Samf. : Alt ved det gamle
Udsendelse d. 25.april - 1.maj. 2015
For tredje gang inden for de sidste 20 år taler medier og politikere om brud mellem LO-fagbevægelsen og Socialdemokraterne. Men alt er ved det gamle. Denne gang skyldes det, at LO og FTF går ind i valgkampen med en fælles reklamekampagne til 8 mill. kr. Her stiller de to hovedorganisationer en række politiske krav, bl. a. på dagpengeområdet – Men for den socialdemokratiske del af regeringen, som er bundet af sin radikale partner, er det faglige udspil en kærkommen hjælp, og kampagnen har på forhånd været drøftet mellem LO og S-toppen – Ove Weiss analyserer
Det er 20 år siden, Socialdemokraternes og LOs gensidige repræsentation i hinandens kompetente forsamlinger ophørte, det vil sige på kongresser, i hovedbestyrelse og i forretningsudvalg. Dengang erklærede visse partier og medier det historiske samarbejde brudt, med andre ord en tone mindre i, hvad der engang nærmest lyrisk blev kaldt arbejderbevægelsens treklang: Fagbevægelse, parti, kooperation med den sidste klang noget dæmpet gennem flere årtier. I realiteten betød opløsningen af de formelle bånd mellem S og LO ingenting; det tætte samarbejde fortsatte uanfægtet.
Det gjorde det også, efter at LOs økonomiske støtte til det gamle arbejderparti ophørte i 2003 – med samme ophørs-profetier i de samme partier og medier som otte år tidligere. Indtil da havde det f. eks. været almindeligt, at LO betalte 10 kr. pr. medlem til Socialdemokraternes valgkampagne. Men LO er en paraplyorganisation, som alene finansieres af fagforbundene, de store midler ligger i forbundene, og de yder fortsat økonomisk støtte, måske i dag lidt mere jævnt fordelt mellem de tre såkaldte arbejderpartier. Det samme ses lokalt over hele landet, hvor de enkelte fagforeninger efter politisk temperament betaler til både lokal- og landspolitikere, især til de socialdemokratiske af dem.
Den 12. april – på statsminister Helle Thorning-Schmidts 10 års jubilæumsdag som partileder – skrev LO-formanden Harald Børsting og FTFs formand Bente Sorgenfrey så under overskriften ”Sammen skaber vi værdi” en søndagskronik i Berlingske, som igen – for tredje gang på 20 år – fik samme overskrifter frem i samme aviser og samme reaktion fra samme partier: ”Til lykke med jubilæet, Thorning – du har ikke LOs støtte,” lød det i Berlingskes nyhedsdel. ”LO frigør sig helt fra Socialdemokraterne i valgkampen”, skrev Politiken dagen efter. ”Det er noget af en hadegave til Thorning,” sagde Venstres næstformand Kristian Jensen, mens Venstreformanden på Jensens nåde, Lars Løkke Rasmussen, filosoferede med dette udbytte – citat: ”Fagbevægelsen repræsenterer det arbejdende danske folk og har på meget lange strækninger sammenfaldende interesser med Venstre” – citat slut.
Kronikken indeholder en række faglige/politiske mærkesager, som de to hovedorganisationer lancerer i en landsdækkende reklamekampagne til 8 mill. kr., tilpasset det forestående folketingsvalg. Her kræver de bl. a. en ny offentlig investeringsplan for nye job for at opveje det massive tab af arbejdspladser, øget indsats mod social dumping, investeringer i et bedre arbejdsmiljø, flere midler til at løfte ufaglærte til faglært niveau og – ikke mindst –velfærd ved en ”fortsat vækst i den offentlige sektor”. Venstres statsministerkandidat har ikke efterfølgende kommenteret, om det er det sidste punkt, han synes er sammenfaldende med hans bebudede nul-vækstregering.
For regeringen, og især den socialdemokratiske del af den, er det fælles LO-FTF valgudspil en kærkommen hjælp i dens trængte situation, og udspillet har på forhånd været drøftet mellem LO og S-toppen. Dels bliver kampagnen med inddragelse af den voksende funktionærgruppe betydeligt bredere end en traditionel LO-kampagne ville være, dels får budskaberne fra de to store hovedorganisationer større vægt, end hvis udspillet på traditionel vis kom fra regeringen midt i valgkampen. Og endelig løser LO-FTF-initiativet også interne problemer mellem regeringspartierne; de to faglige organisationer siger flere ting, som Socialdemokraterne er tvunget til at gå stille med af hensyn til den radikale regeringspartner.
