Samf.: Camre-partiet
Udsendelse d. 15. - 21.november - 2014
Da Sveriges konservative ved rigsdagsvalget i 2010 for anden gang i træk erobrede statsministerposten, fravristede de med moralens stærke arm endegyldigt Sossarne den monopollignende status som pater familias i Folkhemmet. Moderaternes Fredrik Reinfeldt havde let spil mod Socialdemokraternes daværende statsministerkandidat Mona Sahlin, hvis manglende evne til at skelne offentlig økonomi fra sin private husholdning blev afsløret allerede i fagministertiden, hvor hun med ministeriets kreditkort bl. a. købte tøj og lejede bil for 50.000 kr. Undskyldningen lød på sjusk, for, som hun sagde, ”mit private kreditkort ligner ministeriets”. Og så bagatelliserede hun misbruget med ordene: ”Jeg købte to Toblerone, bleer og cigaretter.” Det skulle hun ikke have gjort, for her leverede hun stikordet til en intens borgerlig modkampagne under overskriften ”Toblerone-økonomien”. Socialdemokratiet fik sit ringeste valgresultat i 100 år, og Mona Sahlin måtte gå af som partileder. Først her i efteråret rykkede hendes parti, om end for nedsat kraft, igen ind i statsministerkontoret i historiske Rosenbad i Stockholms centrum.
Mona Sahlins misbrug minder på mange måder om Lars Løkke Rasmussens gennem flere årtier. I 2008 blev det afsløret, at han som amtsborgmester i daværende Frederiksborg amt og senere som indenrigs- og sundhedsminister havde rod i bilagene for bl. a. køb af cigaretter, restaurationsbesøg og hotelophold. Han og Venstre måtte tilbagebetale 20.000 kr. Senere kom det frem, at han som formand for den grønne organisation GGGI, som støttes af danske bistandsmillioner til verdens allerfattigste, alene i 2012 havde brugt en million kroner til flyture på luksusklasse, til dyre hoteller og skinnende limousiner. Fra december 2010 til september 2011 blev han ekviperet fra inderst til yderst for 152.000 kr., betalt af Venstres landsorganisation, og dermed også af skatteyderne, som bidrager til driften af Danmarks liberale Parti med 25 millioner statskroner årligt.
Men dermed hører sammenligningen med Mona Sahlin op. For mens hun blev stødt ud i mørket, skinner rampelyset fortsat på Løkke Rasmussen, som er det borgerlige Danmarks bedste bud på statsministerposten, tilsyneladende med gode muligheder for at vende tilbage til Spejlsalen. For selv om mange i oppositionen ifølge dags-debatten floves over deres førstemands karakterbrist, synes højresidens værdipolitik, som den selv definerer, at veje tungere. Venstre har i meningsmålingerne genindtaget positionen som landets største parti, en 1. plads, som Socialdemokraterne for blot får år siden tog som en selvfølge, men som er sat over styr under Helle Thorning-Schmidts ledelse gennem årtiet. Centrum-venstres forsøg på at udnytte Lars Løkke Rasmussens misbrug af offentlige midler til personlig pleje har ikke båret frugt, i hvert fald ikke af den lavthængende slags, som kan nås af vælgerne.
Men hvad gemmer der sig så under overfladen på blå bloks værdipolitik?
Selv om Danmarks og Sveriges partistrukturer minder en del om hinanden, er der er en afgrundsdyb forskel på de to landes reaktion overfor det højreradikale miljø. Reinfeldt kunne have fortsat i Rosenbad, hvis han ikke havde afvist samarbejde med Dansk Folkepartis søsterparti SverigeDemokraterne, hvis fremgang i øvrigt nu synes indkapslet. Seneste meningsmåling giver partiet en tilslutning på 12,7 pct., samme resultat som ved valget i september. Flere danske politikeres og mediers forudsigelser om yderligere, nærmest eksplosiv, tilslutning til det svenske højreparti efter rigsdagsvalget er tilsyneladende gjort til skamme.
