Iben Melbye: Klemt 2

Udsendelse d. 25. - 31.januar - 2014

Forfatteren Iben Melbye udsendte sidste år bogen ”Klemt” som er en samling af noveller og artikler fra hele hendes karriere. Hun fyldte 70 sidste år og kunne samtidig fejre 40 års forfatterjubilæum. ”Klemt” er en passende titel, for Iben Melbye har beskæftiget sig meget med de socialt udsatte – hvad enten det har været fængselsfanger, ofre for fanatiske sekter eller udsatte børn og unge. I 2012 udkom en antologi med drømme og visioner under titlen ”117 stemmer”. Bidragene måtte kun fylde en A4-side, så derfor var der plads til så mange. Iben Melbyes lille novelle hedder meget passende ”Vision på hovedet”. I 1991-92 boede Iben Melbye i Berlin mens hun samlede stof til en roman. Hun mødte i den østlige del af Berlin mange mennesker, som havde drømt om et demokratisk DDR, men aldrig forudset at Forbundsrepublikken helt skulle opsluge Øst-Tyskland. På et tidspunkt læste hun en artikel af forfatteren Peter Schneider, der skrev om ”murhundene”, de vagthunde der patruljerede på ”dødsstribe” mellem de to mure, der delte Berlin. Schneider skrev bl.a. ”Ifølge lederen af et dyreværnshjem i Østberlin var murhundene søde og rare dyr med et stort kælebehov efter den kollektive opdragelse, og i øvrigt fuldstændigt utrænede. De kunne ingen ting, ikke engang bide.” Og en nat i 1993 fik Iben Melbye så besøg af sådan en murhund i en drøm. Og endelig skal I høre en julenovelle skrevet til FDF’s blad ”Glimt” i 1995. Den blev senere også trykt i Politiken.