Den2Radio - Uge 38 - 2022

Udsendelse d.17. - 23.september. 2022
InterMetzo
Georg Metz må uundgåeligt kommentere DR’s voldsomme fyringsrunde i sidste uge og undrer sig over generaldirektør Maria Rørbye Rønn og hendes flade bestyrelse, der som en tandløs tiger ligger på maven for mainstream, magt og i ukritisk glæde. Her ville en funktionsduelig bestyrelse takke for kaffe og ønske generaldirektøren held og lykke i nye udfordringer. Det sker ikke. Men hun har haft sin velbetalte stilling nu i 12 år. Så lang tid bør ingen beklæde en sådan position. DR må og skal have en ny topchef. NU.
Landbrugets arkitektur og natur
I den2radio’s serie om fødevareproduktion, natur og arkitektur belyser vi feltet fra forskellige vinkler og på forskellige niveauer – både set fra de enkelte landbrugsproducenter, deres oplevelse af vilkår og udfordringer og deres valg – og hvordan landbrugets gamle og nye foreninger henter inspiration, udvikler idégrundlag og samler erfaringer i dialog med både deres medlemmer og aktuel forskning. I Danmark handler nogle af de nyeste bevægelser om Conservation Agriculture og Regenerativt Landbrug, der har rødder i USA.
Landbrugets gæld 1.
Landbrugsmagasinet genudsender i de kommende uger en serie om landbrugets gæld. Hvor stor er den, hvorfor er den der og hvilken udvikling i landbruget har ført til den høje gældsætning? Det er nogle af de spørgsmål serien forsøger at besvare, og her kommer den første af 7.
Kais historie 11
I den lange historie om Røde Kai er vi nået dertil hvor han er røget i fængsel. Vi hører i denne uge om fængselsliv, som også er et spørgsmål om at indrette sig og lære at følge de regler og love, der hersker mellem de barske fanger. Det oplevede han, da han i 1970’erne skulle være rigtig fange i Vridsløse Statsfængsel. Han fortæller sin historie i samtale med Søren E. Jensen.
Portræt af Bobby Darin
I denne uge sender vi et portræt af Bobby Darin. Han var sanger, sangskriver og skuespiller og et meget stort navn i 1950’erne og 1960’erne i USA, og han blev bl.a. nomineret til en Oscar for bedste mandlige birolle i filmen ’Militærlægen Kaptain Newman’ fra 1963. I filmen ’Beyond the sea’ fra 2004 instruerede Kevin Spacey samtidig med at han spillede hovedrollen som sangeren Bobby Darin, og titlen er taget fra en af Bobby Darins berømteste sange. Han døde i 1973 kun 37 år gammel. Det er Erik Kramshøj, der tegner et portræt af Bobby Darin.
Ronkedorerne
den2radio’s Ronkedorer har sat sig sammen i studiet fire mand høj med hver sin faglitterære bog. Det er Georg Metz, Jens Raahauge, Nikolaj Ifversen og Egon Clausen og bøgerne er ’Pibende hængsler’ om Socialdemokratiet og den tyske fascination under besættelsen, den har Arne Hardis taget sig af. ’Ekko’ af Lena Lindgren om de sociale medier. Næste bog ’På kanten af asfalten’ er af Lars Zbinden Hansen - en tankevækkende beretning om en passion for Afrika, der startede en junidag i 1992, og den fjerde bog er ’Altings begyndelse’ - en ny historie om menneskeheden. Forfatterne er David Graeber og David Wengrow.
Pharaos Klassikere: Herman Bang
I Pharaos Klassikere hører vi i disse uger om Herman Bangs artikler i Nationaltidende, og søndag d. 11. juli 1880 handlede Herman Bangs søndagskronik om de professionelles liv på Dyrehavsbakken nord for København. Han kaldte den Zigeunerliv. Blandingen af gøglere, sangerinder og alle de andre arbejdere i den folkelige underholdnings tjeneste var selvfølgelig ikke kun sigøjnere, men under denne samlebetegnelse rangerer altså alle de sammenføgne fra nær og fjern, som Bang observerer med sine skarpe og medfølende observationer.
Klassisk på nettet: Vand
Klassisk på nettet, en times udsendelse med klassisk musik omkring et tema, og temaet denne gang er vand. Vand er mange ting. Vand er sne og hagl og let sommerregn, stormfuldt hav og stille sø og meget mere men først og fremmest fascinerende, og netop mange komponister har brugt vand beskrivende i deres musik. Der er musik af bl.a. Debussy, Beethoven, Lange-Müller, Britten og Schubert.
Verden af i går 17
Inflationen i Tyskland begynder for alvor med Rathenau’s død og når groteske højder, før økonomien med overgangen til den nye D Mark i 1924 atter falder til ro, og man kan ånde lettet op. Men selvom perioden 1924-1939 på overfladen er fredelig, så lurer der trusler neden under med alle slags konspirationer og radikale grupperinger. Og værst af alt, tyskerne har ikke kunnet tåle friheden, inflationen har skræmt dem, og de venter med længsel på en kraft, der kan tage frihedens byrde af deres skuldre.
Foto: den2radio