Samf.: De skandinaviske højrenationalister
Udsendelse d. 29.august - 4.september. 2015
Få dage efter, at Sveriges statsminister Stefan Löfven åbnede den politiske sæson, gjorde en ny meningsmåling Sverigedemokraterne til landets største parti. Det rejser igen spørgsmålet, om det er klogt at isolere det højrenationalistiske parti uden for enhver indflydelse. Under alle omstændigheder vil partiet indgå i en interskandinavisk sammenligning med norske Fremskrittspartiet, som er blevet halveret p. gr. a. regeringsdeltagelsen, og Dansk Folkeparti, som spiller dobbeltrollen som opposition og støtteparti på samme tid – Ove Weiss kommenterer fra Stockholm, hvor Stefan Löfven sagde:”Volden følger i fattigdommens spor”. Det står i kontrast til den danske regering, hvis middel er højere straffe – og lavere ydelser til flygtningene og deres børn.
Sveriges socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven åbnede forleden den politiske sæson, ikke sådan officielt i parlamentet, men i en stor tale i Vasaparken i centrale Stockholm. Hen på høsten kommer slaget i Riksdagen om den rød-grønne regerings første selvstændige finanslov. Hidtil har Löfven-regeringen været forpligtet af de fire borgerlige alliance-partier, som tabte regeringsmagten sidste år, men som med den omdiskuterede ”decemberaftale” bandt deres efterfølgere, Sossarne og Miljøpartiets grønne, til finansloven for i år. Det er samme aftale, som samler syv partier fra opposition og regering i fælles front mod det ottende og nyeste parti, højrenationalistiske Sverigedemokraterne (SD), som ved valget fik 12,9 pct. af stemmerne, men som med aftalen i december er skubbet ud i kulden og frataget enhver politisk indflydelse.
Men talen i Vasaparken var præget af meget andet end næste års finanslov, som i øvrigt også ifølge aftalen kræver konsensus. Dagen forinden offentliggjorde Aftonbladet, som ejes af norske Schibsted og svensk LO, en undersøgelse af vælgernes prioritering af politiske emner. Her topper flygtninge-indvandrer spørgsmålet og beskæftigelsen med hver 30 pct. For De Grønne må det være et problem, at miljøet står tredje nederst af 13 emner med kun 10 pct. Skatten, som Løkke Rasmussen og hans parlamentariske støtteben gjorde til et af hovedemnerne i valgkampen, anser kun 10 pct. af de svenske vælgere som et væsentligt spørgsmål.
Med vælgernes topprioritering af flygtninge og indvandrere kan det ved første blik ikke undre, at en YouGov- meningsmåling få dage efter Löfven-talen for første gang gør Sverigedemokraterne til landets største parti med 25,2 pct. af vælgerne efterfulgt af Socialdemokraterne og det tidligere konservative statsministerparti Moderaterne med henholdsvis 23,4 og 21 pct. Sverigedemokraterne har trods flere voldelige diskriminationssager mod fremtrædende SD´ere haft medvind siden valget, formentlig p. gr. a. udlændingepolitiken, som er meget lempeligt forvaltet hinsidan. Det skal dog siges, at Sverigedemokraterne generelt ligger højere hos YouGov end hos andre institutter. Målingen er foretaget på internettet, baseret på svar fra 1527 personer i et såkaldt ”selvrekrutterende panel”, som er en metode, der møder kraftig kritik fra flere valgforskere.
I ”Svensk välgeropinion”, som samler resultaterne fra landets fem største opinionsinstitutter, lå Sverigedemokraterne i juni på 16,4 pct., mens procenttallet hos YouGov i samme måned var helt oppe på 22,1 pct.
Alligevel er det indlysende, at Sverigedemokraternes medvind øger tvivlen, om det såkaldte establishment´s strategi over for højrenationalisterne er holdbar, eller om isolationen giver bagslag. Der er saglig grund til sammenligning med SDs og Dansk Folkepartis norske søsterparti, Fremskrittspartiet, som er mere end halveret efter at være gået under ansvarets åg i Høyre-regeringen for to år siden med lederen Siv Jensen på finansministerposten.
