Samf.: Det posttraumatiske Balkan
Udsendelse d.28.marts - 3.april. 2015
I ugens Samf. fortæller Ove Weiss fra Sarajevo om de fortsatte traumer 20 år efter den 44 måneder lange belejring af byen med 11.000 dræbte, heraf 1300 børn, som har fået deres egen mindepark midt i Sarajevo. – Det sker som optakt til retssagen mod syv anholdte og én eftersøgt i Serbien for deltagelse i folkedrabet på over 8.000 mænd og store drenge i Srebrenica, den værste massakre i Europa siden 2. Verdenskrig – Sidst i udsendelsen bindes en sløjfe på Samf.-kommentaren i forrige uge om det nye politiske parti Alternativet og dets leder Uffe Elbæk.
Det er forår i Sarajevo, byens parker springer ud, men de fleste træer er lavstammede, for de er kun en snes år gamle. De blev plantet lige efter den 44 måneder lange belejring af hovedstaden. Byens indbyggere skovede dengang i ly af mørket alt, hvad der kunne bruges i brændeovnen; alle parker blev ryddet, med en enkelt undtagelse. I den centrale park, som skråner ned mod et af byens hovedstrøg, Tito-gaden, står gamle knudrede løvtræer fortsat med deres skyggefulde kroner. Ingen turde fælde dem, for øverst oppe ligger politihovedkvarteret med overblik over parken, som i dag er mindelund for næsten 1300 børn, fra nyfødte til 14 års alderen. De blev sammen med knap 10.000 voksne dræbt under bombardementerne eller enkeltvis af serbiske snigskytter, som holdt til – som navnet siger – omkring indfaldsvejen fra lufthavnen, kaldet Sniper´s Alley. For nylig blev der opstillet fire stålcylindere med småfolkenes navne, deres fødselsdag og dødsdag indgraveret. Der ligger friske blomster omkring, og enkelte bamser, for selv om de yngste ofre i dag ville være 20 år, er sårene åbne.
I den anden ende af byen findes en anden ny mindeplade – i marmor – på Sarajevos berømteste bygning , det gamle nationalbibliotek, som netop er genindviet efter en totalrenovering. Nu rummer den igen byrådssalen ligesom den dag for godt100 år siden – den 28. juni 1914 – da Østrig-Ungarns tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone Sophie kom på besøg. Efter ceremonien derinde gik parret ned ad trappen til den ventende automobil og kørte 300 meter hen ad gaden langs Miljakafloden – ind i døden, da den bosnisk-serbiske nationalist Gavrilo Princip sprang frem fra folkemængden og affyrede de dræbende skud, som også blev startskuddene til 1. Verdenskrig.
Hvad der står på marmorpladen? Ikke noget om attentatet, men om det bosnisk-serbiske granatangreb på Nationalbiblioteket i august 1992 fra den såkaldte bosnisk-serbiske hovedstad Pale på plateauet ca. 1.000 meter oppe i bjerget, som satte biblioteket i flammer. To millioner historiske kildeskrifter gik tabt i en af historiens største bogbrændinger. På marmor-mindepladen omtales serberne som ”kriminelle”.
Midt i Sarejevo på den brede gågade omgivet af smukke bygninger fra den 40-års entreprenante østrig-ungarske periode, 1878-1918, ligger Michelle med sit wienerkonditori i stuen og en af byens bedste italienske restauranter på 1. salen. Engang mødested for den internationale presse, men med verdens opmærksomhed drejet andre steder hen – til Irak, Afghanistan, Syrien og Israel-Palæstina – er der blevet længere mellem stambordene. Men Ewa Klonowski er her stadig, og kommer næsten dagligt, så vennerne joker med, at hun har ”kontortid” på Michelle. Den polskfødte retsmediciner og antropolog, som i øvrigt sammen med mange andre kvinder er indstillet til Nobels Fredspris, kom til Sarajevo for 17 år siden, da arbejdet med åbningen af massegravene på Balkan, især i Bosnien-Hercegovina, for alvor begyndte.
Hun har ikke selv tal på de lig, hun har identificeret, men anslår, at det ligger mellem 10.000 og 15.000. Nogle opgaver har været særligt komplicerede, fordi et enkelt menneskes rester kunne være spredt på fire-fem forskellige steder. I forsøg på at skjule forbrydelserne har serberne med bulldozere flyttet gravene fra sted til sted.
