Den2Radio - Uge 38 - 2016

Udsendelse d.17. - 23. september. 2016

Intermetzo 
’Rå kendsgerninger. Omkring et par borgerliges bekendelser før et muligt valg’. Det er overskriften på Intermetzo, hvor Georg Metz klart fornemmer, at partierne så småt lægger op til valg.   

EuropaProfilen - efterår 2016 - 3: Ordkrigen om flygtningene
Europaprofilen beskæftiger sig med tonen i udlændingedebatten, og i slutningen af august lavede Megafon en undersøgelse blandt 1000 danskere, hvor 61% syntes at tonen er blevet for grov, 24% syntes det modsatte, mens resten mener ingenting – trods alt en overraskende tilslutning til kammertonen.

Internationale danske klassiske solister
Internationale danske klassiske solister  Niklas Walentin er denne uges 'Internationale danske klassiske solist’. Den 22-årige violonist har allerede som dreng og ganske ung vundet adskillige konkurrencer, Han er et rigtigt konkurrencemenneske, han elsker hurtige biler. Nu kører hans internationale karriere på højtryk både med de store violinkoncerter med symfoniorkestrene, med kammermusik med hans klavertrio Vitruvi og musikken for violin og klaver. 

I.P.Jacobsen (1847-1885) og kunsten:  
På Faaborg Museum kunne man fra d. 14.5.16 til og med d. 18.9.16 opleve sommerens store særudstilling “Der burde have været roser”-  J.P. Jacobsen og kunsten. Vandreudstillingen giver et nuanceret indblik i Jacobsens litterære virke og præsenterer forfatterens tekster i et samspil med malerier af bl.a. P. S. Krøyer, Ernst Josephson, Kristian Zahrtmann, L. A. Ring og Erik Henningsen. Udstillingen viser, hvordan Jacobsen arbejdede i en spænding mellem det nye og det gamle, mellem det traditionelle og det progressive. Og at Jacobsen havde en enestående forståelse for de menneskelige konsekvenser, som fulgte med opløsningen af ”den gamle verden” i konfrontationen med de nye ideer, som florerede i tidens København.

Så hårene rejser sig
Musikjournalist Per Wium har netop udgivet en bog, som han har kaldt ’Så hårene rejser sig’. Den gennemgår musikken og de mange musikere som har betydet noget for ham og formet hans liv både indenfor pop, rock og klassisk. The Beatles er toppen.

KORT men GODT: Hvad mosen gemte
Den2radio’s lille klumme KORT MEN GODT handler om et fund i Utterslev Mose.

New Jungle Orchestra
New Jungle Orchestra blev grundlagt af guitaristen Pierre Dørge for 36 år siden. Siden har de spillet i over 50 lande. New Jungle Orchestra har haft en overvældende succes med dets blanding af stilarter – Duke Ellington-musik blandet med dansk musiktradition og afrikanske rytmer. Orkestret består af mellem 8 og 12 musikere, og i årene 1993 og 1996 var de Statsensemble, da der stadig Selv er Pierre Dørge ligeglad med, hvilken musikalsk betegnelse man sætter på hans projekt, men at sætte bandet i en musikalsk bås vil være lige så umuligt, som at forhindre en vild jungle i at gro, det kan ikke lade sig gøre. 

Velfærdsland
I denne første af to podcast med Karina Willumsen, kommer vi vidt omkring. Foruden feminisme kan du høre om Fællesskabsprisen på Oslo færgen samt brækposer. Samt om at være nyuddannet og arbejdsløs, kontanthjælpsloftet og så lige lidt om statsminister Lars Løkke Rasmussen som feminist.

 

Foto: Anne Eggen