Den2Radio - Uge 32 - 2022

endelse d.6. - 12. august. 2022

Vi indleder vores femte sommerferieflade med en nyproduceret InterMetzo og derefter følger en række udvalgte genudsendelser. I den kommende programflade har vi igen nyproduktioner.

InterMetzo
Georg Metz har kaldt ugens kommentar ”Snusfornuftens kældersvend – Kendt politikers dragen mod det tvivlsomme”.

Niels W. Peters 5
En obo er et meget raffineret blæseinstrument. Det har også en central rolle i et symfoniorkester, hvor det sætter tonen som alle andre instrumenter retter sig ind efter.
Niels Wolfgang Peters er oboist. Født i Magdeburg i Hitlers Tyskland. Flygtning i Harzen og Flensborg. Uddannet på det Kongelige Danske musikkonservatorium og har været medlem af flere ledende symfoniorkestre i Danmark og Sverige, før han blev ansat ved Danmarks Radios Underholdningdorkester som solooboist.

Verden af i går 11
Efter kortere og længere ophold i mange af Europas storbyer vender den unge Stefan Zweig – på opfordring af den tyske millionær, forfatter og politiker Walther Rathenau sit blik mod andre kontinenter og besøger både Indien og Amerika.
I Indien får han for første gang selv oplevet det han kalder ”racerenhedsidiotiens pest” – nemlig i briternes afvisning af ”halv-kasterne” og af indernes eget stive kastevæsen. Og i USA oplever han friheden og mulighederne ved nogle dage i New York at gå rundt og undersøge jobmuligheder. Efter et par dage har han fundet mindst 5 jobs, som han havde kunnet leve af.

En amerikaner i Paris
Kirsten Rønn fortæller om, hvordan en forårsdag i Paris kan lyde, når Georg Gershwin har været på besøg og fået inspiration.  Chicago Filharmonikerne med dirigenten James Levine,  spiller ershwins ’En amerikaner i Paris’.

Kais Historier 5
Kai Bo Rasmussen, alias Røde Kai, er født i 1947. Han har tidligere været beskæftiget som blandt andet taxachauffør, liveshowindehaver, dyrehandler, skibskok samt hash- og preludinsmugler. I dag driver han genbrugsbutikken Pinocchio til fordel for omsorgssvigtede børn.
Søren E. Jensen har tilrettelagt programserien med hans underholdende historier fra livet på Vesterbro i 70’erne og skrevet bogen "Røde Kai - og hans kriminelle karriere" udgivet på Gyldendals Forlag.

New York 8: Flanøren
I dette afsnit fra Anne Mette Lundtoftes interview-bog New York New York læser Marianne Germer om den amerikanske journalist Gay Talese, som har boet i bydelen Upper East Side i mere end et halvt århundrede.

Poul og Josef
Poul og Josef har befundet sig på hver side af frontlinjerne under 2.verdenskrig og siden levet på hver sin side af jerntæppet. Det er Brit Jensen, der fortæller historien og den kender hun til, for Poul er hendes morfar og Josef hendes svigerfar.

Filosofi 5: Stoicismen: Etik
Thor Eiken Mulvad og Lasse Nyeng Hemicke fortsætter deres samtale med professor Troels Engberg-Pedersen om den praktiske kulmination af stoikernes kosmologi, erkendelsesteori, logik og deres sprogfilosofiske landvindinger er deres etik. Den ideale skikkelse, vismanden, er i den stoiske etik kendetegnet ved sin stoiske ro. Vismanden er i kraft af sin indsigt i tilværelsens egentlige beskaffenhed i stand til at gøre sig fri af bekymringer, som ikke lader sig ændre. Et eksempel er døden. Vi skal alle dø og mange lever med forskellige former for dødsangst, selv med en viden om, at døden er uomgængelig.

Fra Nørrebro til Nashville
Maria Bangsgaard Køster er 27 år og forelsket. I countrymusik og i cowboystøvler, westernskjorter, Stetson-hatte og cowboyslips. Hun deler en lille toværelseslejlighed på Nørrebro i København med en veninde, men hun drømmer stort. Det meste af sin vågne tid bruger hun på at designe og sy Western Wear – tøjet som enhver countrymusiker med respekt for sig selv har på. Hun er netop blevet bachelor i design og tekstilformidling fra Håndarbejdets Fremmes Seminarium med et tolvtal. Nu er hun ved at starte sin egen virksomhed, hvor hun skræddersyr westerntøj. Og så kan hun fortælle en historie eller to fra countrymusikkens hovedstad, Nashville, hvor hun var i praktik hos manden, der gjorde Johnny Cash til ’The Man in Black’.

Foto: den2radio