Den2Radio - Uge 29 - 2025

Udsendelse d.12. -18. juli. 2025

Her er den2radio og til de kommende sommeruger har vi fundet nogle af vores gode podcast frem af arkivet, og der er nok at tage af, arkivet indeholder flere tusinde podcasts. Men Georg Metz er altid på sin post, så han kommer her med sit Intermetzo nyt og frisk hver uge hele sommeren

InterMetzo
I ugens InterMetzo, som bærer rubrikken "Oprustning uden snak" og underrubrikken "En megabeslutnings ufrivillige konsekvenser" spørger Georg Metz om, hvordan det kan være der er så stor og helt ukritisk enighed om den generelle oprustning, når erfaringen nu en gang viser, at der så sjældent kommer fred ud af oprustning, men til gengæld så ofte krig.

Landbrugsmagasinet: Peder Agger
Landbrugsmagasinet træder i denne uge over på den anden side af markskellet og ser på hvordan de forskere og myndigheder, der arbejder med at begrænse landbrugets påvirkning for at beskytte naturen, går til værks. I studiet sidder professor emeritus og tidligere natur-overvismand Peder Agger - som vil give et historisk rids af hvordan miljø- og naturdebatten har formet sig herhjemme de sidste 50 år.  Det er altså mere et tilbageblik på hvilke landbrugs-dagsordner som Agger i sit professionelle virke har været med til at diskutere end en analyse af den aktuelle situation som I kan høre om i Landbrugsmagasinet.

Håndværk: Forsvinder arbejdet?
I serien ’Håndværk’ går vi lidt andre veje denne gang. Der er ingen tvivl - robotterne er her allerede, men hvordan vil de og den teknologisk udvikling have indflydelse på fremtidens arbejde? den2radio har søgt efter svar. Vi har været på besøg på en robotmesse i Odense og på Danmarks Tekniske Universitet for at få perspektiver på arbejdets forandringer, når teknologien bliver udviklet.

Krig, nation og identitet 2  
Krig og nationsbygning: De italienske og tyske samlingskrige – og deres betydning for Danmark, 1848-1871. Gennem fire foredrag fortæller Professor i moderne europæisk historie ved Syddansk Universitet, Nils Arne Sørensen om den betydning, det moderne Europas mange krige har haft for politik, nation og identitet. 
 
Jazzens historie 5: De store sangerinder 
Jazzens historie fortsætter denne gang med 3 vidunderlige sangerinder Billie Holiday, Ella Firtzgerald og Sarah Vaughan. Det er Christian Braad Thomsen, der har produceret udsendelsesrækken for den2radio baseret på sin bog ’Drømmejazz- jazzens historie belyst gennem 100 af de bedste cd'er’.

Billeder fra et liv 1 
Billedkunstneren Pia Schutzmanns barndom har været særpræget med en psykisk syg mor, som i begyndelsen af anden verdenskrig forlod hendes jødiske far i Italien og rejste gennem Hitlers Tyskland tilbage til København med sit lille barn. Ikke for at give det en nem opvækst. Til gengæld har modgangen givet hende en forbløffende iagttagelsesevne – både på “papir” og “lærred”.
Pia Schutzmann er en af landets dygtigste og mest efterspurgte portrætmalere. Hun har skrevet nogle små selvbiografiske tekster ”Billeder fra et liv”. I denne og de kommende uger bringer vi et udvalg af teksterne i Pia Schutzmanns egen indlæsning. 

Sophia-samtaler 18: Blive sig selv gennem hinanden
I den foregående Sophia-samtale var Jens Skou Olsen i det vrede lune, men er her vendt tilbage med to engle på skuldrene. De har sat sig der, fordi Olsen er et lykkebringende efternavn. I det lys funderer han over alternativer til det, der nedgør det gode, nærværet og medfølelsen i vores samvær i dag, også når vi betragter vilkårene for undervisning. Med reference til blandt andet improvisationen i musikken argumenterer han for, at vi målløst aflægger vores maske – i begge betydninger af ’målløst’.

Verden af i går 21 
Dette er sidste afsnit af Stefan Zweigs erindringsbog, Verden af i går, hvor vi i sidste afsnit når helt frem til hans flugt fra Østrig for at undgå nazisterne. Først søger han tilflugt i England fra 1934 til 1940. Han bliver engelsk statsborger men frygter alligevel at blive interneret som ”enemy alien”, og sammen med sin anden kone (de når lige at blive gift i Bath inden krigen bryder ud) flygter han videre via USA til Brasilien. Karsten Pharao læser.

Nordiske komponister 2: Edvard Grieg 
Kirsten Rønn har været i Bergen og besøgt tre komponisters hjem - Edvard Grieg, Ole Bull og Harald Sæveuds hjem.I denne uge besøger vi Troldhaugen - Edvard Griegs hjem 8 km udenfor Bergen hvor Grieg boede de sidste 22 år af sit liv. Specialkonsulent Eilif Løtveit fortæller og citerer, og musikken er af Grieg. Klaverkoncerten bliver spillet af Leif Ove Andsnes med Bergen Filharmonikerne dirigeret af Dmitri Kitajenko, det lyriske stykkeSommerfugl bliver også spillet af Leif Ove Andsnes, I dovregubbens hal fra Peer Gynt, hører vi med Trondheim Solisterne, og Åses død, også fra Peer Gynt, er med Malmø Symfoniorkester dirigeret af Bjarte Engeset.

Foto: den2radio