Anderledes herhjemme med Lars Løkke Rasmussen. Han kan med sindsro notere en behersket tilbagegang for Venstre, for det opvejes rigeligt af Dansk Folkepartis solide fremgang til tæt ved hver femte vælger. Og det er afgørende for differencen på en halv snes procentpoints mellem rød og blå blok. Det skyldes ikke mindst Socialdemokraternes angst for at gå i klinch med DF i forestillingen om, at det ville støde potentielle vælgergrupper. Det nedslående resultat af strategien har tilsyneladende ikke ført til selvransagelse, bortset fra visse tendenser i forbindelse med det nylige skifte på justitsministerposten.
Statsministerpartiet har ganske vist de seneste par år udsendt kataloger over Dansk Folkepartis ufinansierede krav for op mod 170 mia. kr., bl. a. med genbrug utallige gange af foreslåede besparelser på u-landsbudgettet. Sideløbende har man også med henvisning til, at DF bl. a. er arkitekten bag halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af optjeningsperioden, søgt at udstille partiets egentlige social- og arbejdsmarkedspolitik. Alt sammen uden større effekt.
Men så skete der forleden noget, som i hvert fald tidligere øjeblikkeligt ville have fået parti- og pressesekretariaterne i centrum-venstre-partierne til at reagere og afsløre Dansk Folkeparti bag facaden – sandsynligvis i landsdækkende annoncer, og måske – hvem ved? – ligefrem under overskriften Camre-partiet . For den fremtrædende DF-politiker Mogens Camre mistænkeliggjorde på Facebook et indslag i TV-Avisen, fordi, citat ”en journalist, som ser ud til at stamme fra Mellemøsten, interviewer en integrationsminister, som er inder… Folk fra fremmede kulturer bestemmer, hvad der skal ske med dette land,” skrev han.
Berlingske har med bl. a. Infomedia, sit eget arkiv og Google som kilder gravet 30 Camre-udtalelser frem. Her fem eksempler:
Fra Nyhedsavisen 2007, citat: ”Det er nogle hjernevaskede små stakler, som går med tørklæder. Skik følge eller land fly.”
Fra Camres talemanuskript på DFs årsmøde 2001, citat: ”Alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne – nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel.”
Fra årsmødetale 2002, citat: ”Den egentlige årsag til den store arbejdsløshed blandt muslimerne er, at disse mennesker stammer fra en kultur, der slet ikke arbejder som vi, og hvor det er forbundet med prestige slet ikke at bestille noget.”
Fra Kristeligt Dagblad 2006, citat: ”Forestillingen om ”fornuftige muslimer”, der støtter demokrati og menneskerettigheder, er en illusion.”
Fra Twitter 2014, citat: ”Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.”
Med de synspunkter har Mogens Camre gennem mange år – uanfægtet af partiledelsen – repræsenteret Dansk Folkeparti i EU-Parlamentet og er nu medlem af Gladsaxe kommunalbestyrelse. DFs partisekretær Poul Lindholm Nielsen eksekverer årligt adskillige eksklusioner af menige medlemmer, som taler partitoppen imod, følsomheden er stor i det øverste lag. Men efter Camres udtalelse om de to – må man forstå – fejlfarvede i TV-Avisen – det var den radikale social- og integrationsminister Manu Sareen og intervieweren Erkan Özden – var partisekretærens korte kommentar: ”Jeg har ikke nogen holdning til sagen.” Som de øvrige topfolk ønsker han ikke offentlig debat om partiets inderste væsen. De vælger at tie – og samtykke.
Men hvorfor er de så tavse, når de dybest set er enige med ham, og når Camre gang på gang får applaus fra de delegerede på partiets landsmøder? Det er de, fordi de er rystende bange for, at Camres ukontrollerede fanatisme får deres ønskede billede af Dansk Folkeparti som et moderat parti til at krakelere til fordel for billedet af Camre-partiet. Flertallet af DFs vælgere er ikke racister men forskrækkes, når de ser ned i dybet af had mod fremmede, som giver dem mindelser om historiske begivenheder, også uden for Europa.
En nylig undersøgelse af befolkningens holdning til syriske flygtninge viser, at en tredjedel af befolkningen ønsker stramninger på nationalt plan, mens kun en ud af syv i lokalområdet vender ryggen til flygtningene. Det er i modsætning til, hvad den offentlige debat kan give indtryk af, kun et mindretal, der betragter flygtninge i nød som uønskede gæster.
