Den2Radio - Uge 43 - 2025
Udsendelse d.18. - 24. oktober. 2025
InterMetzo
Georg Metz lægger ud med den nye virkelighed med droner, og overskriften lyder ' Droner eller ej trues trygheden'. Tillid er henregnet som en særlig uforanderlig dansk værdi. Mette Frederiksen har ofte udtrykt glæde ved at være statsminister for verdens bedste land, hvor man i vejkanten kan købe en pose kartofler og et bundt persille (æg er for dyre) fra et ubemandet halvtag med en lille pengekasse eller nummeret på mobilepay. Sælgeren er tryg. Kunden betaler hver gang. Det er dansk. Det værste i trygheds kulturen er formentligt at være tillidsfuld og tryg på et mangelfuldt grundlag, hvad enten dronerne er ægte eller der blot manglede nogle ordentlige radarapparater i landets største og tredjestørste lufthavn. Poul Schlüters gamle valgsprog: 'Det skal nok gå alt sammen', er ikke i kurs i den nye virkelighed. Det er mere trygt, at det ser ud til at gå ad helvede til.
Ronkedorerne – oktober 2025
Ronkedorerne, Egon Clausen, Georg Metz og Jens Raahauge fortæller om bøger, de har læst. Egon Clausen omtaler Lilian Munk Rösing ” Tove Ditlevsens veje” og Annette Prehns ”På gådejagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange”.
Georg Metz har læst en af Aarhus Universitet Forlags 100 danmarkshistorier ”Eliterne” skrevet af Gunnar Lind og Jens Raahauge omtaler 'Ædt af Havet – Stormfloden 1825' skrevet af Johanne Pontoppidan Tuxen og Anders Rye Skjoldjensen.
Stemmer fra stalden 1
den2radio er taget på besøg hos smågriseproducent Ole Kjær ved Ølstrup i Vestjylland. Indslaget belyser hverdagen i en moderne animalsk produktion og kommer rundt om både hverdag i stalden, landbrugspolitik, miljø, svineproducenternes omdømme og udviklingen i erhvervet. Mange mennesker har meninger om moderne svineproduktion, men indsigten i hvordan det rent faktisk foregår i stalden er begrænset. Ole Kjær har været i erhvervet i mere end 25 år og fortæller i to afsnit om både hans tidlige etableringsår og de modsætninger der eksisterer i og omkring erhvervet i dag.
Forskning og videnskab: Havmiljø 1
Gennem lang tid blev der udledt store mængder af næringsstoffer til de danske farvande. Det betød stærkt forringede muligheder for miljøet, men der blev handlet politisk både fra dansk side og fra EU. Udledningen blev begrænset, og et af målene for et bedre miljø var en fremgang for ålegræsset. Det fik ikke den fremgang, som de mindre udledninger lagde op til. Lektor Søren Laurentius Nielsen fra Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet fortæller om ålegræsset, dets økologiske betydning og hvorfor det ikke kom tilbage.
The Isley Brother 1
Det amerikanske fænomen The Isley Brothers har siden 1959 haft et hit på den amerikanske Billboard liste i hvert årti. Rhythm and Blues, Soul eller Funk, The Isley Brothers spænder vidt - de skabte bl.a. "doo wop"-genren. De optrådte på de amerikanske hitlister med nummeret ’Shout’, og det næste nummer de kom med var ’Twist and shout’, som i den grad slog an i Europa især da The Beatles fik fingrene i det. Det er Erik Kramshøj der fortæller om The Isley Brothers.
Kort, men godt: Dyrplageri – til lyst og nytte
En bog i en parisisk boghandel og en artikel i Politiken har fra to forskellige udgangspunkter samlet sig i en undren, ja, måske snarere en forargelse i Jens Raahauge, der retter blikket mod eksempler på dyrplageri og industrilandbrug.
AT BO
I serien AT BO handler det denne gang om den nye by Vinge, der er ved at blive opført på den bare mark i Frederikssund kommune. den2radio har været på besøg for at høre om visioner, finansiering og det byggeri, som nu er i gang.
Pharaos klassikere: En digters bazar 8
Karsten Pharao fortsætter fortællingen om H. C. Andersens store rejsebeskrivelse En Digters Bazar, hvor vi følger hans rejse gennem Europa til Istanbul i 1840-41. Nu rejser han fra Rom og sydpå til Napoli, og senere skal han så sejle over Middelhavet via Malta og Cypern til Grækenland.
Internationale danske klassiske solister
’Internationale danske klassiske solister’ en serie på 22 podcast genudsender vi i de næste mange uger. Serien handler om de kunstnere, der har eller har haft en karriere i udlandet eller måske er på vej til at få det. De fortæller om udgangspunktet og om hårdt arbejde, glæder, triumfer og skuffelser, og musikken i udsendelserne er naturligvis med dem og den musik de arbejder med. Den første solist i serien er dirigenten Giordano Bellincampi. Han er født i Rom og kom som 11-årig til Danmark med sin familie. Han har en international karriere med engagementer på foreløbig tre kontinenter.
Foto: den2radio
