Den2Radio - Uge 52 - 2025
Udsendelse d. 20. - 27. december. 2025
Her på den2radio ønsker vi alle en Glædelig Jul
InterMetzo
Georg Metz taler denne gang om kandidater som f.x statsministerkandidater. I virkeligheden eksisterer titlen ikke. For så vidt kan alle folketingsmedlemmer og kandidater til tinget kalde sig statsministerkandidat. Alle i den kategori er potentielt kandidat under Grundloven, alle udelukkende bundet af egen overbevisning, ikke af et parti med ideer om deres fiktive statsministerkandidat, men stadig er der ikke nogen, der foruden Mette Frederiksen formelt er statsministerkandidat.
Kort men Godt: Imprivisatoren og ægtestand
H.C. Andersen-Samfundet i København har bedt litteraturforsker Lise Busk-Jensen fortælle om H.C. Andersen og romantikkens forfatterinder. Det har Jens Raahauge overværet og ladet sig inspirere af og finder en sær parallel til sin barndoms seriebøger.
Hukommelse under pres
Udsendelsen ’Hukommelse under pres’ handler om, hvordan vi mennesker nogle gange bruger fysiske objekter til at huske på meget svære oplevelser i fortiden. I denne udsendelse dykker vi ned i de danske jøders gemmer, de jøder der blev reddet i oktober 43, for at se hvad der kom med tilbage fra Sverige. Og mere tids nært ser vi på, hvad migranter på ruten over Middelhavet tog med sig på den farefulde rejse. I podcasten deltager direktør for Dansk Jødisk Museum Janne Laursen og repræsentant for den italienske NGO, Archivio Memoria Migranti Costanza Meli.
Jul med Jensen
Jul med Jensen er en halv times program med julesange. Jensen hedder også Søren E, og han har fundet en række julesange, hvoraf et par stykker er velkendte, flere er knap så kendte, og enkelte er aldeles ukendte.
Frøken Kræsen: Grød
I madprogrammet Frøken Kræsen skal det handle om grød. Den svenske madjournalist Linn Katarina Grubbström tager på besøg til restaurant GRØD, hvor Lasse Andersen fortæller om grødens renæssance, og hvem der egentlig går på restaurant for at spise grød. Derefter videre til Åse Hansen på Københavns Universitet, som forsker i korn. Hun fortæller lidt mere om, hvilke korn der er bedst til grød. Til sidst kan du også høre madhistorikeren Grith Lerche, som ved alt om, hvordan vi spiste grød før i tiden.
Reflektioner: Skoleminder
Den sidste time inden juleferien er noget ganske specielt, men for drengene i 5. klasse er det rædselsfuldt at tænke på, at det er latinlæreren, der skal være den sidste lærer i den sidste time. Ingen slik, ingen historie og latinske verber og lektielæsning i ferien er menuen.
"Skoleminder" hedder Refleksionen. Det er Peter Zapffe, der læser sin historie.
Pharaos klassikere: En digters bazar 17
I En Digters Bazar er H. C. Andersen for alvor nået til bazarernes by, til Istanbul som den gang hed Constantinopel, Tyrkiets myldrende hovedstad, som ofte får Andersen til at sammenligne med de store europæiske byer. Og tyrkerne fremtræder så åbne og ærlige, så Andersens bliver ganske charmeret. I sidste uge hørte I om selve bazarerne, hele handelsbyer opdelte efter de forskellige håndværk. I denne uge skal I blandt andet høre om en anden slags bazar, nemlig slavindemarkedet, og desuden tager Andersens sight-seeing ham til de dansende dervishers kloster.
En julehistorie af Herman Bang
Vi er i juleugen og julegaver er blevet købt af langt de fleste. den2radio har fundet en novelle frem af Herman Bang, der netop hedder ’Julegaver’, den er fra novellesamlingen ’Ravnene’ fra 1902 og en af hovedpersonerne sværmer for teatret. Hans livs største drøm - at se ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater - ser ud til at gå i opfyldelse, men det går vist kke helt som ventet.
Klassisk på nettet: Jul
I Klassisk på nettet spiller Kirsten Rønn julemusik fra mange lande. Fra Sibelius' juleviser over Corellis julekoncert, udsnit af Berlioz' julekantate L'enfance du Christ, musik fra Rusland, Ungarn og Spanien til Charlie Parkers improvisationer over White Christmas.
