Samf.: DF´s DNA
Udsendelse d.17. - 23.januar - 2015
Trods samme politiske DNA benægter Dansk Folkeparti helst slægtsskabet med tilsvarende bevægelser i det øvrige Europa; partiet søger at fremstille Danmark som en enklave, upåvirket af den europæiske højrebølge. Det gælder f. eks., når søsterpartiet, Fremskrittspartiet, mister fodfæste i den norske befolkning, og når meningsfæller i den nye tyske bevægelse Pegida går over gevind i retorikken – Men nu er de to blokke i Den store Koalition i Tyskland gået sammen i en modoffensiv af nærmest svenske dimensioner. Anført af kansler Angela Merkel og på baggrund af historiske erfaringer af både ældre og nyere dato advarer de mod deltagelsen i Pegidas demonstrationer. Og det har ikke gjort det nemmere for DF, at dronning Margrethe i sin nytårstale sagde det samme som Merkel – med mildere danske ord.
Altinget, som bl. a. leverer daglige nyheder til Den 2. Radios hjemmeside, bragte forleden en artikel om Dansk Folkepartis norske søsterparti Fremskrittspartiet, hvis tilslutning på 16,6 pct. ved stortingsvalget 9. september 2013 førte partiet i regering under Høyres statsminister Erna Solberg. Siden er vælgerne fosset ud af Fremskrittspartiet, som nu ligger på lige godt 9 pct. i meningsmålingerne og fortsat forbløder. Ifølge Anders Ravik Jupskås fra Oslo Universitet, som har skrevet en ph.d. om partiet og forsker i nordiske højrebevægelser, skyldes det, at en større alvor har indfundet sig i norsk politik.
Før finanskrisen boltrede Fremskrittspartiet sig med krav om, at Norge blot skulle bruge løs af oliemilliarderne til mere velfærd, især nye sygehuse, udbygget infrastruktur – først og fremmest kostbare vejanlæg – og generelle skattelettelser. Det var sød musik i øregangene på to tredjedele af nordmændene. Siden er virkeligheden steget ned fra fjeldet, og i dag blæser kun en tredjedel af befolkningen på alvorlige konsekvenser af en overophedet økonomi.
Ravik Jupskås nævner også, at Fremskrittspartiet ikke har formået, som han siger, ”at løfte sin kritik af indvandringen” efter terrorangrebet i Oslo og massakren på Utøya. En forklaring, som egentlig undrer, for Anders Behring Breiviks bombeattentat i Oslo, som kostede otte mennesker livet, og massedrab på 69 fortrinsvis unge socialdemokrater på sommerlejr fandt sted små to år inden stortingsvalget, som altså ikke i større omfang ramte Fremskrittspartiet men tværtimod gjorde det regerings-fähigt dengang i flertallets øjne.
De aktuelle forklaringer er snarere, at regeringens parlamentariske støttepartier, norske Venstre og Kristeligt Folkeparti, ikke accepterer Fremskrittspartiets fremmedpolitik, især ikke dets retorik. Og at partiet har måttet bøje sig for Høyres krav til finansloven om stærke sociale nedskæringer og skattefavoriseringer af de højeste indtægter, noget, der har demaskeret Fremskrittspartiet som ”den lille mands beskytter”, samme etikette, som også Dansk Folkeparti sætter på sig selv.
Hvad DF siger til sin norske parallel, vides derimod ikke, for det forholder sig normalt tavst om søsterpartier i andre lande – især naturligvis når højrenationalismen kammer over eller som i Norge mister fodfæste.
Ifølge Ravik Jupskås har Fremskrittspartiet gennem flere år haft gang i et udvalgsarbejde, kaldet ”Projekt regering” som forberedelse til regeringsansvaret. Hvad Dansk Folkeparti mener om den mulighed herhjemme er uklart, signalerne om indtrædelse i en evt. Venstre-ledet regering er få og tilmed modstridende.
I det hele taget vil Dansk Folkeparti gerne fremstille Danmark som en enklave, isoleret fra højrebølgen, som har ramt alle andre europæiske lande; helst benægter DF trods samme politiske DNA slægtskabet med partier i f. eks. Frankrig, Holland, Belgien, Østrig og i Storbritannien.
