Samf.: 11/7 - 9/11 - 7/1
Udsendelse d.31.januar - 7.februar - 2015
Fire datoer er blandt flere andre mejslet ind i terrorens historie: 11. juli med ortodokse serberes massakre på godt 8.000 muslimske mænd og drenge i Srebrenica – 9. september 2001 i New York, hvor 19 flykaprere fra al Qaeda tog 2.973 mennesker med sig i døden – 22 juli, da højreekstremisten Anders Behring Breivik sprængte og henrettede 77 overvejende unge i Oslo og på Utøya – 7. januar 2015 med islamisters attentat mod satirebladet Charlie Hebdo og drab på fire gidsler i det jødiske kvarter i Paris – Ove Weiss kommenterer.
Torsdag den 8. januar. En af dansk presses bedste kendere af franske forhold, Dan Tschernia, er et halvt døgn forinden landet i Paris efter om mandagen at have taget afsked med 25 år som direktør og redaktionel drivkraft på TV-2 Lorry. I fem år var han kultur- og presseråd ved den danske ambassade i Paris med privatbolig øverst på Det danske Hus på Champs Elysee nær Triumfbuen, med i mere end én forstand suverænt overblik over den franske hovedstad.
Nu sidder han efter midnat og skriver til Altinget som øjenvidne til aftenens demonstrationer på Place de la République, hvor den franske venstrefløj og de socialistiske fagforbund traditionelt demonstrerer. Her og i gaderne omkring samles 30.000 mennesker i sorg og harme over islamistiske terroristers attentat på det venstreorienterede satireblad Charlie Hebdo med 12 dræbte, ti journalister og tegnere – og to politifolk.
Det var timer før, terroren accelererede med drab på en kvindelig politibetjent og fire gidsler i et jødisk supermarked.
Dan Tschernia reflekterer i nattetimen over debatten på TV-kanalerne og avisernes hjemmesider minut for minut og skriver: ”I debatterne nævnes ytringsfriheden som en del af en humanistisk samfundsmodel: Demokrati, tolerance, hensynsfuldhed og ytringsfrihed kan ikke isoleres fra hinanden. Hvad skal vige for hvad? Er den ubetingede ytringsfrihed – herunder retten til at håne og nedværdige andre mennesker – vigtigere end et demokrati præget af menneskelighed og gensidig respekt? Uha: Orker vi at begynde forfra på den diskussion? Eller bør vi måske i kølvandet på onsdagens sindssyge udåd netop genoptage debatten og nuancere den?” spørger han.
7/1 2015 vil indgå i terrorens historie sammen med tre andre massakrer de sidste 20 år: Srebrenica 11/7 1995, Wold Trade Center i New York 9/11 2001 og Oslo og Utøya 22/7 2011. Flere andre terrorhandlinger – bl. a. i London og Madrid – står skarpt i erindringen.
Den 11. juli 1995 og de følgende dage i Srebrenica i det nordvestlige Bosnien dræbte bosnisk-serbiske styrker fra hæren og paramilitære militser over 8.000 muslimske mænd og drenge ned til 13-års alderen. Velsignet af den kristne, ortodokse kirke, som siden søgte at skjule de ansvarlige for Krigsforbryderdomstolen i Haag, blandt dem den bosnisk-serbiske præsident Radovan Karadzic og general Radko Mladic. Dele af den danske højrefløj har siden haft jævnlig kontakt til de to´s højrenationalistiske bagland i Beograd.
Den 11. september 2001 styrede19 flykaprere fra al Qaeda to fly ind i World Trade Centers tvillingetårne i New York, et tredje ind i Pentagon-bygningen, mens et fjerde fly, som formentlig havde kurs mod Washington DC, styrtede ned for inden. Dødstallet var 2.973, og Verden har siden levet i skyggen af nine/eleven med nærmest uoverskuelige politiske og militære konsekvenser: Krigene i Afghanistan og Irak og flere andre steder, stramninger af terrorlovgivningen over alt i verden, også i Danmark, og polarisering af verdensreligionerne. Den organiserede, islamistiske terror vendt mod Vestens levevis og værdier har samtidig ramt mange af verdens 1,6 mia. muslimer – ca. en fjerdel af klodens befolkning – som i visse kredse en bloc gøres ansvarlige for fanatikernes ugerninger; det ses også i flere reaktioner på de ekstreme muslimers massakre på Charlie Hebdo.
