Den2Radio - Uge 40 - 2016
Udsendelse d.1.- 7.oktober. 2016
Intermetzo
Georg Metz kigger i denne uge på udtalelserne fra tidligere statsminister og tidligere generalsekretær i Nato, Anders Fogh Rasmussen i anledning af hans nye bog.
EuropaProfilen
EuropaProfilen beskæftiger sig med det interessante emne om hvad det vil sige at være dansk. Der er 5,6 millioner måder at være dansk på, siger Kashif Ahmad fra Nationalpartiet i et interview i Berlingske. Vi borer i sagen. Og Ove Weiss kigger på gymnasieundervisningen i forskellige udgaver, der har været med i alle tre flygtningebølger siden 2.verdenskrig.
Internationale danske klassiske solister
Den 'Internationale danske klassiske solist' er denne gang pianisten John Damgaard. Han fortæller om et langt liv som underviser og som solist i hele verden. Han har mange gode historier fra et langt musikerliv.
Ronkedorerne i Golden Days
den2radio’s Ronkedorer var inviteret til Golden Days på Københavns Hovedbibliotek. I år var temaet for Golden Days 1970èrne, og her var de 4 Ronkedorer i deres es, og det var publikum også. Georg Metz, Egon Clausen, Jens Raahauge og Nikolai Ifversen havde hver valgt en bog, der handlede om eller var skrevet i 70èrne.
Du skal være revolutionær
Årets Golden Days med 1970èrne som tema sluttede 25.september, men det var som om der manglede noget. Nemlig noget om Vietnam krigen.
Derfor satte den2radio sig for at afdække et lille hjørne af den hjemlige kamp mod imperialismen i den store verden. En engageret og mangeårig venstrefløjsaktivist Lis Rasmussen fortæller om tiden i Vietnamkomiteerne.
De måske værdige
En handicappet jurist og hans trofaste hjælper drog i juni måned til folkemødet på Bornholm for at spørge en række politikere om, hvorfor det er så svært for uddannede handicappede at finde beskæftigelse. Da de kom tilbage opsøgte de erhvervskonsulenterne Hanne Daugaard, Sussi Utoft og Lene Olsen for at få svar på, hvordan det i praksis forholder sig med at få denne ubrugte ressource i arbejde.
Den hvide konge
Den hvide konge er en roman af György Dragoman – prisbelønnet ungarsk forfatter. Den hvide konge er hans anden roman og den blev ved udgivelsen i 2008 belønnet med Ungarns mest prestigefyldte pris – Sandor Marai – prisen. Vi taler med romanens oversætter Peter Ezterhas og skuespilleren Michael Lindvad læser uddrag af romanen.
Musikkulturel trafik på Christian d.4.’s tid
Musikkulturel trafik på Christian d.4.’s tid er en interessant udsendelse om hvordan musikken fra Italien kom til København i 1600-tallets første halvdel. Og trafikken gik begge veje - danskere tog til Venedig for at lære at komponere, og italienske musikere kom via andre europæiske fyrstehoffer til København. Musikforskeren Bjarke Moe har skrevet en phd afhandling om den musikkulturelle trafik, og hvordan Europa blev samlet til netop at blive Europa.
Foto: Anne Eggen
