Den2Radio - Uge 8 - 2026

Udsendelse d. 14. - 20. februar. 2026

InterMetzo
Var der retfærdighed til, går den korrupte amerikanske præsident med sine bitcoin som ny dollar, konkurs med et brag. Det har Trump prøvet før. Andre hænger som regel på hans fallerede kasinoer, byggeprojekter, universiteter og andre fupforetagender. Så han er parat til lidt af hvert og er jo værnet af præsidentposten. At bitcoins krise fører til atter nye afledningsmanøvrer, som kan friste til en provokeret storkrig eller invasion af Grønland. Hvad i alverden inspirerede forestillingerne om Trump som et frisk pust, at det kun var en naiv venstrefløj der så dommedag lure i dette subindivids egocentriske galskab?  

Radio MB: Cypersikkerhed eller overvågning
Hver dag bliver børn i Europa udsat for seksuelle overgreb – ikke kun i den fysiske verden, men i stigende grad bag skærme, i chatrum og på sociale medier. Ifølge den internationale undersøgelse Into the Light Index 2025 fra Childlight Global Child Safety Institute har omkring ét ud af 15 børn i Vesteuropa – svarende til cirka fem millioner børn – været udsat for voldtægt eller seksuelle overgreb, inden de fyldte 18 år. EU vil bekæmpe seksuelt misbrug af børn med en ny lov, der kan give tech-giganter ansvar for at overvåge private beskeder. Men virker det? Cybersikkerhedsekspert John Foley tvivler – og advarer om, at EU samtidig åbner døren til borgernes mest private kommunikation for de samme virksomheder, der lever af vores data. Redder overvågning børn?

Kunsttimen. Overdiagnosticering
Hvornår har vi postet penge nok i teknologi, der skader mere end den gavner? Screening med tvivlsomme resultater. Jo flere vi screener desto flere overlever, men dødeligheden kan være den samme eller meget tæt på den samme, så hvad har vi opnået? Alt det diskuterer en ny bog af professor John Brandt Brodersen og lektor på Institut for mennesker og teknologi Alexandra Brandt Ryborg Jønsson: ’Snart er vi alle patienter’. Vores egen stræben om rettidig omhu, lægernes hang til ros og politikernes ønske om genvalg - en frygtelig cocktail, der kun vil betyde mere screening og krav om flere penge til noget, der måske reelt kun er bedst for alle andre end borgerne, og som på lang sigt kan køre det offentlige sygehusvæsen i sænk. Det er Kunsttimen i denne uge, hvor Mikael Jensen har inviteret professor John Brodersen i studiet.

Den tyske efterkrigstidsschlager og Tage Baumann
Tage Baumann og den tyske efterkrigstidsschlager med den 3.podcast i den serie. Den handler også om kabinescooter, Folkevogn eller måske endda en Opel Kadett. Den vesttyske schlager i 50’ernes Wirtschaftswunder.

Landbrugsmagasinet: Landmænd ved grænsen 1
Landbrugsmagasinet har genbesøgt en af de landbrugsfamilier, der var en del af Rasmus Blædel Larsens Ph.D.afhandlings vilkår, virkeligheder og vanskeligheder i dansk landbrug fra 2016, og den er faktisk den oprindelige grund til, at den2radio har et Landbrugsmagasin. Dengang var fem familier i det sønderjydske gået sammen om at udvikle en ny form for fælleseje, og i denne podcast fortæller en af ophavsmændene om sit liv som landmand og hvilke overvejelser der lå bag fælleseje-ideen.

Refleksioner: Grisen
Refleksioner -  vores podcast med selvoplevede historier er igen på banen. Peter Zapffe, der både skriver og læser op, reflekterer denne gang over oplevelser på en blaffetur fra Møn til København i 1970èrne. "Grisen" hedder dagens refleksioner.

Pigen med sherifstjernen
I en samtale med Egon Clausen fortæller forfatteren Birgitte Bregnedal om ’Pigen med sherifstjernen’, der er en roman om en lille pige, der oplever sin fars nedtur. Pigen elsker sin far, men faderen der er landmand er i dyb krise. Han sender sin datter ind i den lokale kiosk for at købe øl på klods, og på vej ud af kiosken finder hun en sherifstjerne på trappen. ”Pigen med sherifstjernen” er en barsk og gribende fortælling om det augustdøgn i 1970’erne, der ændrer alt for fars pige på slægtsgården.

Pharaos Klassiske. Min broders levnet 2
I Pharaos Klassikere fortsætter Karsten Pharao sin føljeton. Det er Carl Baggers roman fra 1835, ”Min Broders Levnet”, en fortælling der til dels udspiller sig på Guldalderens Biedermeier-samfunds dystre bagside, som man ikke hørte så meget om i datidens litteratur, som jo helst skulle være smuk og god og opbyggelig. Derfor fik Carl Baggers roman også en krank skæbne, og det fik han i øvrigt også selv. Det er anden del i denne uge.

Internationale danske klassiske solister: Michael Schønwandt
I den2radio's serie med 'Internationale danske klassiske solister' i denne uge møder I den førende danske dirigent, Michael Schønwandt. Sammen med operachef Kasper Holten stod han i spidsen for Den kgl Opera i de 10 første år af 2000 tallet. Siden har han været chefdirigent for Opera og Orchester National de Montpellier i Frankrig og for flere tyske og franske orkestre, og han har meget at fortælle til Kirsten Rønn.

Foto: den2radio