Samf.: DF på vrangen
Udsendelse d.14.- 20. februar - 2015
Tre morgenaviser har vendt vrangen ud på Dansk Folkeparti og lyttet til en række af partiets sympatisører og tillidsfolk, som bl. a. mener, at muslimer er sindssyge og ren indavl, at de skal tvangssteriliseres og sendes ud af landet, og at der bør indføres totalforbud mod islam i Danmark. – Tonen er ubekvem for DF-toppen, som udadtil tager afstand fra udtalelserne. Men holdningerne er ikke anderledes end dem, der gang på gang har høstet stående applaus blandt 700-800 delegerede på partiets landsmøder. – Ove Weiss kommenterer.
Mediemæssigt har det nye år budt på et interessant fællestema i de tre store morgenaviser Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken. Især er de to første bemærkelsesværdige, for de har for vane at polere Dansk Folkepartis facade og fremstille det som et midterparti.
Avisernes tema vender vrangen ud på partiet og afslører – for nogen ikke overraskende – at DF ikke er så stuerent, som det selv hævder med martyriets henvisning til en påstand, som noget klodset blev formuleret i tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens åbningstale i Folketinget i oktober 1999, altså for 15 år siden: ”Stuerene, det bliver I aldrig”.
Det begyndte i Berlingske bl. a. med et citat fra Facebook af følgende fra Dansk Folkepartis Guldborgsund-afdeling: ”I Dansk Folkeparti har vi i mange år været klar over, at lader vi muslimer komme ind i Danmark, så tager de deres forkvaklede tro og stridigheder med. Få dem udvist, bedre sent end aldrig,” citat slut.
Selv om synspunktet for så vidt ikke adskiller sig fra meget af det, der gennem årene er sagt fra talerstolen på Dansk Folkepartis landsmøder, af blandt andre Mogens Camre, og som har fået stående applaus fra de 700-800 delegerede, reagerede partisekretær Poul Lindholm foranlediget af mediernes interesse med en skrivelse til partiets tillidsfolk, som Berlingske kom i besiddelse af.
Partisekretæren maner til omtanke i forhold til offentlige udtalelser, men beroliger dog med henvisning til partiets udlændingepolitiske ordfører Martin Henriksen, citat ”Martin kender Guldborgsund-folkene som besindige, fredelige og ordentlige folk.” Med andre ord en smuk vandelsattest.
I artikel-serien refererer Berlingske Pia Kjærsgård, som fornylig skrev på Facebook, citat: ”Der kan ikke trækkes nogen streg for ytringsfriheden”. Avisen dokumenterer i flere artikler, at der internt i partiet tværtimod hersker kæft, trit og retning. Magten ligger hos formanden og fem medlemmer af gruppebestyrelsen, som sammen med en smal hovedbestyrelse kan ekskludere medlemmer uden appelret.
Medlemmer screenes før evt. optagelse; undtagelsen er dog folk uden dansk pas, for de afvises på forhånd, selv om der i partiets arbejdsprogram står, citat: ”En vellykket integrationslovgivning skal have til formål, at indvandrere indgår i samfundslivet på linje med danske statsborgere. Det betyder, at indvandrere skal deltage i uddannelse og inddrages på arbejdsmarkedet, i erhvervslivet og i fritids- og kulturaktiviteter på lige fod med danskere”.
Vil medlemmer f. eks. opstille som folketingskandidater, skal de først til samtale i en slags centralkomité, og klarer de eksamen, optages de i en såkaldt ”kandidat-database”. Her kan lokale kredse så henvende sig og centralt få at vide, hvem de bør opstille. Så megen respekt for det nære samfund. – Som valgforskeren, lektor Lars Bille siger til avisen, citat: ”Medlemsdemokratiet kan ligge på et meget lille sted. Det, der kommer tættest på, er nok Danmarks Kommunistiske Parti.”
Dagbladet Politiken fortsatte med afsløringer af det fremmedhad, som trives blandt DF´ere, bl. a. i fem lukkede facebookfora, som alle bærer navne, der relaterer til Dansk Folkeparti. Grupperne bestemmer selv, hvem der må lukkes ind, og følgende citater om flygtninge og indvandrere er tilsyneladende kvalificerende:
”Deres tankefunktion lever i middelalderen. Der var kun 10.000 nazister til at begynde med, men hvordan var det lige, det endte?” Og
”Det er så tydeligt, at det er ren indavl. Havde det været en hunderace, ville man gøre alt for at stoppe formeringen og forbyde racen”.
Blandt forslagene på de DF-relaterede fora – det vil ifølge Politiken bl. a. sige med administratorer, der er medlemmer af Dansk Folkeparti – er til eksempel også totalforbud mod islam, overhældning af muslimske butikker med svinegylle, tvangssterilisering af alle muslimer og nedbrænding eller bombning af moskéer.
Men én ting er de sproglige udskejelser på Facebook, som i mange sammenhænge synes ramt af inflationen, en anden er direkte udtalelser til medierne, som denne fra Jørgen Larsen Møller. Han var indtil for et år siden næstformand for DFs lokalafdeling i Aalborg og siger til Politiken:
”Stol aldrig på en muslim. Det har jeg altid sagt…Vi sidder ligesom Holger Danske og sover. Vi skal til at vågne.”
Et andet DF-medlem, Jesper Fruerboel, medgiver over for avisen, at visse muslimer er fredelige. Men tilføjer, citat:
”Islam er en form for sygdom. Det er den nemmeste måde at forklare det på. Der findes to former for sindssyge. Den ene slags kan man blive kureret for, og den anden kan man tro på”, mener han.
Til Politiken siger mediejuristerne Peter Lind Nielsen og Jørn Vestergaard, at fremmedfjendske sammenligninger med dyr og sygdomme er strafbare: ”Det er en forhånelse mod en befolkningsgruppe at kalde muslimer for hunde og opfordre til at stoppe formeringen. Derfor må den aktuelle udtalelse principielt bedømmes som strafbar,” siger Peter Lind Nielsen, der underviser i presse- og medieret på Danmarks Journalisthøjskole.
Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen afviser, at en hadefuld tone i fora med DF-navne vidner om et generelt problem. Til gengæld finder den tidligere Billed Blads-journalist, at Politikens reportager er under journalistisk lavmål.
Derfor er det måske særligt interessant, at Jyllands-Posten, som af mange anses for Dansk Folkepartis hoforgan, også har taget emnet op. Det skete 2. februar med en artikel over hele forsiden under den lange overskrift: ”Hvorfor skriver Lars Hansen, at han vil bombe alle moskeer i Danmark?”. Bladet henviser til en 50-årig førtidspensionist fra Viborg, som er bange for terrorangreb i Danmark, og som mener, at alle muslimer er onde. Også selv om Lars Hansen betror avisen, at han ikke kender en eneste af slagsen.
I underrubrikken spørger Jyllands-Posten: ”Nettet er fyldt med hadske udsagn fra ikke-muslimer mod muslimer og den anden vej rundt. Men hvornår bliver ord til handlinger?”
Og det er et væsentligt spørgsmål, for hidtil har ikke mindst tilhængere af en strammere udlændingepolitik noget overbærende afvist, at tonen – denne sarte størrelse – skulle have nogen som helst betydning, argumenteret med et billede, ikke originalt, men alligevel: ”Vi bør kalde en spade for en spade.”
Nu synes tonen på de dragende sociale medier imidlertid at kamme over til tydeligt ubehag for toppen i Dansk Folkeparti, selv om den pr. automatik afviser, at tonen er partiets egen og det derfor bærer ansvaret for, at den udarter.
