Den2Radio - Uge 45 - 2020

Udsendelse d.31.oktober - 6.november. 2020

InterMetzo
Georg Metz er i sit Intermetzo ude efter tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens selviscenesættelse af egen demokratisk dyd i uklædelig illoyalitet mod sin efterfølger. Hvordan stod det til med Lars Løkkes egen rolle som næstformand i Venstre og central aktør i den daværende kreative Anders Fogh Rasmussens regering? Han som ikke bare troede, men vidste at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Måske skulle man gå lidt stille med dørene når man vover sig ud i transparens, folkestyre, demokrati og åbenhed.

Det europæiske Hus
Det europæiske hus er den2radios faste programserie om EU og det europæiske samarbejde. I denne uge har Ove Weiss en kommentar med overskriften ’EU’s asyltraume’, og derudover taler Clea Bruun Johansen med Anna Paldam Folker der er forskningschef og leder af afdelingen Sundhed og Social kontakt på Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet. Emnet er mental sundhed i en europæisk og dansk sammenhæng, og det handler også om betydningen af ensomhed under coronakrisen.

Munkeliv og munkemagt 1
Det vi kalder middelalderen i Danmark var noget længere tid undervejs end i det det sydlige Europa. Vores middelalder siger man strakte sig fra ca år 1000 med kristendommens indførelse til 1536, hvor katolicismen blev fortrængt til fordel for den luthersk protestantiske lære - det vi kalder reformationen. I middelalderen voksede klosterordnerne. I Sydeuropa var det første benediktinerkloster allerede aktivt fra 529 i Italien og ud af det sprang sidenhen den store og magtfulde orden Cistercienserordenen. I 2 podcast ” munkeliv og munkemagt” skal vi høre om cistercienserordenen, den første podcast sender vi i denne uge.

Landbrugsmagasinet
Landbrugsmagasinet besøger i denne uge Gården uden Navn. Det er en mindre gård i Vestjylland, der både har mælke- og grønsagsproduktion samt en velbesøgt gårdbutik. Det er den lille historie om landbrugets store udvikling de sidste 40 år, og besøget bruges til at perspektivere den igangværende konkurrence Årets Unge Landmand og er dermed en kommentar til mulighederne for at blive selvstændig landmand - dengang og nu.

Anslag  november 2020 -1
Anslag på tasterne giver mange tanker til forfatteren Jacques Berg der har boet i Sydfrankrig i årtier. Dem sender han til den2radio hver uge og denne uges tanker og taster handler om populisme og ti svage punkter ved den femte franske republik, og hvorfor den socialistiske franske skude egentlig er strandet? Om socialister i kashmirsweater og rullekrave samt lidt om  machohørm.

Jazzens historie, Miles Davis
I serien om Jazzens historie er Christian Braad Thomsen nået frem til trompetisten Miles Davis, og i det første af tre programmer om Miles handler det om hans betydning for cool-jazzens fødsel. De to næste er han koblet sammen med hhv arrangøren Gil Evens og saxofonisten John Coltrane, men dette program handler om ham alene. 

Pharaos Klassikere, Røverstuen 2
Novellen ”Røverstuen” var en af Blichers meget tidlige tekster. Den er fra 1827 og var indledningen til en af de mest produktive perioder i Blichers liv og forfatterskab, hvor han skabte sit eget tidsskrift, ”Nordlyset”, for at få bedre vilkår for sin kunst og sin økonomi.
Han præsenterer en lang række af sine yndlingstemaer – og gør det i sit yndlingslandskab, den lyngklædte hede, befolket af bønder og daglejere, tatere og forbrydere, præster og herremænd, skytter og ridefogeder.
I denne novelle boltrer han sig også humoristisk i parodier på tidens yndede underholdningsforfattere og langer ud mod de københavnske kritikere med Johan  Ludvig Heiberg i spidsen. Men hans egentlige ærinde er at forene det lille lands borgere i gensidig agtelse i stedet for at se ned på hinanden og på særlige dele af landet som laverestående. Vestjyske erfaringer kan vel være lige så gode som østsjællandske og skabe lige så god litteratur. Og man må sige, at han selv demonstrerede dette på smukkeste måde.

H.C.Andersen, Hvad man kan hitte på.
H.C.Andersen hævdede at have ’oplevet’ eventyrets digter, der har det problem at han ikke kan ’hitte på. Alt var taget op inden han kom til verden, alt var der digtet og skrevet om’. Eventyret ’Hvad man kan hitte på’ udkom på engelsk i 1869. Det er Kai Løvring der læser.

Nordiske komponister, I.P.E.Hartmann og Franz Berwald
Serien 'Nordiske komponister' fortæller om nordiske komponister og går i dybden med interviews og musik, og nogle af udsendelserne er optaget på stedet hvor komponisterne boede. Den første handler om to næsten samtidige komponister - den ene født i Stockholm i 1796, den anden i København i 1805. Den ene havde et svært liv med meget ringe interesse for sin musik, den anden levede igennem næsten hele 1800-tallet i konstant respekt og anerkendelse. Franz Berwald måtte leve af alt mulig andet end sin musik, og I.P.E. Hartmann havde næsten alle de vigtigste poster indenfor det danske musikliv. Hartmanns musik spilles næsten ikke mere, mens Franz Berwalds musik er gængs repertoire hos de fleste orkestre. den2radio bringer en historie om de to komponister, der ikke kendte hinanden personligt og kun mødtes en enkelt gang i deres liv.

Foto: Anne Eggen