Og skulle nogen være i tvivl om den side af lønmodtagernes fælles støtte-aktion, så blev den – altså tvivlen – formentlig bortvejret to dage senere, da LO-FTF lancerede ni principper for et nyt dagpengesystem, der til en vis grad bringer Socialdemokraterne ud af den kattepine, som dagpengesagen – og dertil hørende Radikale Venstre – har sat dem i gennem hele regeringsforløbet.
Det centrale af de ni punkter er forslaget om, at højest 4.000 årligt – mod, som det sker i dag, omkring 14.000 – må miste retten til dagpenge. Lad det så blive vanskeligt for en kommende regering – uanset farve – at leve op til den hensigtserklæring, som den vist må kaldes, under lavkonjunkturer; Børsting og Sorgenfrey bidrager nemlig ikke med idéer til finansieringen. Men forslaget løfter i hvert fald midlertidigt – og det vil sige i valgkampen – noget af byrden fra Thorning-Schmidt, som hidtil alene har måttet henvise til resultatet af dagpenge-kommissionens arbejde engang til efteråret, altså til efter valget. Nu kan S-kandidaterne med henvisning til LO-FTF-udspillet antyde, hvad de mener vil være et passende niveau.
Et andet vigtigt punkt er optjeningen og genoptjeningen af dagpengeretten. Den tidligere VK-regering, støttet af de Radikale og Dansk Folkeparti, fordoblede genoptjeningsperioden fra et halvt til et helt år. LO-FTF foreslår, at kortvarigt arbejde og deltidsansættelse gøres attraktivt, ved f. eks., at to måneders arbejde lægger fire måneder til genoptjeningsperioden.
Enhedslisten og SF – som ikke mere er bundet af de Radikale og regeringsansvaret – støtter fagbevægelsens krav, mens den radikale gruppeformand Camilla Hersom ikke overraskende er forbeholden. Hun finder forholdet mellem den nuværende optjeningsperiode – altså det hele år – og ydelsesperioden – altså den halverede fra fire til to år – rimeligt.
Nok så interessant er reaktionen hos Socialdemokraternes arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Lennart Damsbo-Andersen. Han vil, som han siger, ikke forholde sig til de konkrete forslag, men et lettelsens suk lyder gennem disse linjer: ”Jeg synes, det er befriende, at fagbevægelsen kommer med de her bud. Det system, vi har, fungerer ikke efter hensigten,” siger han. Og forleden fik han støtte fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som talte på SFs landsmøde i FalkonerCentret på Frederiksberg.
Allervigtigst for de to hovedorganisationer og ikke mindst for det pressede statsministerparti er, at en måling, foretaget af Epinion, viser, at 71 pct. mener, det skal gøres lettere at genoptjene retten til dagpenge, og 64 pct. ønsker et nyt dagpengesystem, så færre mister retten til dagpenge.
Nu skal ingen tro, at de to fælles udspil alene er beregnet til LO- og FTF- medlemmernes bedste og regeringens redning. Især styrker LO sin position gennem samarbejdet med FTF – i hvert fald blandt flertallet af fagforbundene, måske med 3F blandt undtagelserne. De sidste 10 år har LO mistet 330.000 medlemmer, især på grund af den ændrede uddannelsesstruktur, som til gengæld har styrket FTF, så de to nu tilsammen har halvanden million medlemmer.
Både kronikken og reklamekampagnen er et varsel om en – nogen siger ligefrem – snarlig fusion af LO og FTF, som også med deres initiativer ønsker at placere fagbevægelsen stærkere i politisk sammenhæng. I mange år har de faglige ledere været sjældne gæster på avisernes forsider, i hvert fald i politiske anliggende, de har været henvist lyserøde erhvervssider som et nødvendigt tilbehør. Men for LO betyder det ikke partipolitisk tilnærmelse til det blå alternativ trods ønsket om, som det hedder i både LO og FTF ”samarbejde med den til enhver tid siddende regering”. – Alt er såmænd ved det gamle.
