Den2Radio - Uge 50 - 2015

Udsendelse d. 5. - 11. december. 2015

Velkommen til den2radio med en buket af programmer om samfund, kultur og politik, og dertil en adventskonkurrence, som den2radio lancerer her i december måned. Hver søndag i advent kommer der et nyt spørgsmål, som bliver lagt ud på den2radios Facebookside og blandt de rigtige svar trækker vi lod om en præmie. Find den2radio på Facebook.
Men først den2radio’s formand Georg Metz med sit Intermetzo og i skrivende stund er folkeafstemningen ikke afklaret så hverken ærgrelse over et nej eller behersket glæde ved det modsatte kan komme til udtryk selvom alt nu, hvor internetradioprogrammerne kører, er afgjort.  
EuropaProfilen fokusere denne gang på EU’s vækststrategi 2020, og vi hører om nye former for vækst, der ikke belaster CO2 regnskabet. Og I skal også høre om hvorfor Island har annulleret sin ansøgning om medlemskab af EU – det har nemlig noget med vækst at gøre: Island, væksten og et bæredygtigt EU.
Den2radio er rejst  mod øst, 167 km fra København -  til Bornholm. Beliggenheden mellem Østersøen og det Baltiske Hav betyder potentialer for erhvervsudvikling og store og små virksomheder indenfor sø-trafik, vind, digital teknologi og økologisk superfood.  Programmet er det første af to om Bornholm i vores serie om Liv i landdistrikterne.
Den2radio har besøgt Designmuseet i København hvor Jette Gemzøe fortæller om sin udstilling Hidden Icons.  JetteGemzøe er tekstilkunstner, men udstiller her motiver, der er inspireret af motiver på russiske kloakdæksler
Kina engang for længe siden er titlen på en udsendelse om forfatter og designerparret Holger og Tine Dahl, og også titlen på en anderledes bog om Kina som de har udgivet sammen. Den viser alle mulige dagligdags foreteelser illustreret i tekst og billeder, og netop ikke de sædvanlige turiststeder
I madprogrammet Frk. Kræsen skal det handle om vin og mad. Vi besøger mad-og vinskribent Rasmus Holmegård for at finde ud af lidt mere om hvordan man bedst kombinerer mad og vin, og videre kommer vi til restaurant Zeleste, hvor vinkyper Malene Smidt Hertz fortæller om hvordan de sammensætter vin og mad til deres gæster. Sidst i dagens program kan du også høre Theis Søndergaard, som er en af to grundlæggere af vin-appen Vivino.
Verden af i går – den2radio’s følgeton i dette efterår – er i kapitel 18 midt i mellemkrigstiden. ’Solnedgang’ kalder Stephan Zweig dette kapitel hvor enhver illusion var forsvundet og en ny verdenskrig en realitet. I 1928 fik Zweig en invitation til at deltage i festlighederne omkring Leo Tolstojs hundredeårsdag i Sovjetunionen. Det var tilstrækkelig upolitisk til at Zweig takkede ja, og dermed kom han på den rejse, som mange andre forfattere og intellektuelle tog på i den tid og hvorfra de vendte hjem enten med entusiastisk begejstring eller fanatisk afvisning, som de straks formulerede i artikler og bøger.
Også i denne uge er temaet for Klassisk på nettet et årstal, nemlig 1939. Et år hvor Europa var begyndt at brænde og hvor kunstnere som Stephan Zweig og musikere og komponister i massevis er nødt til at flygte og finde et liv et andet sted. Det gælder både Bela Bartok og Benjamin Britten mens Dmitri Sjostakovitj, Francis Poulenc, Carl Orff og Vagn Holmboe blev og der er musik af dem alle.

Foto: Knud Steffen Nielsen

MEDARBEJDERE

Karsten Pharao, Kirsten Rønn