Den2Radio - Uge 6 - 2016
Udsendelse d. 6.-12. februar. 2016
Velkommen til en ny programflade her på den2radio. Vi får heldigvis flere og flere lyttere og der er også dejlige venlige mennesker der støtter os økonomisk og det er vi meget glade for – det er helt nødvendigt for vores overlevelse, og på vores hjemmeside er der en knap som fører lige ind til kontonummeret. Men også på facebook er det vigtigt at I støtter os. Husk at ’dele’ vores udsendelser og ’like’ dem, og det allerbedste er at kommentere udsendelserne – det giver bonus, for dermed kommer de ud til mange flere lyttere som bliver opmærksomme på den2radio.
Den2radio’s formand Georg Metz står som altid for den ugentlige klumme Intermetzo hvor han altid har noget vigtigt at fortælle os. I denne uge er titlen ”Det mærkeliges rammer” med undertitlen ”En ministers skeptiske syn på sjælevandring set i relation til småsvindlere”.
Liv i landdistrikterne besøger Mors også i denne uge. Morsø kommune er én af de 12 kommuner, som deltager i det landsdækkende forskningsprojekt ”Fremtidens Landskaber”, der handler om planlægning for det åbne land. Som de eneste steder i Danmark findes råstoffet moler på øerne Fur og Mors i Limfjorden. Og i Morsø kommune er det udvalgte landskab Nordmors, hvor der lige nu er en intens debat: Skal den nuværende industrielle udvinding af råstoffet moler – virksomheden Damolin – have tilladelse til at udvide med 2 nye gravninger eller skal molerfabrikken lukke og landskabet bevares, som det er - til fordel for andre interesser.
I Nordens historie kan du høre om Nordens fælles historie og få svar på spørgsmålene: Hvilken ikke-dansk konge regerede i Danmark i fem år? Hvorfor skød en svensker sin egen konge Karl den 12? Hvilket nuværende selvstændigt land kontrolerede Sverige i 650 år? Og sidst men ikke mindst hvordan gik det til at Danmark, Sverige og Norge efter flere århundreder med indbyrdes krige, indenfor en generation, begyndte at se hinanden som brødre og søstre i et ellers nationalistisk præget Europa?
Få svarene i denne udsendelse, som er den første i programserien ”Nordisk samarbejde”
Internationale danske klassiske solister – er en ny serie på den2radio der vil portrættere solister der har eller har haft en karriere i udlandet eller som er ansat i et stort udenlandsk ensemble. I denne uge kan I høre om basunisten Jesper Busk Sørensen. Da han var dreng i Grenå hørte han et FDF orkester gå spillende gennem gaden og så var hans fremtid afgjort – han ville også spille på sådan et messinginstrument og 20 år efter vandt han konkurrencen om en stilling i Berliner Philharmonikerne – et af verdens mest berømte og estimerede orkester. Sådan kan det gå, når man hører et FDF orkester.
Den2radio’s serie fra 2012 baseret på EU’s overskrift ’Aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne’ – hele 29 udsendelser kommer omkring temaet i alle nuancer. Den serie genudsender vi her i 2016 hvor den stadig er mere end aktuel. Piller, patienter og sundhedsvæsen er denne uges udsendelse og det er Arne Rolighed – tidligere sundhedsminister og tidligere direktør for Kræftens Bekæmpelse, der fortæller om ældres vilkår.
Hvordan opstår en by? Og udvikler sig? I dette tidfælde en by i byen nemlig Frederiksberg, der er omgivet af København på alle sider. Det er en serie på den2radio hvor denne uges udsendelse fortæller om veje, kloakker, el og gas og varme der i slutningen af 1800 tallet blev udbygget voldsomt. Vi kommer med på en bytur.
Den litterære genre – essays – er en ganske overset genre, men den2radio er optaget af den og har produceret en serie om essays, hvor vi i denne uge sender den tredie udsendelse. Fra Michel de Montaigne, essayets fader, tilbage i 1500-tallets Frankrig har vi bevæget os til Danmark til Ludvig Holberg i 1700-tallet og videre op i tiden til Georg Brandes omkring 1900-tallet og i denne uge fortæller Thorkild Borup-Jensen om essayisterne Johannes V. Jensen og Jacob Paludan.
Det er fastelavnsugen vi er i og det fejrer vi med forfatteren Frederik Dessaus fortælling om fastelavn. I sit rolige og underfundige tonefald fortæller han fastelavnens historie.
