Den2Radio - Uge 39 - 2025

Udsendelse d.20. - 26.september. 2025

InterMetzo
Georg Metz har fulgt med i diverse TV dokumentarserier med såkaldt direkte og aldrig set før-oplevelser som den britiske opdagelsesrejsekulturhistorieformidlende TV-personlighed i Viasat, Bettany Hughes, blot som eksempel på fænomenet. Hun bevæger sig rundt i verden osende af højlydt begejstring, traver gennem byer, klatrer i bjerge, maser sig gennem jungler, klatrer på søjler og monumenter og trænger ind i historiske minder, gemt af vejen, overset. Tv-mediet, der om noget er egnet til at producere naturlige overgange, følger almindeligvis gerne Bettany Hughes' fremgangsmåde. Det gælder kun om at fastholde de rastløse seere, så flest bliver hængende i næste time, når TV-personligheden forcerer endnu et forfalsket møde og slipper jubelen løs.

Kort men Godt: Når vi nu kom til at nævne Georg Brandes
Under en optagelse til Ronkedorerne blev Georg Brandes omtalt et par gange. Det fik Jens Raahauge til efterfølgende at genkalde sig en bog, der ser på effekten af politisk samarbejde hen over midten. Er der en grund til, at det ikke fører til applaus og gode tider?

Teatermagasinet Kastesigten – september 2025
Og så er det blevet tid til Teatermagasinet Kastesigten igen. Dørene på de københavnske teatre er atter slået op - og tæppet går i disse uger for premiereforestillingerne i sæsonen 25/26. Hør her hvad I kan opleve rundt omkring på de københavnske scener samt et kritisk blik på Skuespilhusets favntag med klassikeren Kasimir og Karoline. 

Håndværk: Elektrikerfaget  
den2radio’s serie om håndværk og fremtidens perspektiver på arbejde fortsætter i denne uge med elektrikerfaget. Elektricitet blev integreret i det europæiske og amerikanske samfund fra slutningen af 1800-tallet og frem. I nutiden er verden blevet elektrificeret på mange planer og vi tænker ikke så meget over, hvad der egentlig kræves af EL-forsyning og elektrikerarbejde bag de mange knapper, maskiner og telefoner vi trykker på hver dag og flere gange. 

Hørelse og høretab: Nyt Høre - og Balancecenter
Danmark er førende, når det gælder høre-industri, men hvorfor skal Danmark ikke også værende førende, når det gælder forskning og lægelig praksis indenfor hørelse eller audiologi? Et nyt Center for Hørelse og Balance på Rigshospitalet er planlagt til åbning i august 2020 med støtte fra William Demant Fonden. Det vil få en integreret faglig profil, der rummer både forskning, medicinal teknologi, kirurgi og klinisk audiologi. 

Jazzens historie : John Coltrane
Tenorsaxofonisten John Coltrane oplevede fra sidst i 50èrne og frem til sin død i 1966 nogle rige musikalske år. Han indspillede "Kind of Blue" med Miles Davis og han fik et gennembrud til et større publikum med "My Favorite Things". Live-optagelser med Coltrane fra jazzklubben Village Vanguard i 1961 er nok jazzhistoriens vigtigste. Christian Braad Thomsen fortæller om Coltrane og spiller de sublime indspilninger.
Ud fra bogen ’Drømmejazz- jazzens historie belyst gennem 100 af de bedste cd'er, der udkom i 2008 har Christian Braad Thomsen produceret denne serie på 21 udsendelser til den2radio

Christianiastemmer 4
I 2021 fyldte Christiania 50 år. I den anledning vil den2radio give lytterne en mulighed for at høre nogle ankomsthistorier fra dem, der flyttede ud af Danmark og ind i ‘det sociale eksperiment’ som politikerne kaldte det dengang i 70erne og 80erne, hvor de begivenheder I kan høre om stammer. Christiania-stemmer er en podcast-serie i 4 dele og denne uge sender vi det fjerde og sidste afsnit, der har undertitlen: Et Frådende Hav.

Pharaos klassikere: En Digters Bazar, 4 En rejseskildring af H. C. Andersen
Karsten Pharao læser i øjeblikket fra H. C. Andersens store rejsebeskrivelse En Digters Bazar, hvor vi følger hans rejse gennem Europa til Istanbul i 1840-41. I denne uge skal vi høre om turen med lejet kusk og hestevogn - en såkaldt veturin – ned gennem Italien fra Firenze til Rom. En ganske strabadserende rejse, og man fatter ikke rigtigt at den ængstelige Andersen kunne finde på at rejse på den måde. Men det gjorde han altså, og han fik da stof til en bog.

Musik på trods 7: - Valentin Silvestrov og Kurt Weill
I denne uge sender vi den syvende podcast i serien 'Musik på trods' om komponister i Østeuropa i 1900-tallet, der alle har oplevet krig, undertrykkelse, tortur, flugt og modstand. 8 podcast med 2 komponister i hver, og denne gang skal vi høre om Valentin Silvestrov fra Ukraine og Kurt Weill fra Østtyskland. Valentin Silvestrov er 88 år og levede i Kyiv indtil for 3 år siden. Efter Ruslands invasion d.22.februar 2022 gav han op og flyttede til Berlin, da opgav han håbet om fred.
 

Foto: den2radio