Den2Radio: Uge 38 - 2015
Udsendelse d.12. - 18. september. 2015
Så lukker vi op for en ny uge både med fokus på det der lige sker og med rolige udsendelser om arkæologi, mad, byudvikling, klassisk musik og meget mere samt den altid interessante og væsentlige roman af Stefan Zweig 'Verden af i går'.
I denne uges Intermetzo kaster Georg Metz et blik på det, der lige nu udspiller sig ved landets grænser og hvordan landets regering vrider og vender sig for ikke at fremstå for umenneskelige, mens lange rækker af flygtninge forsøger at vandre gennem dette ørkenland frem mod det forjættede land, Sverige.
Filosoffen og digteren Ernesto Dalgas var søn af den berømte Dalgas, der opdyrkede heden og nåede at udgive flere digte og krøniker, inden han som maniodepressiv skød sig selv 28 år gammel. Men hans to betydelige romaner blev først udgivet efter hans død. I den første af to udsendelser skal vi høre om denne interessante forfatter og hans værk.
Den2Radio's serie Forskning og videnskab handler denne gang om Danmarks mange fortidsminder fra vikingetid og middelalder, og hvordan man får formidlet alt det spændende ud, så flere får øjnene op for det. Og det ved Andreas Bonde Hansen fra Københavns Universitet noget om, han er i gang med et ph.d.projekt om det.
I Ørestad på Amager mødes by og natur, og det møde er blevet et af bydelens særlige kendetegn. Det er et tema, der går igen i street arten og kunsten, ligesom det afspejles i bygninger og i de moderne boligformer. Urban farming har vundet stort indpas blandt Ørestads beboere, som dyrker grøntsager under metroen og på toppen af husene. Ørestad har stor tiltrækningskraft på grønne storbyturister - et nyt fænomen, der bliver mere og mere udbredt, og den tendens fik Mira Cordsen til at stifte Experience Ørestad, der tilbyder byvandringer og foredrag om kultur, byudvikling og arkitektur i området, og den2radio er med i Ørestaden.
Frk.Kræsen fortæller og giver gode råd på den2radio om spændende mad og anderledes måde at dyrke og tilberede mad på og her handler det om lakrids. Hun har set nærmere på den lakrids-begejstring, der har oversvømmet os og får de hypede kokke - og i et eller andet omfang alle os andre - til at tilsætte lakridspulver i alskens madretter og give astronomiske beløb for et lille glas med lakridsmandler eller lakridschokolade .
Danmark havde engang en Venstre-statsminister, som hed Madsen-Mygdal. Han blev ikke gammel i gårde, i hvert fald ikke i statsministeriets Sct. Jørgensgård, men bitre minder om ham lever videre i centrum-venstre kredse. Han er ellers en god pædagogisk forklaring på det, som har undret videbegærlige skolebørn gennem generationer: Hvorfor hedder Venstre Venstre, når partiet ligger til højre; nogen vil hævde til højre for Konservative, som ellers engang hed Højre. Det og om Madsen-Mygdals arvinger forvalter arvesølvet med omhu og om den stærkt aktuelle flygtningesituation fortæller Ove Weiss om i den2radio's samfundsprogram Samf.
Klassisk på nettet tager serenaderne op i denne uge, både de rent instrumentale og serenaderne sunget under den elskedes balkon og de forgæves serenader. Så der er Carl Nielsens Serenata in vano, serenaden fra Der var engang, og af Mozart både Don Juans serenade og Eine kleine Nachtmusik og flere endnu.
Og til sidst kommer der endnu et afsnit af 'Verden af i går' - den berømte erindringsroman af Stefan Zweig om tiden fra før århundredeskiftet og frem til nazisternes magtovertagelse. Dette afsnit handler om de første studenterår, den Iitterære debut som lyriker og om mødet med zionismens grundlægger, den store Theodor Herzl.
Foto: Abelone Bregninge
