Samf.: En udstilling af dobbeltmoral
Udsendelse d. 8. - 14.november - 2014
To begivenheder har de seneste uger kaldt dødstrusler frem på sociale medier: Den ene er indvandrerkredses stiftelse af et nyt parti, Nationalpartiet, som i sit program vil værne om danske værdier, netop det, mange danskere har efterlyst i muslimske miljøer. Den anden er udstillingen af ni værker af en svensk provokunstner, arrangeret af Trykkefrihedsselskabet med støtte fra Dansk Folkeparti.
”Det nye parti er stort set ignoreret af både skrevne og æterbårne medier. Mens udstillingen mobiliserede pressen, som var der tale om en verdensbegivenhed, tilmed i fire faser, som ville gøre enhver politisk spindoktor gul og grøn af misundelse,” siger Ove Weiss i denne analyse, hvor han konkluderer:
”Hverken Dansk Folkeparti eller Trykkefrihedsselskabet behøver søge martyriet i vanskelighederne med at finde egnede udstillingslokaler. De udstiller jævnligt i fuld offentlighed deres egen dobbeltmoral.”
Med de sociale medier er debattonen blevet grovere og påstandene om ytringsfrihedens begrænsninger, selv i forkætrede Sverige, er blevet meningsløse. De tider er forbi, hvor den offentlige mening, som Poul Henningsen skrev, ”hviskes i et selskab”, nu blæses den ud for alle vinde, ofte sprogligt ubehjælpsomt, og næsten altid forfladiget.
Selv dødstrusler er på de asociale medier blevet hverdagskost, næppe så truende, som de er ønsket, snarere ramt af en sproglig inflation, som reelt gør dem harmløse. Det interessante er derimod de professionelle mediers behandling af dem, altså dødstruslerne på nettet. To eksempler fra den seneste tid:
Stifterne af et nyt parti, Nationalpartiet, er blevet truet på livet – i et omfang, som har ført til politianmeldelse. En galleriejer i Bredgade i København er blevet truet på livet, fordi han ville udstille en svensk provokunstners værker, og i det tilfælde blev der lagt kræfter bag ordene, for facaden på hans galleri blev maltrakteret af indtil nu ukendte hærværksfolk, men en og anden har nok sin anelse.
Det første først: Nationalpartiet er stiftet af tre brødre med pakistansk baggrund og anses derfor af den yderste højrefløj som en trussel mod danskheden og fædrelandets grundlæggende værdier. Paradoksalt nok bygger det nye parti – indvandrerparti eller ej – tværtimod på danske værdier, som højrefløjen og andre ellers dagligt efterlyser hos indvandrere. Så snart en fundamentalistisk muslim går amok med krav om sharialovgivning, støtte til Islamisk Stat, tvangsægteskaber og meget andet, efterlyses det muslimske flertals reaktion på fanatikernes uhyrligheder.
Når svaret så kommer i form af en partidannelse til værn om danske værdier, er pressen stort set tavs. Det kan ikke skyldes, at partiet i valgstatistikken skulle true de eksisterende partier, for det vil næppe blive repræsenteret i Folketinget – og man kan også med en vis ret spørge, om en selvstændig partidannelse på initiativ af indvandrere er den bedste vej til integration. Afdøde Minoritetspartiet var det ikke. Det stillede op til valget i 2005 og fik 0,3 pct. af vælgerne, altså lang vej til spærregrænsens krav om 2 pct.
Men bortset fra det, er Nationalpartiets program interessant i udlændingedebatten, fordi det gør op med forestillingen om, at indvandrere og flygtninge og efterkommere af dem sidder fast i en middelalderkultur fra deres oprindelsesland. Alligevel ignorerer både de skrevne og æterbårne medier stort set initiativet, selv om det er et organiseret opgør med konservatismen i visse indvandrermiljøer.
Anderledes med truslerne mod galleriejeren og Trykkefrihedsselskabet, som stod bag udstillingen af den svenske provokunstner Dan Park, der i Sverige er idømt fængselsstraf for ni værker med racistisk indhold, sådan lød dommen. Her mobiliserede pressen, som var der tale om en verdensbegivenhed, tilmed i fire faser, som ville gøre enhver politisk spindoktor gul og grøn af misundelse.
Første gang, da Københavns Rådhus afviste at lægge rådhushal til udstillingen, som skulle arrangeres i huj og hast på få dage, hvor der normalt kræves en forberedelse på et halvt år. Yderligere var udstillingen begrænset til to-tre timer, inklusive et pressemøde, så tanken om et mediestunt var nærliggende.