Den 22. juli 2011 henrettede højreekstreme Anders Behring Breivik én for én 69 fortrinsvis unge socialdemokrater på norske Utøya efter få timer før at have sprængt otte mennesker i døden i det centrale Oslo . Den tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland var et af målene på Utøya, men hun havde forladt øen kort forinden og undgik samme skæbne som hendes afdøde svenske kollega Olof Palme. Massakren var et terrorangreb på de unges holdninger og dermed ytringsfriheden. Breivik er fremstillet som den ensomme ulv, og rigtigt er det, at hans organisatoriske tilknytning er begrænset til nogle år med lokale tillidshverv i Fremskrittspartiet. Han synes ligeså isoleret fra størstedelen af den norske højrefløj som terroristerne i Paris fra det store flertal af seks-syv millioner moderate muslimer i Frankrig.
I sin øjenvidne-skildring skriver Dan Tschernia også, citat: ”Højrepopulisten, Front Nationals leder, Marine Le Pen, der er en af Frankrigs pt mest populære politikere, fisker i fremmedfrygtens vande. Andre politikere og religiøse ledere fordømmer massakren på det stærkeste, men maner til besindig sorg. Landets præsident taler alvorligt og klogt til befolkningen: Mist ikke besindelsen!”
Under en partilederdebat herhjemme advarede Venstres leder Lars Løkke Rasmussen ligeledes klogt mod at mistænkeliggøre det store flertal af landets 250.000 muslimer, og muslimske organisationer udsendte – selv om de ingen som helst grund har til at forsvare sig i den sag – en fælleserklæring, som i skarpe vendinger fordømte den islamistiske terrorhandling.
Om alle politikere vil vise samme besindighed som Løkke Rasmussen i den valgkamp, som er i fuld gang, er tvivlsomt. En yngre konservativ, som flere medier ubarmhjertigt over for de Konservative kalder ”partiets unge håb”, Rasmus Jarlov, gjorde sig bemærket med følgende, citat: ”Paris-terroren vil sende ”naivisterne” på porten ved folketingsvalget. De partier, som er klar til at stramme op på udlændingepolitikken, vil endnu engang gå frem.”
Med naivister mener han politikere, som ønsker en afbalanceret flygtningepolitik, mens det er uklart, om han blandt de partier, der, som han spår, endnu engang vil gå frem, medregner sit eget, Folketingets mindste, som har tabt valg efter valg og i meningsmålingerne nærmer sig spærregrænsen.
Heller ikke Løkke Rasmussens politiske ordfører, Inger Støjberg, har holdt sig tilbage fra misbrug af tragedien i Paris bl. a. med anklager mod Jyllands-Posten for ikke, som de fleste andre dagblade, at gengive de kontroversielle tegninger fra det franske satireblad. Som om netop den avis skulle have forsømt sine publicistiske forpligtelser i den sammenhæng.
Så der er ingen tvivl om, at Paris-massakren vil blive udnyttet i flygtningedebatten under valgkampen. Der er flere partier, som ikke vil tage ansvaret for de flygtningestrømme, der bl. a. er konsekvensen af Danmarks og Alliancens deltagelse i krigen mod Islamisk Stat, som de selv samme partier har stemt for. Men her er – mindst – to forhold værd at bemærke:
De fleste forsøg på terror-anslag herhjemme mod bl. a. Jyllands-Posten er forberedt uden for landets grænser, bl. a. i USA, Sverige, Norge og Belgien. Flere vil f. eks. huske terroristen Lors Dukaiev med tjetjenske rødder men med bopæl i Belgien, som var ved at sprænge sig selv ihjel på Hotel Jørgensen på hjørnet af Vendersgade og Israels Plads i København og senere blev overmandet i den tilstødende Ørsteds Parken.
Derfor er den internationale og ikke mindst europæiske terrorbekæmpelse afgørende for Danmark med landets selvfølgelige deltagelse både i det retslige- og politimæssige samarbejde – og uden forbehold for en fælles europæisk flygtningepolitik.
Det overflødiggør ikke en stærkere national forebyggelse og bekæmpelse af forsøg på terrorvirksomhed. Til eksempel er det påkrævet med skærpet opmærksomhed omkring Grimshøjmoskéen i Århus, hvis miljø angiveligt inspirerer til radikalisering af unge muslimer. Det skal forhindres, at danske statsborgere drager i krig for Islamisk Stat mod Danmarks militære interesser og ikke mindst, at nogen vender tilbage med krigserfaring anvendelig til terror.
Der foregår i øjeblikket et lovforberedende arbejde for at forhindre denne – skal vi kalde den – pendlen mellem Syrien og Danmark. Det bliver svært at skrive lovteksten, så den overholder internationale konventioner og samtidig sikrer effektiviteten. Men det skal gøres af hensyn til befolkningens tryghed og for at forhindre, at forbryderes handlinger gang på gang skal rejse tvivl om almindelige muslimers loyalitet og integration i samfundet.
