2024

Velkommen til en sommeruge på den2radio, hvor vi ud over en frisk produceret kommentar fra Georg Metz sender en række genudsendelser. I kan se hele programfladen her på vores hjemmeside.

InterMetzo
Georg Metz har givet denne uges kommentar titlen "Frederiksens sidste stik - Det historieløse bagslag".

Ind i Danmark - Shamsas integrationsproces
Shamsa Scego fra Somalia er socialrådgiver. Hun elsker Danmark og er stolt af at være dansk statsborger. Ca 20 år er der gået siden hun som 18 årig flygtede fra krigen i Somalia. Dengang kendte hun ikke Danmark  og ville helst  til England, men da det viste sig umuligt, landede hun i København og søgte asyl. I udsendelsen fortæller Shamsa om, hvad det betød at få direkte kontakt til en dansk familie og om et højskoleophold, der  gav masser af energi og på afgørende vis udrustede hende socialt og sprogligt til at gå vellykket videre i  processen med at ”komme ind i Danmark”.    

Chefen der blev hjemløs
Hvad er det, der får et menneske med job og familie til pludselig at ende på gaden – uden et sted at sove, penge til mad eller så meget som skyggen af et sikkerhedsnet under sig? Det kan Bo Jørgensen fortælle om – han har nemlig taget turen selv. Han er oprindeligt uddannet elektromekaniker i flyvevåbnet, og kom senere i sit liv til at arbejde som højt betalt sikkerhedskonsulent i IT-branchen. Men på et tidspunkt undervejs mistede han fodfæstet, og det fik fatale konsekvenser for hans liv. Nu har han kæmpet sig de første skridt tilbage til en normal tilværelse, men det er en sej kamp med masser af forhindringer undervejs.

Stemmer fra stalden 1: 
Mange mennesker har meninger om moderne svineproduktion, men indsigten i hvordan det rent faktisk foregår i stalden er begrænset. Ole Kjær har været i erhvervet i mere end 25 år og fortæller over to afsnit om både hans tidlige etableringsår og de modsætninger der eksisterer i og omkring erhvervet i dag. Vores landbrugsmedarbejder, Rasmus Blædel Larsen har prøvet at komme hele vejen rundt om en svineproducents hverdag og udfordringer.

Nostalgi er ikke hvad det har været: Peder Bundgaard: 
I Erik Kramshøjs uregelmæssige serie NOSTALGI ER IKKE HVAD DEN HAR VÆRET, denne gang kunne undertitlen passende være: - Men Der er naturligvis Undtagelser.... er emnet en ny bog "Vand under broen"  fra tegneren, maleren, fotografen og forfatteren Peder Bundgaard, som for en gangs skyld handler om ham selv. 
"Vand under broen" er udgivet på Gyldendals Forlag.

Nordisk litteratur over grænserne 3
I det sidste program i vores serie om nordisk litteratur over grænserne skal det handle om danske to forfattere, nemlig Magdalene Thoresen og Aksel Sandemose, der flyttede til Norge og blev norske forfattere. Karsten Pharao taler med forhenværende professor ved Oslo Universitet, Jorunn Hareide.

Alberts lære 7: Moral og politik
I dette efterår ville den algiersk-franske forfatter Albert Camus være fyldt 100 år. Begivenheden bliver fejret i Frankrig, men ikke overvældende: Nobelpristageren, der har i tusindvis af begejstrede læsere over hele verden, er stadig fornægtet, hvis det ikke er foragtet af Frankrigs intellektuelle parnas. D2Rs medarbejder Jesper Tang har i årets anledning genlæst Camus’ forfatterskab og fortæller i Alberts lære, radiokapitler om en forfatter for livet om, hvordan verden kunne se ud, hvis det var Camus og ikke det intellektuelle parnas og pengene, der bestemte. I denne uge handler det om moral og politik – ikke just et emne der er blevet ramt af forældelse.

Pontoppidan Krønike: Digterliv
I vores oplæsning af Henrik Pontoppidans samling ”Krøniker” er vi i denne uge nået til den bidsk-ironiske historie ”Digterliv” om en rigtig talentfuld ung digter, der bare har det uheld hele tiden at ligge et par sæsoner efter modeudsvingene i den litterære offentlighed. Med et trist resultat. Karsten Pharao læser.

Kvindelige komponister: Grazyna Bacewicz: 
I serien '15 kvindelige komponister fra 10 lande gennem 400 år' er vi nået til nr 13 og det er den polske Grazyna Bacewicz.
Det kræver noget helt særligt at holde en karriere kørende både om komponist og som violonist, en dobbeltkarriere som den polske Grazyna Bacewicz havde hele sit liv. Hun var ung i den vanskelige tid op til og under 2.verdenskrig, men fik mulighed for at studere i Paris i 1930'erne.Hun tog den franske musikverden med storm inden hun og hendes familie blev lukket inde i Warszawa hvor de boede under hele 2.verdenskrig, og hvor hun gav undergrundskoncerter i private hjem uden for nazisternes søgelys. Hun kom stærkt tilbage og blev endte som professor på Musikkonservatoriet i Warszawa.

Foto: den2radio