Men op til årsskiftet kom budskaber fra Tyskland, som på baggrund af landets historie er tankevækkende for alle i Europa. Gennem måneder har bevægelsen Pegida – en forkortelse af ”Patriotiske europæere mod en islamisering af Vesten” (på tysk kaldet Aftenlandet) – bredt sig over hele landet. Det begyndte med nogle få hundrede demonstranter men udviklede sig til demonstrationer hver mandag med et tocifret tusindtal af deltagere i centrum af større byer, bl. a. i Dresden. En samling af alle mulige grupperinger fra nynazister til nationalkonservative og EU-skeptikere fra partiet Alternative für Deutschland, som har meget til fælles med Dansk Folkeparti.
Flere medier har gjort meget ud af, at mange af demonstranterne er, som det siges, ”ganske almindelige mennesker som dig og mig”, middelklassetyskere, det, som engang blev kaldte bedsteborgere. Uden at det har kortsluttet tankerne til 20´ernes Tyskland og de årtier, der fulgte, snarere tværtimod.
I hvert fald var den tyske kansler Angela Merkel skarp i mælet, da hun til nytår talte til det tyske folk om forholdet til det stigende antal flygtninge fra især Syrien, citat: ”Mange har med nød og næppe undgået at blive dræbt. Det er en selvfølge, at vi hjælper dem og tager mod folk, som søger tilflugt hos os.”
På baggrund af sin opvækst i DDR mindede hun sine landsmænd om, at østtyskerne i 1989 hver mandag gik på gaden i demonstration for retten til at vokse op uden frygt og sagde, citat: ”Hundredtusinder demonstrerede i 1989 for demokrati og frihed og mod et diktatur, som lod børn vokse op i frygt. I dag er der igen nogen, som om mandagen råber ”Vi er folket”. Men i virkeligheden mener de: ”I er ikke en del af os – på grund af jeres hudfarve og religion.”
Og hun tordnede advarende videre, citat: ”Jeg vil sige til alle, der deltager i den slags demonstrationer: Følg ikke dem, der opfordrer til det. For alt for ofte er det fordomme – der er kulde, endda had i deres hjerter.”
Så stærkt lød det fra ”Moder Europa”, som nogen kalder Merkel, lederen af CDU, Den Kristelige Demokratiske Union i EUs mest indflydelsesrige land, som her – ikke uventet – fik opbakning fra sine socialdemokratiske regeringsfæller i Den store Koalition af nærmest svenske dimensioner i udelukkelsen af det højrenationalistiske miljø. Udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier fra SPD sagde: ”Pegida skader ikke blot vores land, den giver også Tyskland et dårligt ry i udlandet.” Og de socialdemokratiske eks-kanslere, Gerhard Schröder og Helmut Schmidt, fulgte efter. Den sidste med en kort konstatering: ”Pegida appellerer til dumhed, fordomme, fremmedhad og intolerance.”
Pegida er en bevægelse, som også Dansk Folkeparti på et tidspunkt må forholde sig til, hvis ellers danske medier bekvemmer sig til at spørge – og bore i sammenhængen. Og det bliver slet ikke nemmere for partiet, som har Dannebrog i sit logo og Gud, Konge og Fædrelandet på læben, at dronning Margrethe i nytårstalen sagde det samme som Angela Merkel, med lidt mildere danske ord, citat: ” I den seneste tid er tusindvis af flygtninge kommet til Danmark, især mange fra den forfærdende og langvarige borgerkrig i Syrien. Over alt i landet gøres der en stor indsats for at hjælpe flygtningene…For vi skal ikke bare tage hånd om dem, vi skal også hjælpe dem med at finde sig til rette i samfundet, så de kan få fodfæste og klare sig selv.”
Sådan lød det også fra biskopperne i Københavns og i Haderslev Stift et par måneder tidligere, men her faldt brændet ned over deres syndige hoveder med spydige forslag til dem om at åbne deres store, fornemme bispegårde for de nødlidende. Men sådan siger man jo ikke til Dronningen med henvisning til hendes kongelige slotte og stalde. Og da slet ikke med en værdipolitisk ordfører, der som Pia Kjærsgaard netop er slået til kommandør af Dannebrogsordenen. Og som, hvis DF – skræmt af norske Fremskrittspartiets nedtur – holder sig uden for regeringen og i stedet ultimativt kræver posten som Folketingets formand. Rigets fornemste stilling efter Dronningen.
