Samf.: DF af krogen
Udsendelse d. 6. - 12.juni. 2015
Den højrenationalistiske bølge i Europa har forskelligt ansigt fra land til land, men udtrykket er det samme: EU-modstand, fremmedaggression og ubetinget støtte til højrefløjen. – I Norge blev Fremskrittspartiets Siv Jensen stemmesluger ved at fremstille sig som moderat midtsøgende. Efter to afslørende år som finansminister i Høyre-regeringen står Fremskrittspartiet til halvering. – I Danmark slipper Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl af krogen, hver gang medlemmer af hans parti udstiller DF med yderligtgående synspunkter. Nu er han på vej mod samme vælgersucces som Siv Jensen fik i 2013, og ironisk nok er det de tre såkaldte arbejderpartier, der holder liv i illusionen om DF som arbejderparti. – Ove Weiss kommenterer.
Fungerende erhvervsminister Henrik Sass Larsen fra Socialdemokraterne indledte valgkampen med denne opsang til medierne: ”DF er et populistisk parti, der især i velfærds- og fordelingspolitikken i årevis har haft fripas hos presse og offentlighed til at udstede løfter for trecifrede milliardbeløb uden at blive stillet til ansvar.” – citat slut.
Rigtigt er det, at hjemlige medier i modsætning til svenske – som de danske jævnligt beskylder for ensidighed og manglende professionalisme i forhold til Dansk Folkepartis søsterparti Sverigesdemokraterne – gennemgående forsømmer at påvise uoverensstemmelserne mellem DFs ord og handling. Det kan der være flere årsager til, en af dem, at hovedparten af den skrevne presse, som er public service mediernes daglige fødekæde, er af ”borgerlig-liberal observans” og i DF ser en effektiv kile ind i centrum-venstres velfærdssamfund.
En anden årsag er, at Sass Larsens eget parti i årevis har forsømt det, han selv anklager pressen for. I udlændinge- og ulandspolitikken – senest i valgkampen med forslaget om fastfrysning af u-landsbistanden – er Socialdemokraterne tilsyneladende blevet så skræmte for at støde bortgåede vælgere, at berøringsangsten også har bredt sig til velfærds- og fordelingspolitikken.
Partiet udsender ganske vist hvert halve år et opgraderet katalog over Dansk Folkepartis overbudspolitik siden regeringsskiftet, som pt sammenlagt skulle udgøre udgifter for181 milliarder kroner, eller som flere centrum-venstre-politikere kælent udtrykker det med henvisning til DF-lederen ”tulliarder” – uden anvisning af finansieringen. Hver gang slipper Thulesen Dahl, Peter Skaarup og andre med fortiden i Glistrups nul-skatte parti af krogen med indignerede forsikringer om, at der blot er tale om ønsker og ikke udgiftskrævende forslag. Man må vel have lov at være lidt kreativ.
Socialdemokraterne har ikke fulgt katalogerne op med daglige dokumenterede angreb på misforholdet mellem det, som Dansk Folkeparti siger og partiets urokkelige forankring i blå blok. Undtagelsen er dagpengereformen, hvor DFs dobbeltspil er så iøjnefaldende, at selv Socialdemokraterne har reageret, men uden medspil fra regeringens to støttepartier. Tværtimod har Enhedslisten og SF givet Dansk Folkeparti alibi til at slippe af krogen.
DF har behændigt skiftet rollen som idémager til dagpengeforringelserne i 2010 ud med rollen som frelseren af de mere end 55.000, som har mistet dagpengeretten. Det har parti-toppen gjort vel vidende, at Socialdemokraterne er bundet af regeringsaftalen med de Radikale om at afvente dagpengekommissionens konklusion til efteråret. OG at DFs krav om halvering af genoptjeningsperioden, som partiet selv fordoblede for fem år siden, ikke er realistisk i en evt. Lars Løkke Rasmussen-regering, som af pr-grunde blot har foretaget en sproglig ændring af nulvækst til udgiftsstop. Thulesen Dahl har da også alene forsikret, at han vil stille krav om dagpengeforbedringer, ikke at han vil gøre forbedringerne til en betingelse for støtte til en evt. ny borgerlig regering.
