Den2Radio - uge 32 - 2016
Udsendelse d.6. - 12.august. 2016
Den2radio er augustklar. Vi har en frisk radioflade til lyttere – både dem, der stadig er i sommerlandet, dem der er tilbage i byerne, dem der befinder sig ude i verden og kan lytte globalt til vores podcasts og alle I andre.
Intermetzo
Georg Metz er som altid hos os og klar med et nyt Intermetzo. De livsfarlige IS tosser, Donald Trump, statsministeren, Søren Krarup, Sørine Godtfredsen, Iben Tranholm, 68’erne – alle får de et ord med på vejen.
Gør oprør
’Gør oprør’ er noget mange kunne have lyst til – oprør imod de skrækkelige ting, der sker omkring os og de mennesker, der vil styre verden. Sådan havde den nu afdøde franske politiker og meneskerettighedsforkæmper - ambassadør og meget mere Stephane Hessel det også, da han for nogle år siden i den høje alder af 92 udgav en lille bog med den titel - ’Gør oprør’ – ’Indignez-vous’. Til hans store overraskelse fik den enorm succes og blev revet væk i boghandlerne og hvor man nu ellers kunne købe den. Den blev udgivet i 6000 eksemplarer men endte med at blive genoptrykt og oversat til mange sprog. Forfatteren og bogforlæggeren Lene Andersen udgav i den forbindelse ’Det åbne samfund og dets venner’ som reaktion på Stephane Hessels bog og i den2radio’s udsendelse debatterer hun og filosoffen Sten Nepper Larsen de to bøger.
(Sendt første gang i 2011)
Drømmen om Europa
Hovedpersonen i udsendelsen er en 17-årig dreng fra Marokko, der lige som mange andre nordafrikanske drenge er flygtet til Europa i jagten på et bedre liv. Den flugt har tidligere ført dem til Sydeuropa, men på grund af krisen er de kommet længere mod nord og nu også til Danmark. Drengene flygter altså ikke fra krig eller forfølgelse, men fordi de drømmer om et bedre liv og ser Europa som en slags forjættet land, hvor den drøm kan gå i opfyldelse. Men sådan går det sjældent og de fleste af dem ender tilbage på gaderne i Europa. Det er altså ikke en historie om, hvorvidt gruppen af nordafrikanske gadedrenge skal have asyl. Men en udsendelse, hvor vi kommer tæt på drengene for at prøve at forstå deres motivation og tankegang. Gruppen er stort set ikke blevet nævnt i andre medier, og det til trods for at det store antal af nordafrikanske gadedrenge, der er kommet til Danmark de sidste tre år og deres særlige gadeorienterede adfærd har medført, at man i asylsystemet har set sig nødsaget til at oprette et særcenter til gruppen i Gribskov.
Nostalgi er ikke, hvad det har været
Erik Kramshøj giver sit program undertitlen ” associations- befængt musikindtryk gennem et par menneskealdre”.
Bænken på Femvejen
Ingen by uden en bænk med mænd, der drikker øl. Og Gentofte er ingen undtagelse. På en bænk ved Femvejen lige ved Bernstorffsparken mødes nogle mænd, får sig en øl og en snak, og det kan betyde overlevelse for nogle af dem, der ikke ellers kan få livet til at fungere. I denne uge skal vi høre om Erik, der fandt hoved og hale på tilværelsen på bænken ved Femvejen efter at have mistet sin kone.
(Sendt første gang i 2010)
Danske middelalderborge 1
Den2radio sender i denne og næste uge to udsendelser om danske middelalderborge. Der er flere end 1000 kendte voldsteder – rester af borge, velbevarede og ombyggede borge, som dannede ramme om magt og det daglige liv. Vi har talt med historikeren Rikke Agnethe Olsen som også har udgivet en bog med titlen ’Danske middelalderborge’.
(Sendt første gang i 2012)
Johanne Louise Heiberg
Johanne Louise Heiberg er en fast installeret personlighed i dansk teater. For 4 år siden fejrede Teatermusset – Hofteatret på Christiansborg 200 året for hende fødsel, og vi kigger ind på Hofteatret og ser på de faste interiører om hende, der er dér, og vi skal høre om hvordan det var at være Det kgl. Teaters førende skuespiller i midten af 1800 tallet og at hun stadig væk er en uomgængelig og uforglemmelig institution.
Billeder fra et liv
I den 6.og næstesidste udsendelse baseret på billedkunstneren Pia Schutzmanns erindringsbog ’Billeder fra et liv’ fortæller hun bl.a. om dengang hun malede dronning Ingrid, der var mere tålmodig end folk er flest, og hun læser selv op af sin bog.
Foto: Aftenstemning ved Fjellerup (Henrik Nordholt)
