Forelsket i Erik Poulsen
Udsendelse: d.19.-25. november. 2016
Erik Poulsen, født 1928 i Randers, er uddannet på Kunstakademiet 1950-1955 under professor Johannes Bjerg.
Hans naturalistiske skulpturer kan den dag i dag ses rundt omkring i Danmark. En af de markante er figurgruppen “Bellevue” i centrum af Birkerød. (Billedet til venstre).
Erik poulsen blev gift med Tove Køie-Ditlevsen, og ægteskabet varede fra 1954 og til 1979.
De stiftede hjem og fik to sønner i Kunstnerbyen i Hjortekær ved Dyrehaven nord for København. Her fremstillede Erik Poulsen sine skulpturer og Tove underviste i ballet i deres hjem, hvor Erik akkompagnerede på klaver.
De skiltes efter 25 års ægteskab, og Erik Poulsen flyttede da til Langerhuse ved den jyske vestkyst syd for Thyborøn, hvor han fortsatte sit virke som billedhugger.
En årrække efter deres skilsmisse genoptog Tove Køie-Ditlevsen og Erik Poulsen kontakten med ugentlige telefonsamtaler lige til hans død - Erik Poulsen omkom ved en drukneulykke i Vesterhavet tæt på sit hjem i 1999.
Tove Køie-Ditlevsen fortæller om en svunden tid med Erik Poulsen som billedhugger og ægtemand.
Udsendelsen er tilrettelagt af Jens Christian Top.
