Den2Radio - Uge 52 - 2016
Udsendelse d. 24.- 30.december. 2016
Glædelig jul ønsker den2radio alle vores lyttere. Vi kan se og mærke at der kommer flere og flere lyttere til, og det er vi jo virkelig glade for – det tyder på, at der netop er brug for en radio af denne slags og standard med kultur-og samfundsstof.
Intermetzo
Georg Metz taler i denne uge om Jesus og julen og den lille hellige familie som flygtninge sammenlignet med nutidens flygtninge. Og i denne glade juletid bevæger vi os mod et nyt år, der ikke varsler meget godt, men mere ondt – og det er ikke så godt.
EuropaProfilen
Dansk Flygtningehjælp blev stiftet i 1956 med det formål af hjælpe de ungarske flygtninge i Danmark. Men har siden – nationalt og internationalt – påtaget sig at hjælpe mange andre og nye flygtningegrupper. I Europaprofilen taler Jørgen Johansen med Finn Slumstrup som kom til Dansk Flygtingehjælp som informationschef i 1986. Samtalen kommer til at handle om hjælpen til flygtninge gennem 3 årtier.
Johannes Møllehave 80 år
Johannes Møllehave fylder 80 år d.4.januar og i den anledning har den2radio lavet et unikt program, hvor han fortæller fra sit liv og gør sig tanker om tiden, der er gået. Ind imellem citerer hans søn Tomas Møllehave fra hans produktion. Et program med møllehavesk erindring, tanker, humor og vers.
Klassisk på nettet
Klassisk på nettet er en times musik med et særligt tema og denne uges tema er ikke så mærkeligt – musik der handler om julen. Det er en stafet rundt i Europa med de enkelte landes musik og så en lille afstikker til USA til Charlie Parkers improvisation over ’White Christmas’.
Petrarca
Italieneren Francesco Petrarca levede i 1300-tallet og regnes i dag for at være en af middelalderens største europæiske forfattere. Forfatteren Søren Sørensen har oversat et udvalg af hans tekster til dansk. Egon Clausen har inviteret ham ind i den2radios studie.
Johannes Jørgensen 2
I anden del af vores udsendelse om forfatteren Johannes Jørgensen, fortæller Stig Holsting, formanden for Johannes Jørgensen Selskabet, om Jørgensens liv efter 1914 . Et liv som var præget af mødet med en lang række af samtidens fremmeste italienske kunstnere og platoniske kærlighedsforhold. Men også en stigende trang til at finde åndelig ro. Jørgensens internationale udsyn og hans evindelige ophold i diverse togkupeer har efterladt indtrykket af en digter, som havde verden, som sit egentlige hjemsted. En verdensborger. Men Jørgensen lod altid sine værker udgive på dansk først, og i hans dagbøger er det tydeligt, at Jørgensen fastholdt en stærk tilknytning til Danmark gennem hele sit lange liv.
Tolv med posten
Tolv med posten er H.C. Andersens eventyr om de tolv måneder som kommer med postvognen til byen nytårsaften. Fremtiden er uvis – fortiden er levet. Den sidste linje i eventyret lyder: ’For det er en underlig tid vi lever i’, og det er det sandelig stadigvæk. Stig Lommer læser eventyret i en gammel optagelse.
Kort men godt
Kort men godt, den2radio’s lille klumme, spørger hvorfor vi synger ”Vær velkommen, Herrens år”, når vi nytårsnat markerer skiftet fra et årstal til det næste, for har Gud noget med årsskiftet at gøre? Pastor emeritus Mogens Hansen lukker op for sin viden om den traditionsrige sang.
Bob Dylan 10
I den sidste udsendelse i serien om Bob Dylan er Christian Braad Thomsen nået til Dylans alderdomsplader. Med dem vender Dylan tilbage til sine rødder i country- og bluesmusikken, men de sange, som oprindelig blev sunget af den blinde negersanger på gadehjørnet alene med sin guitar og sin hund, fører Bob Dylan ind i alverdens koncertsale fra Carnegie Hall i New York over Roskilde-festivalen til Budokan i Japan.