Alligevel legaliserer venstrefløjen Dansk Folkepartis forsøg på at bære kappen på begge skuldre; med Thulesen Dahls eget udtryk: ”Jeg er en fri fugl”. Det har i valgkampens første fase ført til avisoverskrifter som ”Thulesen Dahl giver håndslag til Enhedslisten på dagpenge” og ”Thulesen og Olsen Dyhr indgår alliance om dagpenge” og ”Enhedslisten omfavner SFs og DFs dagpengealliance.”
Umiddelbart en mesalliance, men reelt er SFs i den sammenhæng kritikløse samarbejde med Dansk Folkeparti blot fortsættelsen af den venstrepopulistiske kurs, som Pia Olsen Dyhr har lagt siden formandsskiftet. Selv om hun og de øvrige SF-ministre meget mod deres vilje blev tvunget ud af regeringen af deres bagland, fortsatte hun i partiet, mens flere andre gik til Socialdemokraterne – en enkelt endda til de Radikale – uden at det gamle arbejderparti af den grund er blevet mere progressivt.
Siden har Olsen Dyhr stort set angrebet alt, hvad hun i regeringen var med til at gennemføre samtidig med, at hun vil gøre SF regeringsdueligt trods den dramatiske nat med partiets sammenbrud i DGI-Byen i januar sidste år; internt i partiet vil det selvfølgelig blive påskønnet, at hun har forhindret SFs nedsmeltning og muligvis begrænser tabet 18. juni til en tredjedel af de vælgere, som partiet fik ved valget i 2011.
For Dansk Folkeparti, som fremstiller Danmark som en enklave upåvirket af den højrenationalistiske bølge i Europa, er alliancen med venstrefløjen på et centralt arbejdsmarkedspolitisk område en gave, overrakt og pakket ud midt i valgkampen. Det holder liv i illusionen om DF som midtsøgende ”arbejderparti”.
Højrenationalismen har forskelligt ansigt fra land til land, men fælles er EU-modstanden, fremmedaggressionen og – både lokalt, nationalt og på europæisk plan – nærmest ufravigelig støtte til højrefløjen. I Danmark er Dansk Folkeparti fermt til at undgå indtrykket af ekstremisme, medlemmer ekskluderes i bundter, hvis de lader munden og pennen flyde over med det, hjertet er fuldt af. Siden kommunalvalgene for snart to år siden har f. eks. en tredjedel af DFs godt 60 nye kommunalbestyrelsesmedlemmer forladt partiet, enten frivilligt eller tvunget.
Tendensen i Norge har været den samme. DFs søsterparti Fremskrittspartiet oplevede stigende tilslutning, som kulminerede med 16,6 pct. af vælgerne ved stortingsvalget i september 2013; det bragte partiet ind i den nye Høyre-regering med lederen Siv Jensen som finansminister.
Men regeringspolitikken har dagligt udstillet Fremskrittspartiet egentlige politik, dets tilslutning i meningsmålingerne er styrtdykket til under det halve, og seneste melding er, at mistilliden vokser, især i støttepartiet Kristeligt Folkepartis stortingsgruppe – og det i et omfang, som kan føre til regeringsskifte i utide; i Norge kan nyvalg ikke udskrives i den fireårige valgperiode.
Så Dansk Folkeparti skæver med sikkerhed til det norske søsterparti, når partitoppen vurderer, om forventet vælgerfremgang skal resultere i en evt. regeringsdeltagelse; i den situation kan DF vælge og vrage. Ministerposterne frister, og baglandet siges at presse på, hvis chancen byder sig. Samtidig skræmmer de norske spor, for måske vil netop regeringsansvaret tegne det billede af Dansk Folkeparti, som ledelsen for alt i verden vil undgå. Så hellere stå uden for med taktstokken og med Pia Kjærsgaard på den prestigefyldte post som formand for Folketinget, hvor partiet engang blev erklæret ”ikke-stuerent”.
