Den2Radio - Uge 40 - 2022

Udsendelse d.1. - 7.oktober. 2022

Intermetzo
Georg Metz kan ikke lade være med at tænke på atommissiler. Men denne gang er det den tidligere amerikanske præsident som styrer det halve USA, han tænker på. I silo som transportvogn sidder to gange to betroede mænd, og på præsidentens befaling stikker de nøglerne samtidig i låsen og udsiger en hemmelig kode, tjekker om kodeordet holder og banker det røde greb i bund. Der er ikke mere at foretage sig den dag og alle påfølgende tavse dage og hvide nætter.

Kort men godt: Om at skrive
I Kort men godt. Om at skrive gør Jens Raahauge sig tanker om udviklingen fra skrift på sten og træ over håndskrift til print; en udvikling som antyder at en vis modstand ikke er af det onde – at det ikke altid er letheden, der fremmer klarheden. 

Landbrugets gæld 3
I den2radios serie om landbrugets gæld vender vi os i denne uges afsnit mod fagøkonomerne. For at finde svar på, hvordan forretningsmodellen bliver beskrevet og hvilken logik der hersker i dansk landbrug, har Landbrugsmagasinet læst rapporter og landbrugsøkonomisk teori og giver lytteren et indblik i den formel der har været med til at skabe landbrug.

HKI – Det er ok at være som man er 2.
Titlen på de to udsendelser er et citat fra en af de borgere, der tager sin uddannelse hos HKI og fortæller om at blive accepteret på en uddannelse og i arbejdslivet, selv om man falder uden for normen. Hvis man har psykiske eller store sociale problemer eller har et handicap, kan det være en hindring for at tage en lærlingeuddannelse, og HKI tilbyder en bred indsats med hjælp fra mange faggrupper for at nå slutresultatet: en uddannelse på niveau med det man kan nå uden for HKI.

Kais historie 13
I den lange historie om Røde Kai er vi nået dertil hvor han har fået en fængselsdom på 2 år for at sælge ferietabletter, og han skal afsone i det lukkede fængsel Vridsløse Statsfængsel, og så er man nødt til at indrette sin dagligdag på et liv i isolation. Røde Kai fortæller til Søren E. Jensen

Munkeliv og munkemagt 2
Det er cistercienserne i Esrum kloster, man kan høre om i to podcast ’Munkeliv og munkemagt’ fra grundlæggelsen i 1151 til reformationen i 1536. Historiker Tine Klitgaard Danielsen fra Esrum Kloster, som også har ansvar for udstillinger og events, fortæller og den gregorianske sang og tidebønnerne bliver fremført af munkene i Stift-Heiligenkreuz i Østrig.

Pharaos Klassiker. Herman Bang 7
Under den rummelige overskrift ”Vekslende Themaer” skrev Herman Bang i årene 1879-1884 en lang række søndagskronikker i Nationaltidende. Der var plads til mange genrer over journalistiske reportager til bog- og teateranmeldelser og portrætter af skuespillere og forfattere til deciderede noveller. I denne uge skal I høre et fingeret privatbrev, et ’sommerbrev stilet til en Knud, der får brev om, hvorledes hans ven i København går rundt og tager afsked med byen, inden han drager på ferie til Blokhus.

Gamle sange i nye klange
I udsendelsen 'Gamle sange i nye klange' kan I møde en entusiastisk musiker og pædagog i Filt Kristensen. Han har udgivet en cd med kor og jazzkvartet med gamle danske folkesange i nye arrangementer og fortæller om hvordan man måske - forhåbentlig - kan nå ud til både børn og unge, der ikke ellers er vant til at synge eller kender de gamle sange. Filt Kristensen var inviteret i den2radios studiet.

Verden af i går 19
Vi er nået til 19. afsnit af vores føljeton, Stefan Zweigs store erindringsværk Verden af i går, hvor vi nu er nået frem til Zweigs 50-årsdag i 1931. Han kan se tilbage på et liv med en litterær succes, han umuligt havde kunnet drømme om. Og i bagklogskabens lys kan han nu, i skrivende stund ti år senere, se at fremtiden også ville have været umulig for ham at forestille sig. Fra en verdensberømt, rig og lykkelig mand er han af nazismen blevet forvandlet til en stakkels besiddelsesløs flygtning, hvis bøger bliver brændt. Hvem ville have kunnet forestille sig det?

Foto: Også små væsener hamstrer i denne tid (den2radio)