Også Dansk Folkeparti vil i de kommende måneder indgå i interskandinavisk sammenligning som en tredje udgave af højrebølgen. Dansk Folkeparti turde ikke som landets største borgerlige parti med 37 mandater tage regeringsansvar, men vil i stedet være opposition og regeringsstøtte på samme tid, en dobbeltrolle, som er velkendt i dansk politik. Om det lykkes, vil for alvor vise sig under finanslovsforhandlingerne, men allerede nu er der tegn på, at partiet trods tilkastede lunser som i VK-regeringernes dage vil komme i vanskeligheder i flere af partiets påståede mærkesager: ældre- og sundhedspolitikken, som det allerede er sket i regeringens aftaler med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Det sker også på flere og flere arbejdsmarkedspolitiske områder, herunder manglende bekæmpelse af social dumping – for ikke at glemme DFs forsøg på at fralægge sig ansvaret for den arbejdsmarkedsreform, som partiet selv har opfundet. Og som næppe løses med dagpengekommissionens rapport.
Men ironisk nok kan den ellers umiddelbare vindersag – udlændingepolitikken – vokse til det største problem for både regeringen og Dansk Folkeparti, når det viser sig, at blå bloks mange løfter om effektive stramninger ikke indfries, at Løkke Rasmussen ikke er i stand til at dæmme op for det voksende flygtningepres, at han ikke som krævet af Dansk Folkeparti tør ignorere internationale konventioner, og at integrationsminister Inger Støjbergs skræmmekampagne i udenlandske medier er uden betydning og først og fremmest har været tænkt til indenrigsbrug, finansieret af skatteyderne.
Flygtningepresset vil fremme forståelsen for, at EU er den nødvendige krumtap til fordeling af flygtningene, og sammen med optakten til folkeafstemningen om retsforbeholdet vil det yderligere skabe gnidninger internt i regeringens parlamentariske grundlag, uden at man skal forvente en egentlig regeringskrise på denne side nytår. Til gengæld vil presset skærpe Dansk Folkepartis retorik, og selv om der for længst er gået inflation i den forråede tone på sociale medier, vil det tære på såkaldte ”pæne borgerlige kredses” tålmodighed. Partitoppen har som vanligt slået ring om Mogens Camre efter hans racismedom for generel sammenligning af muslimer med nazister, fra DF-baglandet lyder krav om krigsskibes indsats mod de druknende i Middelhavet, og MF´eren Martin Henriksen, som Venstre i sin mandatmæssige afmagt har accepteret som formand for Folketingets integrationsudvalg, kræver behørig afstand mellem børnehaver og flygtninge, med sidstnævnte som forventet smittekilde.
I sin tale i Vasaparken sagde Stefan Löfven også noget, som viser, at ikke kun smalle Øresund skiller de to nordiske broderfolk: ” Volden følger i fattigdommens spor”, sagde han i forsøg på at forklare den tiltagende kriminalitet, ikke mindst i Gøteborg- og Malmøområderne.
I Danmark har regeringen den modsatte opfattelse, her lyder svaret højere straffe og lavere ydelser. Ifølge beregninger fortaget af AE-Rådet, landets ældste økonomiske tænketank, vil regeringens nye integrationsydelse bringe flygtningene langt under fattigdomsgrænsen, fra 7oo kr. under grænsen til mindst 7.000 kr. under – om måneden. Særlig hårdt rammes flygtningefamilier med børn. Som udgangspunkt har de nemlig ikke krav på børnechecken. Først efter et halvt år har de optjent retten til 25 pct. , efter et år til halvdelen og efter to år til det fulde beløb, som afhængigt af barnets alder ligger på mellem 11.000 og 18.000 kr. årligt.
Hvad er så konsekvensen? En ekspertgruppe, nedsat af Københavns kommune til forebyggelse af radikalisering, har netop udsendt en rapport. Gruppens formand, den anerkendte svenske terrorforsker, Magnus Ranstorp, siger om fattigdommens følger: ”Jo sværere, forældrene har ved at håndtere forældrerollen, jo mere udsatte bliver børnene, og jo mere sårbare kan de blive for kriminalitet og for nogle også radikalisering.”
Med en omskrivning af Tove Ditlevsen: Man gør børn fortræd. Men hvad gør det ved regeringen? Foreløbig er den reelt fredet med folkeafstemningen 3. december. Derefter er alt muligt. Den seneste smalle Venstre-regering 1973-75 under Poul Hartling overlevede i 14 måneder.
