Samf.: Backbencheren i forreste række
Udsendelse d. 22 - 28.august. 2015
Der går en chokbølge gennem det gamle britiske arbejderparti Labour. Backbencheren Jeremy Corbyn, som år efter år sætter rekord i afvigelser fra den officielle partilinje, fører ifølge meningsmålingerne i kampen om at blive Labours nye leder og dermed bud på premierministerposten. – Ove Weiss analyserer og tegner et – også personligt – portræt af den 66-årige rebel, som synes at appellere til mange, som er trætte af de unge karrierebevidste såkaldte ”oxbridge-politikere”, uddannet i Oxford eller Cambridge. Imens gnider de Konservative sig i hænderne ved tanken om, at Corbyn vil blokere for Labours tilbagevenden til Downing Street nr. 10.
Torsdag den 7. maj, fem timer før de britiske valglokaler lukker, kommer en sidste mail-appel fra Labours hovedkvarter med spørgsmål og indbygget svar til partiets trofaste støtter: ”Hvad er værre end fem timer mere med Torierne? Svaret lyder: ”Fem år mere!” Nøjagtig et døgn senere indløber denne mail fra Labours slagne premierminister-kandidat Ed Miliband: ”Jeg er dybt berørt over det nederlag, vi har lidt. Bliv ved med at kæmpe. Jeg vil aldrig opgive vores kamp,” skrev han.
I samme time opgav Miliband selv at kæmpe for formandsposten i sit parti! En chokbølge gik gennem det britiske socialdemokrati, som med meningsmålingerne i ryggen havde set sin genkomst i Downing Street nr. 10. Labour mistede 26 mandater og blev nærmest udraderet i Scotland, hvor det venstreorienterede nationalistparti satte sig på 56 af Scotlands 59 mandater. Med 232 pladser i Underhuset ligger Labour næsten hundrede stemmer efter David Cameron og de Konservatives 331 mandater.
Som om denne valgrystelse ikke var nok, rives der nu igen i det gamle arbejderpartis nervetråde. Selv om Ed Miliband blev beskyldt for at være for venstredrejet (med støtte fra fagbevægelsen slog han i sin tid storebror David i kampen om formandsposten), dukker nu en ægte venstresocialdemokrat op fra de bageste rækker. Backbencheren Jeremy Corbyn har meldt sit kandidatur som ny leder af Labour, og han ligger solidt i meningsmålingerne før urafstemningen med 42 pct. foran udfordrere som tidl. sundhedsminister Andy Burnham med 26 pct., tidl. justitsminister Yvette Cooper med 20 pct. og MP´eren Liz Kendall med 11 pct.
År efter år har Corbyn været den Labour-politiker, som flest gange har stemt imod den officielle partilinje, alene i perioden 2005 til 2010 blev det til 238 gange, eller 25 pct. af samtlige afstemninger, hver gang efter skarpe advarsler fra parlamentsgruppens indpisker.
Jeremy Corbyn med en fortid i fagbevægelsen, blandt andet som administrator i de offentligt ansattes forbund og før da hos textil- og beklædningsarbejderne, har fra sine helt unge år været engageret i en række folkelige bevægelser, f. eks. i kampagnen mod Apartheid i Sydafrika, han er fremtrædende medlem af Amnesty International og førte an i kampen mod den chilenske diktator Augusto Pinochet, som i en periode fik ophold i Storbritannien. Han talte dunder mod krigen i Irak, og som ganske ungt parlamentsmedlem vakte han i 1984 opsigt ved at invitere lederen af nordirske Sinn Fein, Gerry Adams, til London.
Labour er, hvad der i politiker-sprog kaldes et ”bredt favnende parti”, det skyldes bl. a. valgsystemet, der ikke giver nye partier, og slet ikke mindre partier, mange parlamentariske muligheder. Skulle man driste sig til dansk sammenligning, ville nogen nok placere Jeremy Corbyn i Enhedslisten, måske ligefrem på EL-hovedbestyrelsens yderste venstre flanke. Men så enkelt er det ikke. Corbyn er f. eks. tilhænger af EU-medlemskabet, men ønsker et mere socialt betonet fællesskab. Han er for ottende gang, senest med 62 pct. af stemmerne, valgt i London-bydelen Islington, hvis High Street nærmest emmer af middelklasse. Han viderefører snarere traditionen fra bevanitterne, opkaldt efter den walisiske minearbejderleder og Labour-politiker Bevan, der som sundhedsminister lige efter krigen nationaliserede og revolutionerede det britiske sundhedsvæsen. Men det vender vi tilbage til.
