Samf.: Den pragmatiske venstrefløj
Udsendelse d.29.nov.- 5.dec. - 2014
Skulle nogen være i tvivl, vil de altid kunne kende en pragmatisk politiker på klichéen ”Så længe vi ikke har 90 mandater…” Ord, som ofte rummer undskyldningen for, at teksten i partiprogrammet ikke følges, eller nok så påtrængende, at løfterne før valget svigtes dagen efter valget. Helt naturligt er det især politikere fra større partier som griber til forklaringen, når regeringer dannes og kompromiser indgås. Men også mindre partier med parlamentarisk indflydelse søger den udvej; de Radikale er gengangerne i denne sproglige disciplin.
Allersenest er vendingen såmænd også sluppet ud af munden på Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt Nielsen, da hun sammen med sine tre forligspartier – S, R og SF – præsenterede finansloven for 2015, ”Vi har ikke selv 90 mandater,” som hun sagde. Og det er jo rigtigt, at der er langt fra Enhedslistens 12 medlemmer til flertalskravets 90, også selv om partiet formentlig får flere MF´ere ved det kommende valg. Om der så ligefrem er grund til en indpakket undskyldning fra EL for forligets indhold er en anden sag, som vi vender tilbage til.
I hvert fald er der påfaldende forskel på Enhedslistens ageren i år og under finanslovsforhandlingerne sidste år, som strandede på Enhedslistens krav om flere badedage til pensionister. Og der er en verden til forskel i koreografien ved et tidligere forlig, hvor EL trods deltagelse var så forbitret, at partiets forhandlere udeblev fra den fælles præsentation – og så til dette års pressemøde foran finansministerens dør, tilpasset TV-nyhedernes sendetider. Her stod alle fire hovedforhandlere, inklusive Johanne Schmidt Nielsen, smilende skulder ved skulder med løjtnanterne linet op bagved med mere alvorlige miner, som det sig hør og bør, når betydningsfulde folk træffer betydningsfulde beslutninger.
Reaktionen i venstrefløjens bagland har været moderat i betragtning af Enhedslistens pragmatiske tilgang til finanslovsforhandlingerne. Her bruges med vilje ikke udtrykket reformistiske tilgang, dels fordi finansloven er statens husholdningsbudget uden væsentlige reformer, dels fordi reformisme er et skældsord i de kredse, og sådan skal det heller ikke misforstås.
Men en af fløjens mere kompetente iagttagere Lars Trier Mogensen mente dog, at venstrefløjen har solgt sig selv historisk billigt og tilføjede i dagbladet Information – citat, ”at Enhedslisten og SF kun har tilkæmpet sig småbeløb og sognerådsagtig symbolpolitik.” Så hvis man troede, at hans overskrift ”Rød finanslov ligner et blålys” kun var forsøg på et sprogligt raffinement med farvernes modstilling, tog man fejl. Mogensens kritik var lutter alvor!
Om den også er dækkende er en anden sag. Overordnet ville et sammenbrud i forhandlingerne mellem venstrefløjen og regeringen have ført til folketingsvalg inden jul. Socialdemokraternes skræmte folketingsgruppe ville med støtte i baglandet ikke have accepteret en ny blåskimlet finanslov i sidste runde inden mødet med vælgerne – og den borgerlige opposition ville øjeblikkelig slå til for valg med en aktuel føring i meningsmålingerne på en halv snes procentpoints. Det havde bl. a. betydet, at fradraget for fagforeningskontingenter, som VK-regeringen i sin tid halverede fra 6.000 til 3.000 kr. årligt med støtte fra det såkaldte arbejderparti DF, formentlig ikke var blevet ført tilbage til det oprindelige niveau.
