Den2Radio - Uge 49 - 2016
Udsendelse d. 3. - 9.december. 2016
Intermetzo
Intermetzo har i den grad fingeren på pulsen – Georg Metz’ skarpt formulerede udtalelser anbragt med issyle. I denne uge gælder det naturligvis den nye regering – præsenteret af tre små nummermænd bag hver deres talepult. De var alle voldsomt ambitiøse, men hvad vil det egentlig sige?
Er der liv i universet
Spørger vi om i denne udsendelse med videnskabsjournalist Jens Degett og astrofysiker Uffe Grå Jørgensen. Findes der intelligent liv uden for jorden, og hvis der gør, hvorfor hører vi så aldrig fra andre civilisationer? I disse år udvides vores horisont hurtigt i jagten på liv uden for jorden. En pæn håndfuld planeter og måner i vores solsystem har flydende vand og mulighed for at huse liv. Hvis vi ser på andre solsystemer har man i løbet af de sidste 10 år opdaget, at det er ganske almindeligt at stjernerne er omkredset af planetsystemer, og ganske mange har størrelse som jorden og ligger i en afstand fra den lokale stjerne, der kunne give mulighed for liv.
Bob Dylan 7
I serien om Bob Dylan er vi kommet til det 7. afsnit. Bob Dylan kunne desværre ikke afse tid til at komme til Stockholm og modtage sin Nobelpris i litteratur, men her synger han: ’Lykkelig over bare at være i live under den blå himmel’ fra nummeret ’New Morning’ fra 1970. I denne udgave skal vi også høre Joan Baez og Benny Holst fortolke hans sange.
Børneliv: Fattigdom
Dansk Folkehjælp, Kirkens Korshær, Mødrehjælpen, Frelsens Hær, Røde Kors, Folkekirken Nødhjælp, flere organisationer endnu hjælper trængende familier og ikke mindst børn her op til julen med mad, gaver og godter. I år 2016 fik vi et kontanthjælpsloft, det trådte i kraft den 1. oktober og sætter en øvre grænse for, hvor meget kontanthjælpsmodtagere månedligt kan modtage i offentlige ydelser. Kontanthjælpsloftet er en væsentlig årsag til, at der er en markant stigning i ansøgning om julehjælp siger alle organisationerne. Røde Kors har f.eks. ca. 30 % stigning, og formanden for socialt Udsatte Jan Sjursen siger til Kristeligt Dagblad: ”Hvis fattigdommen skal nedbringes, bør vi holde op med konstant at skære i overførselsindkomsterne." og i Børns Vilkår hedder det, at når der bliver skåret i kontanthjælpen, går det ud over børnene. Men hvordan giver fattigdom sig udtryk i en velfærdsstat som Danmark? Det spørger den2radio bl.a. Frelsens Hær om.
Herman Bang: Julegaver
I denne uge får vi igen en julehistorie og det er ’Julegaver’ fra Herman Bangs novellesamling ’Ravnene’ fra 1902, og den læser Karsten Pharao.
Nordiske komponistvenner: Stenhammer og Nielsen
Nordiske komponistvenner er overskriften på en udsendelse om den svenske komponist Wilhelm Stenhammar og Carl Nielsen, som var næsten samtidige og som blev meget gode venner i 1910'erne. De opførte hinandens værker og havde en meget fin kommunikation, Carl Nielsen var også dirigentvikar for Stenhammar i 4 år ved Göteborg Symfonikerne.
En farverig person
Kunstmaleren Erik Hansen var fra Esbjerg og levede fra 1914 og til 1970. Han var en farverig person og en kraftfuld maler, der af og til hængte sine malerier op i træerne ved bopælen på Nygårdsvej. Han tilhørte stilmæssigt det, man kalder mørkemalere. Det er en betegnelse, som er opstået i mellemkrigstidens danske kunstkritik om kunstmalere som Jens Søndergaard, Erik Hoppe og Niels Lergaard, der benyttede en mørkstemt kolorit; men der kan også være mindelser om Edvard Munch, Emil Nolde og Van Gogh i Erik Hansens malemåde. I udsendelsen møder vi journalist på dagbladet Vestkysten Ulf Gudmundsen, kunstmaler Harald E. Jacobsen og billedkunstner Bjarke Regn Svendsen, der fortæller om Erik Hansen som menneske og kunstner.
Om lidt er sangen klar
’Om lidt er sangen klar’ er titIen på en udsendelse, men også på en bog om lejlighedssange, der udkom for nogle år siden. Det er Ebbe Preisler der har skrevet den og det med lejlighedssange viser sig at være noget ganske dansk – noget man faktisk ikke har i andre lande. Altså at folk skriver en sang til en særlig familiefest – sølvbryllup, konfirmation og hvad det kan være på en melodi alle kender. Og her op til jul er der også mange, der skriver og synger sange måske til en julefrokost. Vi møder Ebbe Preisler i Den røde Sofa i samtale med Niels Holm Svendsen.
