Den2Radio - Uge 40 - 2024
Udsendelse d.28.september - 4.oktober. 2024
InterMetzo
Præsidenten har udvidede beføjelser og er juridisk ansvarsfri i embedet, som Trumps Højesteret har bestemt. Ydermere erstattes det føderale embedsværk totalt med loyalister i en fascistisk samfundsorden i den historiske statsfascismes oprindelige forstand, underbygget i 2020´erne ved elektronisk overvågning. Trump har ydermere erklæret fremtidige valg overflødige efter november i år. Såfremt han vinder eller blot ikke anerkender et nederlag og kaster Amerika ud i det borgerkrigslignende, hvilket han jo ikke afviser, styrkes de fascistiske bevægelser i Europa og Latinamerika, og internationale retsordninger og alliancer svækkes til Ruslands fordel.
De udødelige 10. Forældre, voksne børn og økonomisk støtte
Er det en god ide at støtte sine voksne børn økonomisk og hvilke konsekvenser har det? De udødelige spørger i denne uge to unge kvinder, Silke Brewster Rosendahl og Marie Amalie Rørbye på 27år og 31år, om de får økonomisk hjælp fra deres forældre og hvordan de forholder sig til det, og Tine Lope, chef for Samfundsansvar i Danske Bank fortæller om de undersøgelser som banken har foretaget i den senere tid netop om unge og økonomi.
Feed the World 4: Metoder i arbejdet med resiliens og forvaltning
På Stockholm Resilience Centre arbejdes der tværfagligt og globalt med fokus på økosystemer, biodiversitet og fødevarer. Det betyder konkret involvering af lokale befolkningsgrupper og deres specifikke viden i både Afrika og Asien. Her er fokus på økosystemer, biodiversitet og forskellige slags fødevaresystemer, der kan involvere både landbrug, skovbrug, fiskeri, jagt og indsamling. Det er det den 4. udgave af ’Feed the World’ kommer til at handle om.
Glimt fra Italien: Metro C, den tredje metro linje i Rom
Den lune italienske journalist Alfredo Tesio, som boede og arbejdede mange år i Danmark har hen over sommeren sendt den2radio 'Glimt fra Italien' om stort og småt, og denne gang fortæller han om metrobyggeriet i Rom som tager evigheder at få op at stå. Hver gang arkæologerne stikker en teske i jorden, dukker der noget fra fortiden op, som skal undersøges, og så stopper arbejdet. Men nu er den nye metro C ved at være klar til at blive taget i brug.
Sommerfestivalerne i Provence 2024
Sommer er festivalernes tid og ikke mindst i Frankrig. I Orange i Sydfrankrig er der hvert år i juli opera i det romerske amfiteater, som blev bygget i det første århundrede i vor tid. Her begyndte man allerede i 1869 at sætte operaer op i det som er et af de bedst bevarede amfiteatre med intakt scenevæg og tribuner. Anlægget er 103 meter bredt og 37 meter dybt. Her oplever den2radio's Jesper Tang, der bor i Frankrig hvert år festivalen, og også i år har han sendt en reportage derfra. Men udgangspunktet er anderledes i år. Han kalder det et kulturpessimistisk festivallandskab pga økonomiske nedskæringer, en forkortet festivalssæson pga af OL i sommer og en uvis politisk situation efter et uventet parlamentsvalg. Men trods alt kom der opera i Orange med strålende unge sangere.
Sophia-samtaler 23: Hvad er meningen med skolen
I denne Sophia-samtale nr. 23 med Jens Raahauge indvier Lotte Rod os i sit ønske om at genstarte skolepolitikken, så skolen igen får en egenværdi, hvor pædagogiske samtaler med lærere og pædagoger kan genfinde den skole, der tager udgangspunkt i det, der er meningen med at holde skole. Vi må bygge på den dannelse, der bygger på mødet mellem mennesker og verden, og som betjener sig af et pædagogisk sprog, der inddrager alle sanser, og som vægter både hånd og ånd. Lotte Rod finder en god portion næring i læsning af gamle tekster af fx Christian Kold, Georg Brandes og Jørgen Jørgensen og i samtaler med samtidige forskere og debattører, ja, hun siger, at hun som cand.scient.pol. har genfundet et pædagogisk sprog.
De små liv – et essay af Frederik Dessau
I disse uger sender vi en række essays af Frederik Dessau. Han var med til for mere end 16 år siden at stifte den2radio og indlæste i de følgende år en del af sine essays til den2radio, som vi nu genudsender. Radioen blev Frederik Dessaus suveræne forum hvor han hos DR i mange år før i dyb originalitet skabte en lang række litterære og musikalske essays. Ugens essay kaldte han 'De små liv'.
Pharaos Klassikere: Herman bang 9
Søndag d. 31. oktober 1880 hed Herman Bangs kronik under fællestitlen Vekslende Themaer i Nationaltidende ”Huset med de glade Ansigter,” og det var en reportage fra et børneasyl, en af hans sociale reportager der fortæller en hel del om tilstandene i datidens København for 140 år siden.
Klassisk på nettet: Efterår
Klassisk på Nettet tager afsked med sommeren og spiller musik med det højaktuelle tema ´Efterår´. I udsendelsen høres musik af blandt andre Poul Schierbech, Erik Norby, Vivaldi, Verdi, Haydn og ikke mindst Yves Montand – Les feuilles mortes – en meget fransk sang til tekst af Jacques Prévert og musik af Joseph Kosma og begrebet feuilles mortes har Debussy også et præludium, der hedder – døde eller visne blade betyder det.
Foto:den2radio