Den2Radio - Uge 47 - 2015

Udsendelse d. 14. - 20. november. 2015

Den2radio lægger op til en ny novemberuge – der er ikke så langt til jul og dermed ikke så lang tid til at lyset langsomt vender tilbage, og det kan man jo sagtens glæde sig over.
Og lytterne kan så samtidig glæde sig over Georg Metz som lægger ud og det er med titlen ’Uenighed i folkekirken om Gud’. Det handler om død og genopstandelse og tolkningen af evangelierne. Præsterne skal tro på hvad de selv forkynder, men der er ikke tolkningsfrihed. Hør hvad Georg Metz har at sige.

Med eller uden retsforbehold’ som vi sender op til folkeafstemningen d.3.december fortæller denne gang om et møde i Europahuset i København hvor spørgsmålet blev stillet: ’Skal de danske retsforbehold ændres?’ og ’Hvad er EU’s retspolitik’ er et andet spørgsmål, der ligger lige på tungen i disse uger. Det er også et tema i udsendelsen.

I sidste weekend var der Bogforum i BellaCentret i København og den2radio var også med. Vi prøver at finde ud af, hvorfor man laver fagbøger og om man lige så godt kan google sig frem til oplysningerne. Og vi ser også på, hvad det er for nogle fagbøger, der ikke sælger, men alligevel bliver udgivet, og hvordan forholdet er mellem e-bøger og papirbøger.

Velfærdsland er en podcastserie med fortællinger fra Velfærds-Danmark. I 3.afsnit kan du bl.a. møde socialrådgiver Puk Sabber. Hun fortæller om, hvordan velfærdsstaten ser ud fra hendes side af skranken; om kassetænkning og om hvordan hun oplever mange blive rystet over ikke at blive grebet af det sikkerhedsnet, de troede det danske velfærdssystem havde spændt ud under dem. 

I den2radio’s serie Forskning og Videnskab skal vi i denne uge høre om sufismen i Pakisten. Kærlighedsekstremister er et af de udtryk, der i udsendelsen bliver brugt om de pakistanske sufier, der lægger vægten på enheden med Gud og kærligheden ikke blot til Gud, men også til andre mennesker. I udsendelsen fortæller antropologen Ida Sofie Matzen om, hvordan sådan en åndelighed kan fungere i et land, hvor der i høj grad er væsentlige politiske emner. Ida Sofie Matzen har lavet feltarbejde i Pakistan i forbindelse med sit ph.d.-projekt, og sufismen er blevet brugt politisk, og der bliver i udsendelsen både fortalt om kolonitidens brug af sufismen og i senere tid i forbindelse med Krigen mod Terror.

Gave med snor i har vi kaldt en udsendelse om filosofisk samtalepraksis. Marie Lund er filosofisk samtalepartner for mennesker, der søger svar på deres spørgsmål til tilværelsen, og det sker blandt andet i et fælles arbejde med de metaforer, som dukker op i samtalerne hos filosoffen.

Klassisk på nettet er en times klassisk musik med et bestemt tema og det er i denne uge årstallet 1901.  Store komponister døde det år og andre blev født, musik blev påbegyndt, færdiggjort eller uropført.  Der er musik af Verdi, Rachmaninov, Carl Nielsen, Dvorak og Mahler blandt andre og dertil skønne sopraner som Anna Netrebko og Tina Kiberg og en fantastisk violonist som Jascha Heifetz. 

Og i den2radio’s følgeton ’Verden af i går’ af Stephan Zweig skildrer han bl.a. sit ophold i Schweiz hen mod krigens slutning, hvor hans antikrigs-skuespil ”Jeremias” skal opføres i Zürich. I Schweiz møder han mange kunstnere i landflygtighed, blandt andre den store belgiske grafiker Frans Masereel og den irske forfatter James Joyce.

Foto: Knud Steffen Nielsen

 

 

MEDARBEJDER

Kirsten Rønn