Den2Radio - Uge 4 - 2016

Udsendelse d. 23. - 29.januar. 2016

Så kan Den 2. Radio byde velkommen til endnu en uges programflade med en lille mangfoldighed af forskellige programmer. Vi håber I vil synes om den, og hvis I har mulighed for at støtte os økonomisk, så vil vi være meget taknemmelige, for vi lever kun af jeres bidrag samt af fondsmidler i forbindelse med enkelte programprojekter. På hjemmesiden er der et støtte-link. På forhånd tak.
Og hvad kan vi så mere specifikt byde på i denne uge. Jo, der er selvfølgelig først Georg Metz med InterMetzo, hvis tema i denne uge er en gennemhegling af ministre og politikere, der lyver groft, en folketingsformand der forsøger at intimidere en skuespilchef, der har brugt sin ytringsfrihed, og en dronning, der med sit amatørarbejde tager brødet ud af munden på professionelle scenografer – og får lov til det. Jo ingen skal føle sig hævet over kritik, når de har gjort sig fortjent til den.
Så fortsætter vores serie om ”Liv i landdistrikterne”. I denne uge tar vi til Mors, til Ejerslev Havn hvor den gamle udskibningshavn for móler er genopstået som lystbådehavn med fin, lavmælt arkitektur. Det er blandt andet Realdanias kampagne Stedet tæller, der har bidraget. Hvordan og hvorfor Realdania støtter sådan et projekt i yderområderne fortæller projektchef Karen Skou om. Og Henning E. Pedersen, der selv er gammel moler-arbejder og som også har lavet en udstilling, fortæller om stedets historie og om de mange lokale borgeres aktive indsats.

'Internationale danske klassiske solister' er titlen på en ny serie på den2radio.dk der vil portrættere danske sangere, musikere og dirigenter, der har eller har haft en international karriere eller måske er på vej til at få en karriere. 
Vi skal høre dem fortælle om udgangspunktet, om hårdt arbejde og triumfer og glæde og skuffelser. Musikken har solisterne selv valgt.
Denne uges internationale danske klassiske solist er pianisten Mogens Dalsgaard. 

Den 2. Radios Ronkedorer har i denne uge læst bøger om moderne boghåndværk i en digitaliseret tid, om indvandring på Nørrebro i København og om 1. verdenskrig og Middelhavet.

Og så markerer vi lige Mozarts 260-års fødselsdag d. 27. januar med et lille musikindslag. I skal høre hans sidste klaverkoncert, nr. 27, der er fra det år han døde, 1791.

Hvordan klarer vi vores dagligliv, når vi bliver gamle? Et stort spørgsmål, der indeholder rigtig mange facetter af hele vores liv. Der er ikke én opskrift. I den femte udsendelse om "De udødelige" møder vi professor Kirsten Aulund ved Center for Sund Aldring, Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Hun giver bud på nogle af de sammenhænge den enkeltes liv er afhængig af, når vi taler om aldring og bevægeapparat. En ting er sikkert, det er aldrig for sent at begynde at lave fysisk træning.

I denne uge genudsender vi en serie om essaygenren, og det er naturligt at lægge ud med selve genrens opfinder, franskmanden Michel Montaigne, der skrev verdens første essays i slutningen af 1500-tallet. 

I Frederiksberg Kommune diskuterede kommunalbestyrelsen fra 1877 og 30 år frem om ikke fattigvæsen og hospital skulle adskilles. I den fjerde udsendelse om en bys udvikling fortæller IT-arkivar Helga Mohr om kommunens tidligere fattighuse og tilblivelsen af Frederiksberg hospital.

 

MEDARBEJDER

Karsten Pharao