Den2Radio - Uge 6 - 2025
Udsendelse d.1. - 7. februar. 2025
InterMetzo
I denne uge sparker Georg Metz i sit Intermetzo døren ind med Trumps fordring på Grønland, det krav Danmark ifølge Trump vil bøje sig for, hvor meget den danske regering end protesterer, og som kun har med amerikansk sikkerhedspolitik at gøre, hvis USA insisterer. At Trump nu nævner hundeslæderne i Sirius-patruljen som en lattervækkende dansk indsats i det vældige land, taler sit eget arrogante sprog. Elefanten i rummet er ikke sikkerhedspolitikken, ikke amerikanske interesser, ikke medlidenhed med det undertrykte grønlandske folk. Alle argumenter herfor er spin og af mindre til ingen betydning. Det drejer sig om én mand, én diagnoses ambition om at være den præsident der udvider det amerikanske territorium, og som utvivlsomt tager Panama-kanalen med i den manøvre. Canada er nok en lidt for stor mundfuld. Canadierne er ikke desto mindre urolige.
Inspirerende overgange til den 3.alder – 3
Her kommer den tredje podcast i en serie på 8, der handler om hvordan nogle med særligt held er gået fra arbejdsliv til pension. I dette afsnit taler Mikael Jensen og Paul Frost Clementsen med overlæge dr. med og cand. mag Ole Amtorp, der livet igennem har haft nysgerrighed og vedholdenhed som drivkraft. Han har ikke alene været med i centrum for den udvikling af behandling af hjertesygdomme, der meget markant har sænket dødeligheden blandt hjertepatienterne, han har også uden at se sig tilbage læst til cand. mag i kunsthistorie. Ole Amtorp tror på at investere sig selv i et samarbejde med andre på samme niveau. Hans overgang til den tredje alder er næsten umærkelig.
Kastesigten januar 2025
Kastesigten er tilbage med nyt fra det københavnske teaterliv – tæppet er gået for anden halvdel af sæsonen 24/25 – og det bliver blandt andet er i selskab med Per, Jeppe og James, der alle kommer fra et miljø, en stand eller et land og bliver omplantet til et helt andet og meget fremmedartet – for på den måde at kaste lys over menneskets natur. Hør mere om forårets teaterklassikere i Kastesigten.
Modellen af Hofteatret
På museet i hofteatret har en 2 meter lang model med minutiøs gengivelse af Hofteatret fra 1767 fået plads i det stemningsfyldte teater. Modellen er bygget af scenografen Christian Tom- Petersen, der i to år byggede på modellen, og forud for det har han studeret regninger fra datiden og været på besøg i andre hofteatre i Europa. Lysestager, parykholder, kakkelovne, snoretræk, kulisser, kongeloger, udsmykning osv. osv i nøjagtige proportioner fortæller om det oprindelige teater. den2radios Anne Eggen har besøgt Hofteatret.
Det finske dirigentmirakel 1. Jorma Panula og Santtu-Matias Rouvali
den2radio genudsender nu i de næste 8 uger serien 'Det finske dirigentmirakel' med 8 podcast der hver fortæller om 2 dirigenter, deres karriere og musik samt med et indslag fra en dansk musiker eller dirigent. I den første podcast er det Jorma Panula og Santtu-Matias Rouvali der er på, og dirigent og adjungeret professor ved Det kgl danske Musikkonservatorium Michael Schønwandt der fortæller om Sibelius Akademiet og det danske og finske musikliv, hvor det danske kulturliv lider under mangel på økonomi og anerkendelse, og det finske sprudler med stærk økonomi i ryggen.
Når havet og ørkenen synger
Kan man lære at lytte bedre til verden og høre musikken i naturen? Jakob Dybro Johansen har produceret denne podcast, der står i lytningens tegn; ”Når havet og ørkenen synger”.
Fra triumf til tragedie
Historikeren Morten Møller fortæller om sin bog ’Ellen og Adam’, som i 1934 tog til Moskva og blev kurer, mens naboer og kolleger blev henrettet eller sendt i fangelejr. Det er en fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva. Bogen blev i 2014 kåret som Årets historiske bog.
Pharaos klassikere: Myter af Johs.V.Jensen Myter 14: Sommerblæsten
I denne uge vil Karsten Pharao blæse lidt liv i jeres sommerdrømme. Det vil ske med Johannes V. Jensens myte om ”Sommerblæsten”, der bliver personificeret som en ung, stærk knægt, der tumler sig rundt i naturen og også kan drive gæk med menneskene.
Bebop, flamenco, copla, bolero: Silvia Peréz Cruz
Den spanske sanger Silvia Pérez Cruz brugte corona-tiden til at tænke over livet og musikken. Det kom der et overordentligt personligt, intimt nærmest lidt melankolsk album ud af. Bebop, flamenco, copla, bolero kalder Claus Westh fra RadioJazz sin podcastserie.
Foto:den2radio