I begyndelsen var Ewa Klonowskis opgave at skaffe beviser til Krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien i Haag, som blev oprettet kort inde i krigen, velsagtens som afbigt for det internationale samfunds svigt ved at afvise militær indgriben, mens tid var.
Senere blev opgaven at identificere ligene for bl. a. at give de pårørende ro i sindet, og hvert år i forbindelse med mindehøjtideligheder forskellige steder i landet – bl. a. i Srebrenica – begraves nyefundne ofre. Men noget tyder på, at Ewa Klonowskis oprindelige opgave med at skaffe beviser igen bliver aktuelt, nu for den pensionerede retsmediciners efterfølgere. For forleden anholdt politiet i Serbiens hovedstad Beograd syv af otte personer, mistænkt for at have deltaget i massakrerne i Srebrenica for 20 år siden, i juli 1995, få måneder før krigens afslutning.
Den politisk ansvarlige, Radovan Karadzic, og den militære ansvarlige, Radko Mladic, for folkedrabet i Srebrenica på over 8.000 muslimske mænd og drenge, den værste massakre i Europa siden 2. Verdenskrig, afventer i deres luksusceller i Scheveningenfængslet i udkanten af Haag Krigsforbryderdomstolens afgørelse. Men nu har den serbiske anklagemyndighed altså sporet otte mistænkte anført af en succesrig forretningsmand Nedeljo Milidragovic – kendt som ”Slagteren Nedjo” – som helt konkret sigtes for at have dræbt 1300 muslimer i en lagerbygning, der, som der står i telegrammerne, ligger i en ”forstad til Srebrenica”. Den ligger nu faktisk i et lille industriområde lige overfor den senere indrettede mindelund, som rummer tusinder af grave.
”Vi har aldrig haft at gøre med en forbrydelse af et sådant omfang,” siger anklageren Bruno Vikaric, som dog viger tilbage fra at bruge betegnelsen ”folkemord”, som FN og dermed det internationale samfund har hæftet på massakren. Den forrige præsident Boris Tadic undskyldte ellers i en tv-udsendelse for folkemordet i Srebrenica. Men hans efterfølger, den nuværende præsident, Tomislav Nikolic , afviser pure at bruge betegnelsen folkemord. Han taler i stedet om en alvorlig forbrydelse, som ”nogen” har begået i det serbiske folks navn.
Og det er i god overensstemmelse med Serbiens selvforståelse, man anerkender ikke ansvaret for ugerningerne. Og de seneste anholdelser er næppe udtryk for større anger, snarere en erkendelse af, at hvis Serbien skal gøres stuerent til optagelse i EU, er den slags – lad os kalde dem – symbolhandlinger nødvendige. Anholdelserne ændrer ikke, at der fortsat går – anslået – mellem 5.000 og 7.000 krigsforbrydere frit omkring blandt endnu levende torturofre og pårørende til dræbte – uden at de formentlig nogensinde stilles for en domstol.
Fra det posttraumatiske Balkan hjem til noget mere fredeligt. I forrige uges Samf.-kommentar om det nye politiske parti Alternativet og dets leder, den tidligere radikaler og kulturminister Uffe Elbæk, noterede vi bl. a. – citat: ”Det er meget almindeligt, at ministre i kreativitetens navn finder og betaler for nye omgivelser, alternative lokaler o. lign. til præsentation af nye initiativer. Det gjorde Elbæk også, men uheldigvis et sted, hvor en ham nærtstående var ansat med ansvar for økonomien, som altså fik et lille løft ved denne ministerielle begunstigelse. Selve sagen blev af medierne blæst ud af proportion, men det alvorlige for Elbæk var, at han tydeligvis ikke magtede at håndtere den krise, han selv havde skabt,” – citat slut. Ja, sådan sagde vi.
Alternativets pressechef Magnus Harald Haslebo skriver, at han vil værdsætte, om vi også fortæller, at Uffe Elbæk af Rigsrevisionen blev frikendt for alle anklager. ”Det er jo et faktum, der ikke får halvt så meget tid som selve det faktum, at Uffe blev gransket. Det er et problem, hvis man kun nævner den ene halvdel af sagen,” skriver pressechef Haslebo. Og det har han så ganske ret i.
