Den2Radio - Uge 44 - 2016
Udsendelse d. 29.oktober - 4.november. 2016
Intermetzo
Georg Metz har selvfølgelig fingrene dybt nede i skandalerne i Dansk Folkeparti – det parti der jævnligt stiller store krav til andre partiers moral og borgernes lydighed.
Gamle pædagoger
I serien ’GAMLE PÆDAGOGER’ fortæller tidligere redaktør af Danmarks Lærerforenings medlemsblad ”Folkeskolen”, Thorkild Thejsen om den tyske forsker Andreas Gruschka, som beskriver, hvordan den ene reform hurtigt følger den anden, så den seneste devaluerer den foregående, uden at nogen når at få klarhed over reformernes eventuelle effekt.
Internationale danske klassiske solister
Den 'Internationale danske klassiske solist' i denne uge er trompetisten Maja Helmes. Hun er solotrompetist i Frankfurt Radio Symfoniorkester, hvor hun er ikke bare den eneste danske musiker, men den eneste skandinav. Hvor er de henne, spørger hun - hvorfor søger de danske musikere ikke til et stort internationalt velbetalt orkester?
Ronkedorerne
den2radio’s seje Ronkedorer stiller op 3 mand høj i denne uge: Georg Metz, Jens Raahauge og Egon Clausen og de tre fagbøger de diskuterer er: Kaare R. Skou’s ’Lov og Land. En fortælling om Danmarks grundlove gennem 800 år’, Hans Hertels ’Bogmennesker’- 100 essays, hvor litteraturprofessor Hans Hertel fortæller om bøger i sit eget liv og om bøgernes liv i den store verden. Og dertil Svend Brinkmanns to bøger ’Stå fast’ og Ståsteder’.
Bob Dylan
den2radio har tidligere produceret en serie på 10 afsnit om Bob, og i disse uger genudsender vi den i anledning af at Bob Dylan har fået tildelt Nobelprisen i litteratur. I denne uge kommer nr 2 og her hører vi om hans protestsange i 1960’erne, der både handler om racediskrimination, social uretfærdighed og den kolde krigs trussel.
Kort men Godt
den2radio’s lille klumme Kort men godt har været til morgenfesten Rise & Shine en onsdag morgen i Store Vega. Her får gæsterne mulighed for at danse dagen i gang på bedste natklub-manér – men uden nattelivets øvrige elementer.
Unge stemmer
Unge stemmer er en lille serie her på den2radio om hvordan unge tænker om den tid, de lever i, og de fortæller især om det liv de er midt i. I denne uge skal vi møde en 20-årige livgarder, og hvorfor han har meldt sig frivilligt til hæren.
Spil dansk ugen
Spil dansk dagen den sidste torsdag i oktober er efter mange succesfulde år blevet til en hel uge og ligger nu fast i uge 44. Her på den2radio, sender vi - et potpourri over jyske folkemelodier og ny dansksproget pop, produceret af en af vores praktikanter - en hilsen til Spil dansk ugen.