Konsekvenserne af et forlis gælder også flere andre forhold, hvis betydning – når nu proportionerne skal holdes – kan måle sig med antallet af badedage, uden at renlighed og velvære skal forklejnes:
Det er rigtigt, at dagpengereformen, som var Dansk Folkepartis idé med halvering af dagpengeperioden fra fire til to år og fordobling af genoptjeningsperioden fra 26 til 52 måneder, ikke lykkedes p. gr. a. modstand fra Radikale Venstre, hvis slogan efter forliget ellers lyder ”Det handler om mennesker – ikke vælgere”. Den udgang stod klart allerede før finanslovsforliget med afstemningen om arbejdsmarkedsreformen i Folketinget, hvor venstrefløjens forslag om tilbageføring af reformen til før Dansk Folkepartis kreative udfoldelser kun fik 32 stemmer, inklusive DF, som venstrefløjen dermed noget overraskende var med til at legitimere.
Til gengæld sikrede venstrefløjens pres en ny ikke ubetydelig lap på det efterhånden slidte dagpengesystem. Der indføres en ny ydelse på kontanthjælpsniveau for dem, der står til at falde ud af systemet. Den erstatter arbejdsmarkedsydelsen og udbetales i op til et år, når retten til dagpenge er opbrugt, så den offentlige forsørgelse reelt er sikret i tre år. Nøjsomt kan man hævde, men en evt. ny regering af partierne bag dagpengeforringelserne i 2010 ville næppe have revideret sin egen reform.
Det samme kan siges om finansieringen af de voksende asyludgifter som følge af krigen i Syrien. Den nuværende opposition foreslog før finanslovsforliget, at midlerne alene hentes ved besparelser på u-landsbudgettet. Her fik den pragmatiske venstrefløj sammen med den pragmatiske regering modereret besparelserne med ekstra 700 mill. kr. fra EU og 300 mill. kr. hentet fra reserverne andre steder i finansloven, altså i alt 1 mia.. Og så er hensigten, at u-landsbesparelserne fortrinsvis rammer den erhvervsrettede bistand, uden at den helt kan adskilles fra, hvad man kan kalde egentlig fattigdomsbekæmpelse, tingene hænger sammen.
Forhandlingerne gav også halvanden milliard kroner mere til sundhedssektoren, end det fremgik af regeringens oprindelige finanslovsudspil i slutningen af august, det samme gælder flere midler til pædagoger, hjemmehjælp, inklusion i folkeskolen, grøn omstilling og til eksempel 120 mill. kr. over fire år til øget indsats mod social dumping. Sådan kunne man blive ved.
Og så skal man heller ikke overse de holdningsmæssige konsekvenser af, at det denne gang lykkedes de fire centrum-venstre partier at finde sammen om finanserne for næste år, selv om der ikke i alle tilfælde afsættes penge på finansloven. Et eksempel er kommunernes ret til i fremtiden at kræve op til 25 pct. af alt nybyggeri reserveret almene boliger til en pris, som det hedder, ”for almindelige indkomster”. Det har først og fremmest betydning for landets fire største kommuner, ikke mindst København, hvor nybyggeriet i f. eks. Nordhavn, på Enghave Brygge i Sydhavnen, ved Amager Strandpark og på Islands Brygge er ved at udvikle sig til ”rigmandsghettoer”. Kommunerne får lov til af egne kommunale lommer at yde boligselskaberne 50-årige rentefrie lån på op til en halv milliard kroner, så selskaberne realistisk kan gå ind i konkurrencen med den private ejendomskapital om også attraktive grunde, f. eks. ved havnefronterne.
Et andet eksempel er afgiftsfritagelsen for el-biler, som udløber et stykke ind i 2015, og som til manges skuffelse ikke her og nu blev forlænget med flere midler på finansloven. Men til gengæld har den radikale energi- og klimaminister og den socialdemokratiske skatteminister samstemmende lovet at finde midler i reserverne, så el-bilerne til miljøets bedste fortsat fritages for afgifter. Samtidig åbnes mulighed for, at kommunerne kan gøre elbil-parkering billigere eller ligefrem gratis for at sætte yderligere skub i salget, der det seneste år er fordoblet fra beskedne godt 500 elbiler i 2013 til flere end 1.000 i de første10 måneder af i år.
Så uden betydning er venstrefløjens forkætrede pragmatisme ikke.
