Den2Radio - Uge 48 - 2023

Udsendelse d.25.november - 1.december. 2023

Intermetzo
Georg Metz taler om den dag vi nok aldrig kommer over – d.22.november 1963, hvor præsident Kennedy blev myrdet i Dallas, men også om at det er 50 år siden – i 1973 – at vi blev udsat for de bilfrie søndage som konsekvens af olieforsyningskrisen i Mellemøsten. Et indgreb i borgernes frihed til at fyre fossilt brændsel af efter lyst og behov. Danskerne måtte i stedet værsgo lade bilen står søndag efter søndag.  Den umiddelbare årsag til energi-og verdenskrisen var også dengang begivenheder i og omkring det beskedne, evigt omstridte område mellem Jordan og Middelhavet. For israelerne – uanset at de før den nuværende krise var på vej ud i noget der nemt kunne ligne en borgerkrig - udgør de regionale realiteter med holocaust i baghovedet periodisk trussel på selve eksistensen.

Sophia-samtale - pejling af dannelse 32 : Fællesskaber omkring læsning og nutidslitteratur i skolen
I denne uges Sophia-samtale har Sophias Jens Raahauge besøgt Cecilie Bogh, der er forlagschef i Dansklærerforeningens Forlag. Samtalen kommer naturligt nok til at handle om børn og unges læsning, om den mangfoldige og nutidige litteratur, vi bør tilbyde dem, og om de fællesskaber omkring læsning som kan styrke oplevelsen af, samtalen om og fordybelsen i litteratur – alt sammen for at skabe læselyst og for at bidrage til det udsyn, som gør verden større end læseren selv.

Radio Mælkebøtten: Svag kommission nøler med nødvendige klimatiltag
I løbet af sommeren har borgere i EU-lande oplevet voldsomme klimaforandringer, men EU's reaktion har været svag. Interne magtkampe og svagheder i Europa-Kommissionen truer klimaindsatsen, selvom der har været grønne sejre. Danmark overtræder EU-direktiverne, hvilket truer havmiljøet. Det skyldes alt sammen en svag EU-Kommission. Sådan lyder det fra Margrethe Auken, for det er den svageste kommission, som hun igennem sine mange år i Europa-Parlamentet har oplevet. En kommission, der ikke har styrken til at sørge for, at loven bliver overholdt. Danmark er et godt eksempel på, at lande slipper af sted med ikke at overholde EU-direktiverne, og resultatet kan vi blandt andet se på det danske havmiljø, som enten er døende eller i bogstavelig forstand gisper efter vejret.

Martin Hall og de glemte 70’ere
'1971-1985’ er titlen på musikeren Martin Halls erindringer, som udkom for nogle år siden. De handler forbløffende lidt om de firsere, som Martin Hall ellers forbindes med; til gengæld får de glemte halvfjerdsere en fremtrædende plads. Og netop halvfjerdsernes glemte popmusik skal det handle om i denne og en kommende mammutudsendelse, hvor Martin Hall i selskab med Søren E. Jensen mindes de hits som gjorde sig gældende i deres sene barndom og begyndende pubertet inden punken kom og ødelagde det hele.

Teatermagasinet Kastesigten – november 2023
Teatermagasinet Kastesigten er tilbage med omtaler og anmeldelser af aktuelle forestillinger på de københavnske scener. I denne uge skal vi rundt om Molieres Don Juan, Lewis Carrols Alice i Eventyrland, russiske kunstneres grumme vilkår under Putin og tilbage til dengang der var et land der hed Jugoslavien.

Hørelse. Cochlear Implant.
Omkring 260 børn og voksne får hvert år indopereret et avanceret høreapparat - det såkaldte CI Implant - enten på begge ører eller det ene. Fra at være døv eller meget dårligt hørende og uden lydforståelse og lydkommunikation med omverdenen kan de opererede få mulighed for at opfatte lyd. Et CI Implant består af en udvendig og indvendig del. Den udvendige består af en mikrofon, en taleprocessor og en sender, og den indvendige del er en modtager indopereret under huden bag øret, en elektrode, der er indopereret i øresneglen, og elektroden sender impulser til hørenerven, som fortolkes i hjernens hørecenter som lyd. I udsendelsen møder I Lone Percy-Smith, phd i audiologopædi og professor Per Cayé-Thomasen på Øre-næse-halskirurgisk og Audiologisk Klinik på Rigshospitalet.

Pharaos Klassikere: Ak, hvor forandret af Blicher.
I novellen ”Ak, hvor forandret” udfolder Blicher i komediens form et elsket tema, som vi møder allerede i debuten, ”En landsbydegns dagbog” og også i andre af de kendte noveller nemlig tidens forandrende magt. Fortælleren besøger sin studenterven hos dennes far, den gamle pastor Ruricolus, et sted i Himmerland. Der er netop høstgilde dagen efter på den store, lokale gård Tyreholm, og her møder vor fortæller en landsbyskønhed, Maren Tyrestrup, som ganske fordrejer hovedet på ham. Men den besøgende københavner gør en ret latterlig figur, og det skal ikke blive bedre den følgende dag, hvor der er inviteret til andejagt på kammerrådens Svirumgård.

Boganmeldelse: Bogen om Claus.
I denne uge har vi også en boganmeldelse på programmet. Det er en bog der hylder en af de mest elskede danske kunstnere gennem tiderne. Det hævder forfatteren og hans kilder i hvert fald ofte i værket - og vores anmelder er da også en af dem der elsker personen det hele handler om. Rasmus Blædel Larsen anmelder Bogen om Claus Deleuran.

10 svenske og 10 danske operasangere: Inga Nielsen og John Lundgren
den2radios serie om 10 svenske og 10 danske operasangere er nået til de to sidste: barytonen John Lundgren og sopranen Inga Nielsen. John Lundgren er midt i en strålende karriere som dramatisk baryton med opgaver hos Wagner, Verdi og Puccini. Inga Nielsens karriere toppede i 1980'erne og 1990'erne, hvor hendes optræden i Mozarts ’Bortførelsen fra Seraillet’ i Salzburg og på Covent Garden med dirigenten George Solti blev milepæle. Han synger Wagner, hun synger Heise og Strauss.

Foto: Knud Steffen Nielsen