Den2Radio - Uge 48 - 2016

Udsendelse d.26.november - 2.december. 2016

Georg Metz lægger ikke overraskende ud med ’ Den trekantede regeringskonstruktions indbyggede sammenbrud’. Vi lægger os ikke ned. Jeg lægger mig ikke ned’ sagde statsministeren og Anders Samuelsen lod sig falde fra træets top ned på bagsædet af ministerbilen. Det kommer der et stærkt Intermetzo ud af.
EuropaProfilen
Grethe Kern Jespersen, der er souschef i det boligsociale kontor i Mjølnerparken på Nørrebro i København, fortælle om et helt nyt og omfattende beskæftigelsesinitiativ, der skal aktivere områdets mange kontanthjælpsmodtagere. Ifølge et nyt studie fra Kraks Fond for Byforskning med titlen »Et historisk tilbageblik på særligt udsatte boligområder« er Mjølnerparken et af de særligt udsatte boligområder i Danmark
Bob Dylan 6
Selv om vi nu ved, at Bob Dylan ikke har tid til at tage til Stockholm og modtage Nobel prisen i litteratur fortsætter den2radio serien med ham – 10 udsendelser i alt og denne uge som er den 6. har overskriften ’Tilbage til rødderne’. Det er Christian Braad Thomsen der fortæller om Bob Dylans kolossale produktivitet i begyndelsen af hans karriere. På bare 5 år udgav han 8 LP plader – den ene mere skelsættende end den anden, men efter ’Blonde on blonde’ gik der næsten 2 år før vi hørte fra ham igen.
Vor tids angst
den2radio har sat en ny serie om angst i søen.  Angst er i dag en af de store, men delvis skjulte folkesygdomme. Vi skal møde Karin Hansen, der fortæller om sin angstlidelse til Anna Paldam Folker, der er forsker og seniorrådgiver på Statens institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
Internationale danske klassiske solister
’Internationale danske klassiske solister’ – en serie på den2radio der i radioformat dokumenterer de mange sangere, musikere og dirigenter, der har eller har haft en karriere i udlandet. Denne gang er det dirigenten Thomas Søndergård, der er fokus på. Han startede sin karriere som slagtøjsspiller, paukist i Det kgl. Kapel, men har hele tiden været optaget af at dirigere. Nu er han chefdirigent for BBC Walisiske Orkester og har i dette efterår haft sin debut ved to af de store europæiske orkestre: Concertgebouw i Amsterdam og London Philharmonic. Han fortæller om vejen fra Holstebro Musikskole til det internationale dirigentliv.
Nattergalen
Et af H.C.Andersens allerkendteste eventyr er Nattergalen – et eventyr, der tit bliver citeret fra – der er vist ikke mange danskere, der ikke kender historien om den virkelige og den kunstige nattergal. ’I Kina ved du nok er kejseren en kineser, og alle dem han har om sig er kinesere’, sådan begynder eventyret som skuespilleren Erik Mørk læser i en ældre optagelse.
Thor Vilhjàlmsson
I denne uge genudsender den2radio et portræt af Thor Vilhjàlmsson som Jens Lohman står for, Vilhjàlmsson hørte til de store islandske forfattere. Han døde i 2011 efter et langt liv som forfatter, og han modtog i 1988 Nordisk Råds litteraturpris for romanen ’Gødende mos’, som der bliver læst uddrag fra i udsendelsen.
Velfærdsland: Opkast på tastaturet
Alle i Danmark har hørt om Johanne Schmidt-Nielsen. I Velfærdsland fortæller Johanne, hvordan hun tager det meget personligt, når syge og ledige igen får slag. Og dét tænder en ild i hende! Ligesom vi kommer omkring Joachim B. Olsen & voksenmobning samt tonen på de sociale medier.