Den2Radio - Uge 47 - 2025

Udsendelse d. 15. - 21. november. 2025

InterMetzo
Georg Metz går i sit Intermetzo direkte i kødet på både Inger Støjberg og Morten Messerschmidt. Den første pga hendes forlorne forargelse over ingen busser på lørdage i Støvring, for der kører mange busser samt tog og nattog i umiddelbar nærhed af det skur, hvor den kampklare politiker havde plantet sig for nattens ventetid til mandag morgen. Hun kunne som minister dengang have rettet op på ulykkerne, hvad hun ikke gjorde, men insisterede på lagkage, og endte med at blive dømt fodlænke ved Rigsretten. OG desuden Messerschmidt den Trumptenderende Messerschmidt. Mon hans blå venner kan holde ham ud, de Konservative kan ikke; mener de det samme om ham, som denne skribent mener om Støjberg? Hvornår går Frederiksens uniforme løjtnanter i kødet på DF's menneskeforagt?

Kort men Godt: Jeg elsker mit modersmål
Med afsæt i et citat af Søren A. Kierkegaard peger Jens Raahauge på, at vi skal værne om vores modersmål - i det mindste ved at sikre, at Den Danske Ordbog kan holdes ajour, så forfattere, forskere, oversættere og os helt almindelige sprogbrugere får fast sproggrund at stå på.

Cheminova 1938 – 1953. Danmarks største forurener
Cheminova er en kemifabrik i det yderste Vestjylland. Den har produceret plantegifte og har forurenet i stor stil. Lige nu forsøger man at forhindre, at syv tons kviksølv og over 100 tons farlige kemikalier med 70 tons af den yderst giftige parathion siver ud fra nedgravede gruber og spreder sig til Vesterhavet. Det er dyrt og besværligt, men nødvendigt. Cheminova er blevet et symbol på miljøkatastrofer, men i lang tid blev virksomheden anset for at være en del af det moderne fremskridt. Dets produkter gav marker uden ukrudt, stalde uden fluer, æbler uden skurv, og fabrikken blev støttet af ledende personer indenfor jura, forskning og politik. Alle handlede ud fra en overbevisning om at gøre det bedste ved hjælp af nye kemiske produkter. Historikeren Jørgen Burchardt har skrevet en stor og grundig historisk redegørelse for Cheminovas historie i dens første femten år. I bogen spørger han: Hvordan kunne så store miljøkatastrofer finde sted? Hvem bærer ansvaret? Med bogen forsøger han at give et svar. Lyt til samtalen mellem Jørgen Burchardt og Egon Clausen.

Norden i Europa - Norden, EU og tilbagetogets helte
Norden, EU og tilbagetogets helte har holdet bag ’Norden i Europa’ kaldt denne udsendelse, hvor den - i 2019 - 16-årige svenske miljøaktivist Greta Thunberg var på vej til København. D.25.maj – dagen før Europaparlamentsvalget – talte hun miljøets sag, og hun repræsenterede de mange, der ikke havde stemmeret endnu. Dertil er der et interview med professor i samfundsøkonomi Jesper Jespersen om hans bog ’Vækstøkonomi på vildspor’.

Bob Dylan 3
I ti udsendelser tegner nu afdøde filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen og journalist Erik Kramshøj et portræt af sangeren og sangskriveren Bob Dylan.  i 1960'erne således hans protestsange, der var soundtrack til ungdomsoprøret, samt hans elektriske, surrealistiske og syrerealistiske sange, der blev til i forbindelse med stofpåvirkning. I 1970'erne fandt han hvile i den mere enkle country-musik, men skrev også smertelige skilsmissesange, og i 1980'erne blev han kristen fundamentalist. Fra midt i 1990'erne udsendte han en række fremragende album, hvor han vedkendte sig sin alder og forberedte sig på døden, og i det nye årtusind har han sågar udsendt et album med julesange. I denne uge er det Erik Kramshøj, der fortæller om hans mange facetter og spiller hans musik – også med navne som The Byrds, The Turtles, Joan Baez og Manfred Mann.

AT BO
I serien 'At Bo – Bolig, By og Bæredygtighed' har den2radio besøgt afdelingen ’Byg’ på Danmarks Tekniske Universitet for at høre om fremtidsperspektiver. Affald kan blive til nye byggematerialer. Opvarmning kan vi få fra solenergi, og den kan opbevares i salt, til der er brug for den. Det er Mark Dannemand, der fortæller om det, og Pernille Erland Jensen fra Zero Waste beretter om forskning i affald til brug for nye bygningsmaterialer - især til beton. Zero Waste er en non-profit forening, der arbejder for et Danmark med mindre spild.

Andelsvirksomhed i Uganda 3
Kaffe spiller en stor rolle i Ugandas økonomi. Som kaffeproducerende land er Uganda nr. 8 på den globale rangliste og dækker 2-3 % af verdensproduktionen. Kaffesorten Robusta har været en del af Ugandas naturlige regnskov, og den findes stadig ude i nationalparkerne. I dag producerer landet Robusta-kaffe i store mængder, men ude i bjergene vestpå er det Arabica, man dyrker.  De to slags kaffe forarbejdes forskelligt, Robusta soltørres, mens Arabica kaffe regnes for finere i smagen og forarbejdes med brug af vand. den2radio er rejst til Rwenzori-bjergene på grænsen til Congo.

En Digters Bazar, 12 En rejseskildring af H. C. Andersen
I Pharaos Klassikere har vi fulgt H. C. Andersen på hans store rejse 1840-41 fra København gennem Tyskland og Italien over Middelhavet, til han nu er nået Athen. Akropolis og alt hvad der minder om den græske oldtid pirrer hans fantasi, mens nutidens Athen er en ussel flække. Sin fødselsdag d. 2. april fejrer han i silende regnvejr men med græsk folkemusik og dans.

Internationale danske klassiske solister: Elisabeth Meyer-Topsøe 
den2radio's serie 'Internationale danske klassiske solister' har denne gang en operasanger med, Elisabeth Meyer-Topsøe som overvejende har haft sin karriere i udlandet især på tyske operascener, men hun har sunget i de fleste europæiske lande. I 2010 blev hun udnævnt til professor i sang i Trondheim i Norge. Hun fortæller om sin karriere, om det helt afgørende møde med verdenssopranen Birgit Nilsson og om at vide, hvornår det er tid til at stoppe sangkarrieren.
 Foto: den2radio