Den2Radio: Uge 33 - 2015
Udsendelse d.8. - 14.august. 2015
Velkommen til en dejlig augustuge med en blanding af nye og gamle udsendelser her på Den 2. Radio.
Vi lægger som sædvanligt ud med InterMetzo. I denne uge kommer ”Støjbergland” under Georg Metz' behandling. Det der karakteriserer Støjbergland er bl.a. at de magtfulde som regel overholder reglerne … men … regler og moral er ikke altid sammenfaldende størrelser.
Så begynder vi at genudsende professor Niels Arne Sørensens foredragsserie om"Krig, nation og identitet". Det hele starter helt tilbage ved den franske revolution i 1789 og med de følgende napoleonskrige hvis afslutning med Wienerkongressen lagde grundlaget for det moderne, nationernes Europa.
Og så begynder vi samtidig at genudsende Stefan Zweigs erindringsværk ”Verden af i går”, som jo fik fornyet aktualitet sidste år, da vi markerede udbruddet af 1. verdenskrig. Zweig indleder jo sin bog med en indgående beskrivelse af de ”gode, gamle dage” før det moderne Europas urkatastrofe brød ud i august 1914.
For tiden taler vi meget om kontrol og overvågning via cyberspace. Og det er da også et alvorligt problem. Men for beboerne i det daværende DDR var der ikke tale om usynlig, uhåndgribelig overvågning. Det var til at tage og føle på, og man behøvede ikke at være i tvivl. En tidligere DDR-borger fortæller om den tids overvågning og kontrol i udsendelsen ”Østtyske fortællinger”.
I alle de år Den2Radio har eksisteret har Erik Kramshøj lavet optakt-udsendleser til Tønderfestivalen, som altid foregår den sidste weekend i august. Dette år er det 41. gang festivalen løber af stabelen og Erik Kramshøj vil i denne - og de kommende to uger spille musik med nogle af de kunstnere, som vil optræde på festivalen.
Den 29. juli fyldte forfatteren Peter Poulsen 75 år, og samme dag udkom hans digtsamling nummer 25, ”Aflytning af stilheden”. Stilheden er, som titlen også tydeligt angiver, et af nøgleordene i bogen. I en ny udsendelse læser Peter Poulsen digte fra sin nye bog.
Og vi fortsætter i poesien. Den svenske nobelpristager Tomas Tranströmer døde i marts i år, og vi genudsender et program, der præsenterer Tranströmer både som poet og pianist.
Og vi slutter med endnu et litteraturprogram, men denne gang om et prosaværk. Den colombianske nobelpristager Gabriel Garcia Marquez arbejdede i sine unge dage som journalist, og offentliggjorde i 1955 et stort interview med en matros, der på det tidspunkt lige var blevet en nationalhelt i sit hjemland efter at have overlevet et skibbrud og et længere ophold på en tømmerflåde. Bogudgaven af ”Beretning om en skibbruden” udkom i 2010 og Jens Lohmann fortæller om bogen og forfatteren.
Foto: Abelone Bregninge