Anden gang, da omtalte galleri tilbød at udstille plakaterne, men senere trak tilbuddet tilbage p. gr.a. af dødstrusler og hærværk. I øvrigt ejes galleriet af en anden provo, Kristian Hornsleth med det købte von foran efternavnet og 103 navnefæller i en afrikansk landsby, som vedgik slægtsskabet, om man kan kalde det sådan, til gengæld for nogle geder og grise. Kunsten rækker vidt, også geografisk og helt ud i talentløsheden og absurditeten, hvad den skal have lov til uden indgreb fra politi og retsvæsen.
Tredje gang, da Dansk Folkeparti understregede sin politiske hensigt, og lagde lokale på Christiansborg til udstillingen, som Trykkefrihedsselskabet ironisk havde censureret: Af de oprindelige 31værker blev kun ni udstillet. Plakater, som provokerede Israel og den katolske kirke, var udeladt.
Fjerde gang, pressen var på tæerne, skete det i et kælderlokale på Østerbro i København, hvor de ni plakater blev udstillet under protest fra ejendommens beboere.
Uanset, hvad man måtte mene om udstillingen, rejser den selvfølgelig spørgsmålet, om det ikke netop er en af kunstens og pressens mange opgaver af kaste lys, også og måske især på snavset. Det blev kontant besvaret ved en politisk episode, som dukkede op i medierne sideløbende med udstillingen. Den mangeårige DF-politiker, bl. a. i EU-Parlamentet, og aktiv i Trykkefrihedsselskabet, Mogens Camre, skrev bl. a. på sin facebookside, citat:
”Jeg havde en underlig fornemmelse, da jeg så DR 1´s tv-avis her til aften. En journalist, som ser ud til at stamme fra Mellemøsten, interviewer en integrationsminister, som er inder. De drøfter, hvordan folkevandringen bedst kan få plads i Danmark.”
De to, som efter Camres mening havde fejlfarve, er social- og integrationsminister Manu Sareen og DR-journalist Erkan Özden. Hvordan reagerede så Dansk Folkepartis top? Joh, den gamle Billed Blads-journalist Søren Espersen, sagde først, at ”det vrøvl vil jeg ikke høre på,” men tilføjede et par dage senere forsonende : ”Alle kan fejle”. Partformanden Kristian Thulesen-Dahl forblev tavs. ”Det skal ikke have opmærksomhed fra formanden,” sagde hans pressechef. Værdiordfører, som hun kalder sig, Pia Kjærsgaard, som ellers ikke er mundlam, sagde, at ”det må den nye ledelse tage sig af.” Og partisekretæren Poul Lindholm Nielsen afviste at kommentere med bemærkningen: ”Jeg har ikke nogen holdning til sagen.”
Camre selv gik i skjul efter at have erkendt, at ”det var forkert formuleret” – og ”uheldigt”. Og det er ikke første gang, Camre putter sig. Det gjorde han også bag sin immunitet i EU-Parlamentet, da der var optræk til en alvorlig retssag mod ham for racisme. Det er undvigelser, som ellers i de kredse betegnes som fejhed og kujoneri. Men ikke når det gælder Camre, som tidligere bl. a. har udtalt: ”Muslimer fortsatte, hvor Hitler sluttede” og ”De tyske soldater i vore gader opførte sig bedre end de muslimske drenge”.
Ledelsen af Dansk Folkeparti er i modstrid med dansk folkestyres traditioner så egenrådig, som centralkomitéen var i kommunistpartierne i de tidligere østbloklande. DF-toppen viger ikke tilbage fra eksklusioner – tilmed i bundter – hvis menige medlemmer kvækker det mindste mod autoriteternes afgørelser. Men når det gælder ledende partimedlemmer, breder tolerancens mildhed sig, undskyldningerne og bortforklaringerne står i kø, eller også bliver disse bærere af ytringsfrihedens flamme tavse ved tanken om, hvad Dansk Folkeparti i virkeligheden er: Et højreradikalt parti med europæiske traditioner, som lufter sine fremmedfjendske holdninger, når munden og pennen uforvarent løber over med, hvad hjertet er fuldt af. Så hverken Dansk Folkeparti eller Trykkefrihedsselskabet behøver søge martyriet i vanskelighederne med at finde egnede udstillingslokaler. De udstiller jævnligt i fuld offentlighed deres egen dobbeltmoral.