Jeremy Corbyn er, hvor selvmodsigende det kan lyde i forhold til hans meritter, ingen egentlig ophvirvler men ganske jordbunden, en politiker, som siger, hvad han mener og tager konsekvenserne. Han ses tilsyneladende og ikke mindst af unge vælgere som et velgørende alternativ til de karrierepolitikere med akademisk baggrund, som de senere år har domineret europæiske socialdemokratier, og ikke mindst Labour. I Storbritannien tales med en vis modvilje om ”oxbridge-politikerne”, altså de MP´ere, som er uddannet enten i Oxford eller Cambridge, og det er alle Corbyns udfordrere.
En eftermiddag i slutningen af Tony Blair-epoken sidder vi i en af Underhusets 13 restauranter, eller her mere dækkende en thesalon, for Jeremy Corbyn sætter pris på danish pasteries, så der er wienerbrød på bordet. Så siger han pludselig: ”Hvis nu Tony Blair stak hoved ind ad døren derhenne, ville han straks lade blikket feje hen over bordene for at se, om der er nogen af betydning, som det er værd at sætte sig sammen med. Er der ikke det, lukker han straks døren bag sig.”
Uvilkårligt må man mindes arbejderdigteren Oskar Hansens digt ”Rigtig placering”, hvor et af versene lyder:
Jeg har fulgt ham gennem adskillige år – ak ja.
Tiderne rinder og årene går –
Han steg opad og opad og nu er han stor
for han placered sig altid ved det rigtige bord
Svaret fra Tony Blair på Corbyns formandskandidatur er faldet prompte. Han siger, at de Labour-medlemmer, der stemmer på Corbyn ”af hjertet” burde få en hjertetransplantation.
Borgerlige kredse jubler ligefrem ved tanken om, at Corbyn skulle blive den nye udfordrer til premierministerposten. Klassiske konservative The Daily Telegraph opfordrer ligefrem sine læserne til at melde sig ind i Labour og stemme på venstrefløjskandidaten. Avisen tilskriver ikke Corbyn en kinamands chance for at bringe Labour tilbage i regeringsposition.
Selv siger Corbyn, citat: ”Folk på tværs af klasseskel vil støtte op om kvalitetsydelser, offentlig investering og overkommelige boligpriser, og et Storbritannien med ligelig fordelt rigdom.”
Men noget tyder på, at de foruroligede Labour-folk og forhåbningsfulde konservative får ret, hvis Corbyn skulle nå så langt at blive Labours bud på en ny premierminister. Sporene fra hans forgængere med samme klare politiske holdninger skræmmer, når det gælder folkelig tilslutning. Den skarpe London-intellektuelle Michael Foot, som efterfulgte Bevan i valgkredsen i Wales, hvor han i øvrigt, som det sig hør og bør i engelsk politik, også havde et hus, var højt respekteret og i en periode formand for Underhuset og næstformand i Labour. Men da han i 1980 blev valgt som partiets leder, gik det rivende galt; han tabte tre år senere med et brag til den nyopdukkede jernlady Margareth Thatcher og banede vejen for thatcherismen, som blandt meget andet på det nærmeste slog benene væk under den britiske fagbevægelse.
Michael Foot trak sig øjeblikkeligt fra formandsposten og blev afløst af den dengang venstreorienterede Neil Kinnock, opvokset i minearbejder-miljøet i Wales og uddannet ved universitetet i Cardiff. Men heller ikke han formåede at bane vejen til regeringsmagten og Downing Street, tværtimod sluttede ørkenvandringen først med Tony Blairs og New Labours ”Tredje vej”.
Man kan så spørge, om den nu 66-årige Corbyn selv tror på en lykkelig udgang, hvis han skulle blive valgt som ny Labour-formand. Man kan i hvert fald gisne om, at han også selv vil være betænkelig og snarere ser sin foreløbig succes i meningsmålingerne som et meget klart signal til en kommende formand om i fremtiden at tage større hensyn til venstrefløjen og ikke se den over hovedet med samme arrogance, som Tony Blair gjorde.
For den tilsyneladende medvind til venstrefløjs-kandidaten er yderligere bemærkelsesværdig af valgtekniske grunde. Tidligere brugte Labour et valgmandssystem. Medlemmerne af Underhuset og EU-Parlamentet udgjorde en tredjedel af stemmerne, sympatiserende organisationer, bl. a. fagforeningerne, en anden tredjedel, mens menige medlemmer fik den sidste tredjedel.
Nu er der indført et nyt valgsystem med urafstemning, hvor hvert medlem og sympatisør har én stemme, altså samme princip som urafstemningen i det danske socialdemokrati, hvor der ikke er tale om, at organisationer og andre får kollektiv stemmevægt. Det gør Corbyns førerposition endnu mere interessant, for umiddelbart kunne man forestille sig, at hans høje procenttal skyldes massiv tilslutning fra især fagbevægelsen. Men hans popularitet bygger altså på det enkelte medlem i Labours bagland. Og det er tankevækkende, især for hans udfordrere.
Urafstemningen slutter 10. september, og resultatet offentliggøres to dage senere.
