Den2Radio - Uge 3 - 2025

Udsendelse d. 11. -17. januar. 2025

Intermetzo 
I 1970-77 da 'Huset på Christianshavn' - serien blev til, blev Danmark regeret af hhv. Hilmar Baunsgaard, Jens Otto Krag, Poul Hartling og Anker Jørgensen. Interessant er christianshavnerserien, om overhovedet, for dens farceagtigt mekaniske afspejling af sin egen tids alkoholkultur så anderledes fra den fremherskende godt et halvt århundrede senere. Datidens øl-konsumenter kan siges at have været mere liberale eller uansvarlige alt efter temperament. Samtidig var kønsmoralen frisindet til det promiskuøse, mens den forhåndenværende samtid her og nu synes nær det modsatte. Ikke kun under julefrokosten, men til hver en tid bør man holde hænderne i ro og raden rundt sikre sig utvetydige samtykkeerklæringer, hvis man har mere vidtgående planer. Arkivér dog den serie.

Radio MB: Det store grønne bedrag: Sandheden om træafbrænding i Danmark og EU
I denne uge har Radio Mælkebøtten fokus på 'træafbrænding i Danmark og EU. Kan vi virkelig kalde Danmark for en grøn frontrunner, når vores CO₂-regnskab indeholder en grundlæggende fejl? Denne podcast afslører, hvorfor afbrænding af træ ikke er så klimavenligt, som det ofte påstås – og hvordan denne praksis stadig regnes som CO₂-neutral i vores officielle regnskaber. Kort fortalt er det en blanding af blandt andet politikeres og embedsmænds ønske om at hoppe over, hvor gærdet er lavest, samtidig med at for få i befolkningen kender til problemet.

Ronkedorerne
den2radio's 4 Ronkedorer har sat sig sammen her efter nytår med hver sin fagbog. De fire Ronkedorer er Egon Clausen, Nikolaj Ifversen, Jens Raahauge og Georg Metz og bøgerne er: Thomas Bauers 'Forsimplingen af verden – om tabet af flertydighed og diversitet'. 'Sorte huller, jagten på universets smukke hemmeligheder' af Albert Sneppen og Jonas Kuld Rathje. 'Keramik' af Torsten Mosumgaard samt Claus Møller Jørgensens 'Kongen og grevinden' fra serien 100 Danmarkshistorier.

Chopin. Romantikkens klaverkomponist
Chopin er nok alle tiders mest romantiske klaverkomponist. Historierne om den sarte, drømmende, romantiske komponist er mange. Her i denne lille udsendelse om Chopin hører vi om hans år i Paris i de store private saloner, som næsten var de eneste steder, man kunne få lov til at høre ham spille, offentlige koncerter gav han kun få af. Vi skal også høre om det fatale ophold på Mallorca sammen med hans elskerinde George Sand i en lang og kold vinter med evigt regnvejr og blæst, hvor han blev mere og mere syg, og ingen ville hjælpe et menneske med svindsot.

De udødelige 27: Mensendieck, Mindmapping og dans 
Serien ”De Udødelige” handler denne gang om aktivt hverdagsliv, hvor arbejde og hobby nærmest smelter sammen til ét og hvor fysisk aktivitet spiller en stor rolle. Kristina Grosmann Due har mødt de tre ildsjæle : Instruktør i Mensendieck Bitten Due Jensen på 89, konsulent og forfatter Mogens Kirchhoff på 68 og gymnastikinstruktør Dorte Vinckel på 60.

Mandfolk 8
Forfatteren Adil Erdem fortæller i den 8. podcast om Mandfolk med titlen ”Min far Tafik” Erdems far  kommer fra en kurkisk landsby ca.100 km syd for Ankara, og efter han kom til Danmark arbejdede han på en betonfabrik i 43 år. I alle årene længtes faderen hjem, og da han blev gammel valgte han at flytte tilbage til den landsby han kom fra, men kun for at opdage, at dér længtes han tilbage til Danmark. Egon Clausen har talt med Adil Erdem om hans far.

Portræt af Kierkegaard: Den eksistentielle Søren Kierkegaard
Filosoffen Søren Kierkegaard levede fra 1813 til 1855 og var en af de betydeligste skikkelser i den danske guldalder. Han satte sig markante spor i eftertiden og bliver i dag betragtet som en af eksistentialismens fædre. Mag.art. Hellmut Toftdahl har skrevet bogen 'Kierkegaard først - og Grundtvig så', og han fortæller om Kierkegaards radikale syn på menneskets eksistensvilkår og om hans stormløb mod kirken. Karsten Pharao læser citater fra forfatterskabet, der spilles musik fra Mozarts klarinetkvintet undervejs og Karl Johan Mikkelsen har tilrettelagt.

Pharaos klassikere: Myter af Johannes V.Jensen 11: Nordisk foraar
Nu er vi vist ved at være halvvejs i denne mærkelige vinter, og man begynder et få forårslængsler. I Pharaos Klassikere springer jeg derfor frem til en forårsbeskrivelse, Nordisk Foraar, der stammer fra 1912.

Swolly Wolly Hula Bula Humble Bumble Band 
Det er 2 mænd, der mødte hinanden i 1982 ved et trafikuheld. De blev så glade over at have overlevet styrtet i en folkevogn med 130 km/t, så de lavede et band og brølede deres lettelse ud i universet. De fortæller selv: ’Først var vi ni, men så syntes pigerne vi havde briller og smuttede med nogen, der selv hakkede i deres Puch Flagskib-knallerter - så var vi fem'. Og nedturen fortsatte: Ved en julefrokost gik det nemlig galt igen: Jan og Claus drak lunken snaps af flasken og spiste sild direkte fra dåsen med fingrene, hev alle æggebakkerne ned, øksede den sponsorerede sofa i stykker og smadrede Günthers guitar med en kalabas inden de omsider faldt i søvn rullet ind i gardinerne - og da vi vågnede, var vi en duo... Vi har ganske vist kun ca. fjorten fans, men det er virkelig nogen cool nogen!’ Erik Kramshøj fortæller om gruppen.

Foto: den2radio